Kringle

kringle

En hjemmebagt kringle pynter på ethvert kagebord. Fyldt med remonce, marcipan, mandler og rosiner.

Det er en skøn omend lidt gammeldags dages kage, der bare altid hitter, og som bestemt ikke bør gå i glemmebogen.

Kringle var et af Simons ønsker, da vi inviterede hele familien til fødselsdagsmorgenmad i weekenden. Og resultatet blive vist godkendt, for sidst på dagen proklamerede han, at en hjemmebagt kringle fra nu af måtte blive en fast fødselsdagstradition.

Kringle

 
2 kringler til 15 personer personer
forberedelse 15 min / tilberedning 1 t - 24 t /

Ingredienser

  • 1 dl mælk
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 1 knsp salt
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 2 spsk. rørsukker
  • 300 g hvedemel
  • 175 g blødt smør

FYLD

  • 125 g smør
  • 125 g sukker
  • 0,5 tsk. stødt kanel
  • 0,5 tsk. stødt kardemomme
  • 150 g marcipan
  • 100 g mandler
  • 100 g rosiner

PYNT

  • 1 æg
  • 0,5 dl mælk
  • 1 spsk. perlesukker
  • 20 g mandler

Fremgangsmåde

KOLDHÆVET DEJ

Rør gær ud i kold mælk i en skål. Tilsæt æg, salt, kardemomme og rørsukker, og pisk det sammen. Tilsæt dernæst gradvist mel, imens du ælter dejen – enten på en røremaskine eller i en skål ved håndkræft. Den vil føles lidt tør. Tilsæt dernæst smør, og ælt det ind i dejen, til den bliver glat og let klistret.

Lad dejen koldhæve i køleskabet natten over.

HURTIG HÆVET DEJ

Lun mælken, til den er lillefingervarm. Rør gæren ud heri. Tilsæt æg, salt, kardemomme og rørsukker, og pisk det sammen. Tilsæt dernæst gradvist mel, imens du ælter dejen – enten på en røremaskine eller i en skål ved håndkræft. Den vil føles lidt tør. Tilsæt dernæst smør, og ælt det ind i dejen, til den bliver glat og let klistret.

Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i en time.

FYLD

Rør smør, sukker, kardemomme og kanel sammen til en remonce. Riv marcipan på den grove side af et rivejern, og rør det sammen med remoncen. Hak mandlerne groft.

FOLD KRINGLEN

Rul dejen ud til en stor rektangel på 50 x 25 cm på et meldrysset bord. Del rektanglen i to, så du får to firkanter på ca 25×25 cm.

Smør remonce med marcipan ud ned langs midten på begge firkanter, så det ca dækker en tredjedel. Drys med rosiner og hakkede mandler over fyldet.

Skær dejen på begge sider i strimler på ca 1 cm. Fold først de to ender i top og bund ind over fyldet. Flet derefter strimlerne, ved at folde dem over fyldet, skiftevis fra hver side.

Flyt kringlerne over på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem efterhæve i 30 minutter.

PYNT OG BAGNING

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Pisk æg og mælk sammen, og pensl kringlerne med blandingen.

Hak mandlerne fint, og drys dem over kringlerne sammen med perlesukker.

Bag kringlerne i cirka 15 minutter, til overfladen er flot gylden.

Find flere opskrifter i samme kategori

Koldhævet kringle

Kringle laves af en gærdej med en generøs mængde smør. Du kan enten vælge at lave dejen med lun mælk og lade den hæve i 1 time, inden kringlen hæves. Du kan også vælge at koldhæve dejen ved at bruge kold mælk og lade den stå i køleskabet i natten over.

Begge variationer giver samme gode resultat, så det afhænger helt af, hvornår kringlen skal serveres, og hvad, der passer dig bedst. Da jeg denne dag serverede kringlen om morgenen, valgte jeg at koldhæve dejen. Derved kunne jeg nemt samle kringlen og lade den efterhæve uden stress, inden gæsterne ankom.

Kringlen smager fantastisk, når den serveres lun og nybagt. På grund af det lækre fyld, bliver den dog ikke tør selv efter et par dage, så du kan snildt bage kringlen dagen før.

Flettet kringle med marcipan remonce

Jeg fylder min kringle med remonce rørt sammen med marcipan, der drysses med hakkede mandler og rosiner. Der tilsættes også lidt kardemomme og kanel, hvilket jeg synes giver en skøn smag.

Dejen foldes over fyldet, så det danner et fint flettet mønster på kringlen. Det er super nemt at flette kringlen, og bare roligt – det behøver slet ikke at gøres så sirligt og pænt. Så snart kringlen kommer i ovnen og hæver op, skal den nok blive fin. Og så smager den stensikkert utrolig lækkert uanset!

Flere idéer til søde indslag til fødselsdagsmorgenmaden

Et sødt indslag er næsten et must til fødselsdagsfejringer. Dette er nogle af mine favoritter, der passer perfekt til morgenmad eller brunch:

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar