Flæskesteg med rodfrugter

ANNONCE
Flæskesteg med rodfrugter

En flæskesteg med sprøde svær er en dansk klassiker! Og jeg laver en ganske fremragende én af slagsen, hvis jeg selv skal sige det. Med saftigt, smagfuldt kød og knasende sprøde, salte svær.

Min flæskesteg serverer jeg her med rodfrugter, der er tilberedt i samme fad som stegen sammen med appelsin og rosmarin. Det giver en fantastisk smag og kan serveres året rundt.

Hvis du ønsker at servere flæskestegen til jul, kan du snildt undlade tilbehøret og servere den med kartofler, sauce og rødkål.

Flæskesteg med rodfrugter

 
Hovedret til 4 personer
tilberedning 1 t 15 min / i alt 1 t 15 min

Ingredienser

  • 1 lille flæskesteg (kamsteg) af ca. 1 kg
  • 3 spsk. groft salt
  • 1 kg blandede rodfrugter
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stort rødløg
  • 1 håndfuld frisk rosmarin
  • 2 økologiske appelsin
  • salt & friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Læg stegen med sværen nedad i et ovnfastfad. Hæld vand på, så det dækker 1/3 af stegen. Sæt dernæst fadet i ovnen i 20 minutter.

Tag fadet ud, og flyt stegen over på et skærebræt. Gnub sværen af stegen godt med groft salt.Hæld vandet fra fadet.

Skrub eller skræl alle rodfrugterne, og skær dem i både. Pil og pres hvidløg. Pil rødløg, og skær det i både. Skær appelsinerne i både.Hak rosmarin fint.

Fordel rodfrugter, rødløg og appelsin i det ovnfaste fad, og vend dem i olivenolie, presset hvidløg, rosmarin, salt og peber.

Læg stegen over rodfrugterne med sværen op ad. Sæt derefter fadet i 50 minutter. Er sværen ikke sprød, kan du bruge ovnens grillfunktion de sidste minutter. Lad den færdige flæskesteg hvile i 15 minutter, inden den skæres ud og serveres med rodfrugterne.

Find flere opskrifter i samme kategori

Flæskesteg med rodfrugter

Moderne flæskesteg med rodfrugter

Flæskesteg med rodfrugter er mit bud på en moderne opskrift med den klassiske udskæring. En flæskesteg behøver nemlig ikke nødvendigvis at rime på mormor-mad.

I denne opskrift tilføjer jeg blandede rodfrugter til fadet sammen med skiver af appelsin og rosmarin. Når det steges sammen, får rodfrugterne en fuldstændig fremragende smag, der passer perfekt til stegen.

Jeg vil anbefale dig at servere en aïoli til rodfrugterne, men du kan også hælde hvidvin i bunden af fadet undervejs og bruge det til en sauce.

Flæskesteg med rodfrugter og appelsin

 

Den perfekte flæskesteg med sprød svær

Flæskesteg laver jeg af kamsteg af gris. Det er en udskæring, der – hvis den tilberedes korrekt – kan blive utrolig saftig og smagfuld.

Jeg tilbereder min flæskesteg uden stegetermometer, og det giver altid et godt resultat. Hvis du dog har det bedst med den helt sikre tilberedningsmetode, kan du gøre følgende:

 

  • Først skal stegen bages med sværen nedad i et ovnfast fad med vand i 20 minutter ved 200 grader. Her er et termometer unødvendigt. 
  • Gnub sværen godt med salt, og kom stegen tilbage i et fad uden vand. Sæt stegetermometer ind i midten af stegen. 
  • Bag stegen i cirka ved 200 grader indtil temperaturen er 60 grader (ca. 45 minutter)
  • Skru ovnen over på grillfunktion, og bag stegen indtil sværen er sprød (ca. 5-7 minutter). Hold øje, for det går pludselig stærkt!
  • Stegen skal være omkring 65 grader, når du tager den ud af ovnen. Lad stegen hvile i 15 minutter, inden den skæres ud.

 

Opskrifter med grisekød

Denne opskrift har jeg udviklet som en del af kampagnen Glad for Gris. Et initiativ med formålet at vise, hvor let det kan være at lave mad, der smager af mere, når man bruger grisekød. Det er denne opskrift et fremragende eksempel på, og hvis du har lyst til at finde mere inspiration, vil jeg anbefale dig at udforske deres opskriftsunivers på gladforgris.dk.

Flere opskrifter med grisekød

Porchetta

Carnitas tacos

Braiserede spoleben med nye kartofler

Banh mi bowl

Langtidsstegt skank med rodfrugter

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar