Humshuka – Shakshuka på bund af hummus

Hummus + Shakshuka = Humshuka

Humshuka er en helt fantastisk libanesisk ret, hvor shakshuka serveres på en bund af cremet hummus. Retten opdagede jeg på en af vores yndlingsrestauranter i Berlin, hvor den serveres med masser af lunt fladbrød og et generøst dryp tahin på toppen.

Nem shakshuka – æg pocheret i tomatsauce

En hurtig og nem shakshuka er enestående sund fastfood. Jeg delte første gang opskriften i min kogebog Herlig & ærlig mad, og I kan også finde den på bloggen lige her. Jeg ved, at min opskrift er blevet et hverdagshit i flere af mine venners hjem. Mine forældre har tilmed fortalt, at de ofte laver shakshuka, hvis de kommer sent hjem 😉

Cremet hummus

Min opskrift på hummus indeholder masser af lys tahin, hvilket sikrer en helt cremet konsistens og den autentiske smag, som man kender fra mellemøstlige spisesteder. Det er også en god idé at have en blender med masser af hestekræfter, så hummusen kan blive helt glat og nærmest luftig i konsistensen.

 

Humshuka

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 15 min / tilberedning 15 min / i alt 30 min

Ingredienser

HUMMUS

  • 2 dåser kikærter
  • ½ dl lys tahin (fx fra Rema1000 eller mellemøstlige købmænd)
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 citron
  • 3 fed hvidløg
  • 3 tsk. stødt spidskommen
  • salt
  • cirka 1 dl vand

SHAKSHUKA

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 squash
  • 2 røde peberfrugter
  • 1 spsk. olivenolie
  • ½ spsk. stødt spidskommen
  • ½ spsk. røget paprika
  • salt og friskkværnet peber
  • 3 dåser hakkede tomater
  • 6-8 æg

TIL SERVERING

  • 1 håndfuld bredbladet persille
  • 50 g feta
  • 1 spsk. lys tahin
  • Fladbrød eller pita

Fremgangsmåde

HUMMUS

Dræn kikærterne, og skyl dem i en sigte. Blend kikærter, tahin, olie, citronsaft, presset hvidløg, spidskommen og salt sammen i en foodprocessor eller minihakker. Tilsæt gradvist vand, indtil din hummus har en helt jævn og cremet konsistens. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Shakshuka

Hak løg fint, og pres hvidløgene. Rens squash og peberfrugter, og skær begge dele i små tern. Steg løg, hvidløg, peberfrugter og squash i olie på en stor pande med tilhørende låg. Tilsæt spidskommen, paprika, salt og peber. Vend rundt, og lad det stege, indtil grøntsagerne begynder at tage farve. Hæld de hakkede tomater på panden, og lad det simre i 5 minutter, inden du smager tomatsaucen til.

Skub lidt af tomatsaucen til side med en ske, og slå et æg ud i hullet. Gør det samme med alle æg, og læg derefter låg på panden. Lad din shakshuka simre i 5-10 minutter, indtil æggehviderne er faste, og blommerne stadig er flydende.

SERVERING

Smør hummus ud på individuelle tallerkener eller et stort fad. Anret shakshuka ovenpå. Smuldr fetaosten over, og dryp men en smule tahin. Drys med hakket persille, og servér straks med lune fladbrød eller pitabrød.

Find flere opskrifter i samme kategori

Find flere opskrifter på mellemøstlig inspireret aftensmad:

Kefta Mkaouara – Lammekødboller og æg i tomatsauce

Blomkålssuppe med dild-olie & dukkah

Linsegryde med tahin & syltet fennikel

Ristede gulerødder med quinoa, dukkah & labne

Find flere opskrifter på aftensmad med hummus:

Kikærtepizza – Falafelpizza med sprød kikærtebund

Sunde vafler med hummus og halloumi

 Krydrede kyllingelår & butterbean-hummus

Squashfrikadeller med halloumi & rødbedehummus

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar