Min graviditet: Første trimester

På tur i København med en lille spire i maven

Min graviditet

Allright. Nu tager vi hul på den. Graviditetsnakken. Jeg har været meget i tvivl om, hvordan (hvis overhovedet) jeg havde lyst til at dele den her nye del af mit liv, som pludselig fylder så meget. Men selvfølgelig skal jeg det. Bloggen her og min tilstedeværelse på de sociale medier er jo først og fremmest en spejling af mig og mine interesser, og de kan ikke undgå at ændre sig, når jeg tager hul på et nyt af livets kapitler. Det her føles bare noget anderledes, nok netop fordi, det jo ikke kun handler om mig.

Der kommer, hvis alt går vel, et lille menneske til verden til december, som på en eller anden måde allerede er en del af den online verden. Sådan er det jo for de fleste børn i dag, hvor opvæksten i forskellig grad dokumenteres på de sociale medier. Men jeg føler allerede en skør beskyttertrang og bevidsthed om, at jeg har et større publikum, og derfor også bliver nødt til at træde lidt mere varsomt.

Hvordan vi præcis kommer til at navigere i det, ved jeg ikke helt endnu. Det må vi tage hen af vejen og mærke efter, hvad der føles rigtigt og godt. Og lige nu føles det netop sådan med at dele små glimt og tanker fra min graviditet. Jeg har selv stor glæde af læse forskellige graviditetsdagbøger, og jeg håber, at I måske kan spejle jer i eller bruge min oplevelse på den ene eller anden måde. Om ikke andet bare få stillet jeres nysgerrighed og nyde lidt hyggelæsning 🙂

 

Kjolerne fra Lïst boede jeg i de første måneder, hvor maven lige så stille begyndte at bule lidt

Sådan blev vi gravide

I forhold til, hvordan det lykkes os at få en positiv test, så tænker jeg at I godt kan regne den del ud 😉 … Ej, jeg forstår godt, at folk spørger, for der er jo desværre mange, som oplever, at det ikke er helt så lige til. Heldigvis gik det meget hurtigt for os, og det er jeg simplethen så taknemmelig for, da jeg i flere år har været ret nervøs for, om jeg ville få svært ved at blive gravid. Den angst stammer helt tilbage fra mine teenageår, hvor jeg døjede med hormonelle ubalancer efter, jeg var kommet af p-piller. Hvor jeg flere gange fik at vide af gynækologer, at jeg nok, måske, muligvis havde PCOS, og derfor nok, måske, muligvis ville få problemer med fertiliteten.

Gud ske tak og lov fik de ikke ret. Selvom jeg tror, at de nemt kunne have fået det, for jeg har efterhånden erfaret, at jeg har et ret skrøbeligt hormonsystem, der let bliver påvirket, når min krop føler sig stresset. Derfor gjorde jeg også alt det, jeg kunne, for at få hormonerne i balance, da Simon og jeg begyndte at tale om, om det mon var ved at være tid. Jeg sov mere, spiste regelmæssige måltider (med fokus på sundt fedt, protein og grove kulhydrater, for et stabilt blodsukker), arbejdede mindre, nød mere og skar gevaldigt ned for konditionstræning. Om det var de ændringer, der gjorde, at det gik så stærkt, da vi endelig besluttede os for at droppe præventionen, ved jeg ikke. Men jeg tror nu alligevel, det gjorde en forskel.

 

En magisk dag, hvor Mette fortalte, at hun var gravid. Jeg havde lige taget den første positive test den morgen.

 

Sådan fandt jeg ud af, at jeg var gravid

Ved at tage en graviditetstest…. Eller jeg tog nok nærmere 20, haha! Jeg vidste, at sandsynligeheden var der, og på en eller anden måde kunne jeg mærke, at min krop bare føltes anderledes.

De første tests, jeg tog var faktisk negative – selvfølgelig, for det var jo for tidligt at teste – men jeg havde bare en følelse af, at der var et eller andet på færde. Og på tredje dagen begyndte der pludselig at være en meeeget utydelig steg. Så utydelig, at jeg var i tvivl, om det var mig, som så syner, men en steg er en streg – og for hver dag der gik, blev stegen mere og mere tydelig (igen: jeg endte med at tage ret mange tests, haha!), så efterhånden begyndte jeg at tro på det.

Tilfældigvis var Simon ude og rejse i to uger, imens toilettet flød med graviditetstests. Og det betød, at jeg endte med at dele nyheden med mine søstre og et par tætte veninder. Simon ville jeg fortælle det til, når han kom hjem en uge efter. Og hold nu op, hvor var det bare den længste uge i mit liv! 😉

I eksil i sommerhuset

En spontan abort… eller hvad?!

Ugen kom endvidere til at føles helt ubærlig lang, da jeg pludselig pletblødte en smule. Og jeg blev skide bange. Der bliver skrevet så meget om spontane aborter alle vegne for tiden, og jeg var overbevist om, at det var det, der var ved at ske.

Min søde søster, som vitterligt mødte op fem minutter efter, fik mig til at ringe til lægen, og her fik jeg dagens sidste konsultation. Heldigvis – og dog. For efter en underlivsundersøgelse konkluderede lægen, at jeg nok var ved at abortere, og at jeg skulle gå hjem og vente på, at jeg kom til at bløde mere.

Så jeg gik hjem og ventede. Græd lidt og ventede. Og så besluttede jeg mig for at ringe til Simon, for at fortælle at jeg havde været gravid, og at jeg simpelthen ikke kunne gå rundt alene i Danmark, uden at han vidste noget.

Da Simon kom hjem 3 dage efter, tog vi i sommerhus weekenden over. Jeg havde stadig ikke blødt mere, men turde på ingen måde tro på, at jeg stadig var gravid. Så vi brugte tiden på at være der for hinanden, og forsøgte at se positivt på det hele: Nu vidste vi, at vi i hvert fald kunne blive gravide.

Ugen efter ringede jeg til lægen og forklarede, at den der blødning aldrig var kommet. At jeg var forvirret, og ikke vidste, hvad det ville sige, og om jeg var gravid eller ej. Så jeg fik en tid efter, og her blev jeg mødt af meldingen:  “Tillykke! Så var du sørme gravid alligevel. Det er faktisk helt normalt at bløde lidt i starten af graviditeten”.

Nå… Fra glæde til sorg til… ja, forvirring var det nok mest. Og der gik i virkeligheden nok i hvert fald en måned, før jeg rigtig begyndte at tro på, at jeg rent faktisk VAR gravid.

Min første craving: Morgenmad fra La Cabra. Og kaffen skulle pludselig være meget mælket, hvis den skulle du.
Deres toast kunne også noget. Men salaten røg af haha!

Kvalme, madlede og træthed

Som et bevist på, at lægen altså (nu) talte sandt, begyndte jeg så småt at opleve forskellige graviditetssymptomer. De kom snigende, og pludselig var de der bare for fuld skrue: Jeg var SÅ træt og havde det helt elendigt.

Fra uge 6-12 sov jeg vitterligt 12 timer hver nat og tog en middagslur, når jeg kunne komme til det. Jeg blev forpustet bare ved at gå op ad tre trappetrin og faldt flere gange i søvn, imens jeg sad og arbejdede foran computeren. Samtidig gav alt det, jeg normalt holder af at spise, mig kvalme, og aldrig har jeg spist  kedeligt og usundt. Men succeskriteriet var, at jeg fik noget indenbords, så jeg lagde hurtigt den dårlige samvittighed på hylden.

Heldigvis kastede jeg kun op en håndfuld gange, men kvalmen og trætheden var simpelthen så invaliderende. Jeg følte mig slet ikke som mig selv, og jeg tror også, Simon havde lidt svært ved at kende mig: Pludselig sov jeg længere end ham om morgenen, og ofte var det eneste, jeg kunne holde ud at spise plain pasta eller brød, hvilket han morede sig ret meget over 😉

 

Yoga blev min foretrukne bevægelsesform, for min krop orkede snart ikke andet

 

Bekymringer

Normalt er jeg god til at sige “pyt”. Der skal ret meget til at slå mig ud, og jeg bekymrer mig generelt ikke så meget om livet uforudsigeligheder. Men hold nu op, hvor var jeg bekymrede mig meget i starten af graviditeten. Jeg var så nervøs for, om alt nu var, som det skulle være, og om der stadig var liv, og bekymringerne fyldte enormt meget hos mig.

Jeg tror, at mange af bekymringerne opstod ud fra mistanken om abort i starten af graviditeten, for jeg gik konstant med følelsen af, at der måtte være et eller anden galt. Det resulterede i, at vi tog et par tidlige scanninger på en privat klinik, hvor vi begge gange så hjerteblik, og jeg fik lidt ro på. Altså lige indtil bekymringerne begyndte at hobe sig op igen et par dage efter.

Dem, jeg talte med om min angst for abort, sagde alle, at jeg skulle huske, at oddsene var på vores side, og at risikoen blev lavere og lavere for hver dag der gik. Men den tanke hjalp mig ærligt talt ikke særlig meget. Riskoen var der jo alligevel, også selvom den var lav, og hvorfor kunne det ikke lige så godt blive os som for naboen?

Til gengæld fandt jeg ud af, at det hjalp mig meget at tænke på alt det, jeg havde, også selvom noget skulle gå galt. Alt det jeg sætter pris på, mennesker jeg elsker. At Simon og jeg har hinanden uanset. Det hjalp mig til virkelig at tro på, at alt nok skulle gå.

 

At mærke liv

Noget, der også hjalp meget på bekymringerne, var da jeg begyndte at mærke liv. Nogle vil nok mene, at det ikke burde kunne lade sig at gøre så tidligt, men jeg oplevede en følelse af sommerfugle i maven, en boblende, baskende fornemmelse allerede fra 10. uge. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at det altså ikke bare var luft i maven. Det var en helt ny, magisk fornemmelse, som gjorde mig glad helt ind til benet, ligesom det gjorde mig nervøs, når jeg ikke mærkede noget i en dag eller to.

En lille (stor) hemmelighed

Noget, der også prægede den første tid af min graviditet meget, var en lyst til, at vi skulle have vores lille hemmelighed helt for os selv. Lysten til at bevare den magiske boble i starten, hvor det kun var Simon og jeg, vores familie og næreste venner, som vidste noget. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at dele på de sociale medier, at jeg var gravid, selv efter 12 ugers scanningen, som vist er det typiske tidspunkt for “offentliggørelsen”. Og det overraskede mig faktisk lidt.

Man læser jo ofte, når folk annoncerer deres graviditet, at det har glædet sig ih-åh-SÅ meget til at dele det online. Men jeg synes mest af alt bare, det virkede ret skræmmende. Skræmmende, at folk skulle vide og spørge ind til noget, der stadig føltes enormt sårbart. Jeg var vitterligt ét stort følelsesmæssigt rod de første måneder – SÅ glad, SÅ nervøs, SÅ lykkelig, SÅ bange – og det gjorde, at jeg slet ikke var klar til at dele.

 

 

Min oplevelse af andet trimester

Som I kan læse i blogpostet her, var de første måneder af min graviditet ikke just guld og grønne skove. Jeg var lykkelig over at være gravid men turde/var ikke i stand til rigtig at nyde det. Det har jeg til gengæld givet mig selv lov til her i andet trimester, og det glæder jeg mig til at fortælle jer om i et kommende blogpost ♥

6 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Kære Emma. Tusind tak for at dele dine tanker og bekymringer. Jeg både smilte og fik tårer i øjnene, imens jeg læste dit lille indlæg. Jeg synes, at det er så vigtigt, at vi taler sammen om de her ting, dermed ikke sagt, at du er forpligtet til det, overhovedet, men det betyder virkelig meget for mig, som en kvinde, der endnu ikke har været gravid, at jeg kan få et indblik i det at være gravid – både bekymringer og glæder. Jeg ville godt nok også blive bange, hvis jeg havde oplevet pletblødning til at starte med. Dejligt, at det ikke var noget <3

  2. Hej E,
    Jeg oplevede det på præcis samme måde, jeg havde bare heller ikke lyst til at fortælle det til de nærmeste. Oveni det var Jeg så flov over jeg ikke havde lyst til at dele det. Jeg følte mig helt forkert, da jeg troede at de famøse “alle andre” glædede sig til dele det og jeg på en måde var “forkert” gravid.
    Derfor er jeg også glad for at høre andre har haft det på samme måde 😉
    Jeg fik et skønt 2.trimester og på en måde også et godt 3., dog mere blandet.
    Og min søn er fantastisk!

    Held og lykke med alt 🙂 .

    1. Hej Cecilie 🙂
      Jeg havde faktisk meget lyst til at dele det med mine nærmeste og gjorde det også meget tidligt – netop fordi jeg vidste, at gik noget galt, ville jeg jo gerne have deres støtte.
      Uanset hvad, så tror jeg bare, man skal give sig selv masser af plads og lov til at have det, som man har det – det er jo en vild tid med masser af nye følelser. Og det fortsætter jo nok også bare sådan hæhæ 😉

  3. Hej Emma
    Jeg har næsten lige fundet ud af at jeg er gravid og det er dejligt! Jeg dyrker en del yoga og er medlem i YO. Jeg syntes det er meget blandet hvad man hører i forhold til, hvilken form for yoga/ og hvor meget man må lave i første trimester. Har du nogle erfaringer eller viden du vil dele ud med? Det modtages med kyshånd.

    1. Hej Ida 🙂
      Så længe, det føles rart, er det sundt at bevæge sig under graviditeten, så bliv endelig ved med at lave yoga 🙂 Dog vil jeg ikke anbefale dig hot yoga og så skal du selvfølgelig undgå at ligge på maven, når den begynder at bule ud 🙂

Skriv en kommentar