Fyldt græskar med tabbouleh og kebab

Fyldt græskar med tabbouleh og kebab

Disse fyldte græskar er både en fryd for smagsløg og øjne! De er enormt festlige at servere og er sprængfyldt med smag fra både friske og tørrede krydderier.

Butternut græskarene bages halve i ovnen, inden de udhules og tern af græskarkødet bruges i en fyldig tabbouleh salat. Over de fyldte græskar anrettes krydrede kebab frikadeller, der er både sprøde og saftige.

Fyldt græskar med tabbouleh og kebab

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 15 min / tilberedning 45 min / i alt 1 t

Ingredienser

BUTTERNUT GRÆSKAR

  • 2 butternutsquash
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt

KEBAB FRIKADELLER

  • 500 g hakket kalve- eller oksekød
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 håndfuld bredbladet persille
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. allehånde
  • ½ tsk. friskrevet muskatnød
  • 1½ tsk. salt
  • friskkværnet peber
  • smør og/eller olie til stegning

TABBOULEH

  • 2 dl couscous
  • skal og saft af 1 usprøjtet citron
  • 1 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 rødløg
  • 1 håndfuld bredbladet persille
  • 1 håndfuld mynte
  • 50 g saltede pistacienødder uden skal

Fremgangsmåde

BUTTERNUT GRÆSKAR

Tænd ovnen på 200°. Halvér butternutsquash på langs, og fjern kernerne med en ske.

Skær tern i græskarkødet ved at skære snit på langs og på tværs uden at skære igennem skallen. Pensl overfladen med olie, krydr med salt, og læg de halve butternutsquash med skrællen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag butternut græskarene i ovnen i 45 minutter, til de er møre og flot gyldne.

KEBAB FRIKADELLER

Pil og hak løg fint, og pil og pres hvidløg. Skyl og hak persille fint. Rør en fars af kød, løg, hvidløg, persille og alle de tørrede krydderier. Stil farsen på køl i 30 minutter.

TABBOULEH

Kom couscous i en skål, og hæld 3½ dl kogende vand over. Lad den stå i 10 minutter, så couscousen suger vandet til sig. Tilsæt fintrevet citronskal og citronsaft, olie, salt og peber, og vend rundt med en grafel, så din couscous bliver mere luftig.

Pil og hak rødløg fint. Skyl og hak persille og mynte fint, og hak pistacienødderne groft.

Frigør forsigtigt det ternede butternutsquashkødet fra skallerne (gem skallerne!), så du får grove tern. Bland butternut tern, rødløg, persille, mynte og pistacienødder sammen med med couscoussen, og fordel blandingen tilbage i græskarskallerne.

KEBAB FRIKADELLER, FORTSAT

Form farsen til små kødboller. Steg dem i smør og/eller olie på en pande, til de er gyldne og gennemstegte. Fordel kebab frikadeller over de fyldte butternutsquash, og servér.

Find flere opskrifter i samme kategori

Græskar med kebab

fyldt butternut

Fyldt græskar

Fyldt græskar er først og fremmest en virkelig smuk servering. Man kunne jo sagtens lave tabbouleh salaten med græskartern og anrette den i en skål. Men det ser altså bare ekstra festligt ud, når serveres i de halve græskar.

I denne opskrift skærer jeg tern i græskarkødet, inden de halve butternut ristes i ovnen. Det gør, at man kan frigøre græskarkødet i tern, når skallen skal udhules, så de bevarer deres form, når de vendes i salaten.

Tabbouleh med græskar

Jeg fylder græskarene med en form for tabbouleh med couscous og massevis af finthakkede krydderier. En frisk salat med fylde, der kan serveres til alverdens retter og nærmest er et must til mellemøstlig mad.

Tabbouleh er en traditionel mellemøstlig salat, som du sikkert har fået serveres til falafler og kebab. I denne udgave tilsætter jeg græskartern, der naturligvis er lidt utradtionelt, men jeg siger jer, det smager herligt!

Kebab frikadeller af kalv eller oksekød

Over hvert fyldt græskar topper jeg med små sprøde og saftige kabab frikadeller. Deres krydrede smag passer perfekt til det søde græskarkød og den friske salat.

Dellerne kan du lave af både kalv og oksekød, alt efter hvad du synes om og kan få fingrene i. Kalvekød bliver super mørt, hvor oksekød har lidt mere smag.

Jeg synes også, kebab smager fantastisk, når det laves af lam, så du kan også vælge bruge gerne en blanding af hakket lamme- og oksekød. Og hvis du gerne helt vil undlade kød, kan opskriften naturligvis laves helt uden, eller du kan erstatte kebab med falafel.

 

opskrifter med græskar

Flere lækre opskrifter med græskar

Jeg har massevis af opskrifter med græskar på bloggen. Prøv nogle af mine favoritter her:

 

Shop the post

- reklamelinks

2 kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar