Grøn quinoa-pande med æg og ricottacreme

Denne pande samler hele aftensmåltidet i én herlighed: Quinoa, æg, spinat, asparges og den lækreste ricottacreme med parmesan. Har du allerede en rest quinoa fra dagen forinden, tager måltidet vitterligt 10 minutter at bikse sammen, men det både smager og ser ud af meget mere.

 

Denne opskrift er udviklet til min madplan i femina. Find flere opskrifter lige her

Grøn quinoa-pande med æg og ricottacreme

 
Hovedret til 4 personer personer
forberedelse 5 min / tilberedning 5 min / i alt 10 min

Ingredienser

QUINOAPANDE

  • 500 g kogt quinoa (svarende til 200 g ukogt), gerne sort
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • 2 fed hvidløg
  • 1 bundt grønne asparges
  • 200 g frisk spinat
  • salt og friskkværnet peber
  • 8 æg
  • frisk basilikum

RICOTTACREME MED PARMESAN

  • 250 g ricotta
  • 50 g parmesan
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

QUINOAPANDE

Kog 200 g quinoa eller brug en rest af cirka 500 g kogt quinoa fra dagen før.

Steg den kogte quinoa i olie på en pande, til den er tør og sprød. Tilsæt presset hvidløg. Knæk bunden af aspargesene, og kassér dem. Skær asparges i mindre stykker. Skyl spinaten, og vend asparges og spinat sammen med quinoaen på panden.

Krydr godt med salt og peber, og vend rundt, til spinatbladene falder sammen. Skub forsigtigt lidt af pandens indhold til side, og slå et æg ud heri. Gentag med alle æg, skru ned for blusset, og lad dem stege stille og roligt, til æggehviderne er faste.

RICOTTACREME MED PARMESAN

Blend ricotta, fintrevet parmesan, olie, salt og peber med en stavblender, til det får en cremet konsistens. Smag cremen til.

SERVERING

Top panden med skefulde af ricottacremen, og drys med grofthakket basilikum lige inden servering.

Find flere opskrifter i samme kategori

grøn quinoapande

grøn quinoapande

Pande med quinoa og æg

Grøn quinoa-pande er ufattelig nem og lækker aftensmad. Først steges quinoa let sprød på panden med lidt hvidløg, inden det vendes sammen med spinat og asparges. Spinaten falder sammen, og aspargesene bliver let tilberedte og flot grønne. Derefter skubbes slåes æg ud i panden, og så skal den bare passe sig selv et par minutter eller fem, indtil hviderne er faste, og blommerne stadig er flydende. Til sidst toppes herligheden med en virkelig god creme af ricotta og parmesan og friske basilikumblade.

Ricotta er en italiensk friskost, der har en dejlig mild smag. Når den piskes med friskrevet parmesan, lidt olivenolie, salt og peber, får man en skøn, let creme, der smager helt vidunderlig, når den kombineres med pandens indhold.

Restemad med quinoa

Jeg vil næppe kalde opskriften for restemad – men det er virkelig en fremragende måde at bruge en rest quinoa. Du kan sagtens koge quinoa på dagen, lige inden du skal bruge den. Men den bedste konsistens får du, hvis du bruger afkølet quinoa, da det gør det muligt at stege den let sprød og knasende. Af samme grund vil jeg anbefale dig at bruge sort quinoa. Både fordi det ser dekorativt ud, men især fordi, den har lidt mere bid.

Find flere opskrifter på opskrifter med æg

 

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar