20 bøger, du skal læse, før du dør

Danske klassikere, du skal læse

Begge mine forældre er gymnasielærere. Dansklærere. Da jeg som teenager slugte den ene chick lit roman efter den anden, sneg de kærligt værker af Helle Helle og Naja Marie Aid frem på mit sengebord. Og selvom jeg dengang ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne få lov til at læse Bridget Jones dagbog i fred, er jeg i dag glad for, at de åbnet min litterære horisont bare en anelse.

Lige så belæst som mit ophav, bliver jeg dog nok aldrig, og listen over bøger, jeg kan prale af at have læst, siden jeg begyndte at studere, er ikke… Ja, værd at prale af. Jeg skulle jo kæmpe mig igennem pensum, så det sidste, jeg havde lyst til i min fritid, var at åbne flere bøger.

Bøger, du skal læse, før du dør

Det sidste halve år er det dog lykkes mig at komme op på (læse)hesten igen. Og udover at læse nogle af de romaner, jeg har haft på min to-read liste i flere år, har jeg også lyst til at give mig i kast med nogle af de helt store værker, man “bør” have læst. Men hvilke er det overhovedet? Og hvor starter og slutter man?!

Dét har jeg fået mine gymnasielærerforældre til at hjælpe mig med. De har nemlig lavet en lille pensumliste til mig, over ‘bøger, du skal læse, før du dør’.

Jeg nævnte listen i en sidebemærkning i en af mine videoer her på bloggen, og siden har jeg modtaget en hel del henvendelser fra læsere, der godt gad se listen… Så her får I den! Mine forældres liste over værker, de synes, man bør læse, i kronologisk rækkefølge. Jeg overvejer at starte fra toppen, men nu må vi se, om jeg ikke hurtigt får lyst til at springe lidt frem i tid 😉

 

20 bøger, du skal læse, før du dør

  1. Steen Steensen Blicher ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” (1823)
  2. H.C. Andersens eventyr (ca. 1830-50)
  3. Søren Kierkegaard ”Enten – Eller” (1843)
  4. J.P. Jacobsen ”Fru Marie Grubbe“ (1874)
  5. Johannes V. Jensen ”Kongens fald” (1900/1901)
  6. Sigrid Undset „Kristin Lavransdatter“ (1920)
  7. Thomas Mann „Trolddomsbjerget“ (1924)
  8. Tom Kristensen ”Hærværk” (1930)
  9. Karen Blixen ”Syv fantastiske fortællinger” (1935)
  10. George Orwell „1984“ (1948)
  11. Martin A. Hansen ”Løgneren” (1950)
  12. Tove Ditlevsen „Ansigterne“ (1968)
  13. Svend Åge Madsen ”Tugt og utugt i mellemtiden” (1976)
  14. Michael Strunge ”Vi folder drømmens faner ud” (1981)
  15. Inger Christensen „Sommerfugledalen“ (1991) digte
  16. Søren Ulrik Thomsen „Hjemfalden“ (1991) digte
  17. Katrine Marie Guldager ”København” (2004)
  18. Christina Hagen ”White girl” (2012) digte
  19. Karl Ove Knausgaard „Min kamp“ (2012-13)
  20. Merete Pryds Helle „Folkets skønhed” (2016)
12 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Jeg havde glædet mig til at se listen, og jeg kan konstatere at jeg kune kender H.C. Andersens eventyr, så der en masse at gå i gang med. 🌞 Tak for listen

  2. Tak for at dele Emma!
    Jeg læser gladeligt i ferier (men er heller ikke god til at få det gjort i løbet af semesteret), så det er altid rart at have inspiration liggende klar, når der skal reserveres bøger på biblo 🙂 Og det kunne være spændende at læse klassikerne – noget jeg ellers ikke kunne forestille mig, at jeg ville komme til dengang i gymnasietiden, hvor jeg mest af alt synes, at “Litteraturens veje” bogen var en stor og kedelig murbrok..
    Og hvis du engang løber tør (der går nok lidt tid ;-)), kan jeg anbefale at søge inspiration hos Emily Salomons læseklub – har selv læst flere af det, og vil virkelig gerne anbefale Blækhat, som foregår i 70’ernes Århus.
    God solskinstirsdag til dig! Kram

  3. Den liste kommer helt perfekt, jeg er nemlig selv ved at lave en liste over klassikere jeg gerne vil læse, så disse vil fluks komme på listen

  4. Det er en helt genial liste! Jeg kan dog ikke prale af at have læst mere end en på listen, men jeg er lige gået i gang med “Den afrikanske farm” af Karen Blixen. Dog er det ikke “syv fantastiske fortælling”, men det kan være den kommer bagefter 😉

  5. Helt perfekt med den liste! Vil meget gerne høre dine tanker om de forskellige værker i takt med at du får dem læst 😀
    PS: en lille forvirring fra min side; er det tænkt som en liste over danske værker eller både og? Så vidt jeg kan se er de fleste danske, men Orwell og Knausgaard har også sneget sig med?

  6. Sikke en masse dejlige bøger! Glæd dig til dem!
    Hvis jeg skulle tilføje noget, skulle det være ‘Lykke-Per’, ‘Ved Vejen’ af Herman Bang, ‘Planen’ af Morten Pape og så noget Ejersbo også – måske ‘Liberty’.
    ‘Min Kamp’ er de bedste bøger jeg nogensinde har læst.

    kh en gymnasielærer in spe

  7. Jeg vil til hver en tid anbefale David Foster Wallace. Teksterne hiver os ud af noget af det, som jeg ser som et kæmpe problem i dag – nemlig at vi forholder os til os selv som centrum for vores egen verden. I stedet rettes fokus udad; der er en åbenhed og en nysgerrighed udadtil, en grundlæggende empati rettet mod vores omverden, som skal dyrkes sammen med vores medmennesker.
    Sindssygt vigtig forfatter og meget aktuel.

  8. Uh, der er nok at gå igang med! 🙂 Har allerede læst ‘Enten – eller’ og ‘1984’, virkelig gode bøger. Og alt med Svend Aage Madsen er godt.
    Vil lige tippe om Goodreads, hvor man kan notere hvilke bøger man har læst, rate dem og lave anmeldelser. Jeg er selv glad for at bruge den, og det er sjovt at kunne holde samling på hvad man har læst, da det bliver til en del over årenes løb x) Det motivere mig til at huske at læse – det gør mig så godt at have gang i god bog 🙂
    Vil gerne høre dine tanker om bøgerne i takt med at du kommer igennem dem!

  9. Som næsten-helt-uddannet-litterat, så er der flere værker på listen, som varmer mit hjerte – særligt at der også er blik for værker udenfor de danske grænser 🙂

    Listen er langtfra udtømmende (…og det bliver sådan én vel egentlig aldrig, hvis ret skal være ret). Der mangler i hvert fald noget af Fjodor Dostojevski, Albert Camus og Ernest Hemingway, for blot at nævne et par stykker. Ydermere så skal man ikke glemme den dramatiske genre, som langt de fleste eller nøjes med at få gennem de skrå brædder; her kan Edward Albee’s “Hvem er bange for Virginia Woolf?” (som pt. spiller i Skuespilhuset i København), Samuel Becketts “Venter på Godot” og Moliéres “Don Juan” fremhæves.

    Som en anden skriver, så er Goodreads stærkt anbefalelsesværdig!

Skriv en kommentar