Polentapizza med pesto og svampe

polentapizza med pesto

Denne pizza laves af polentagrød, der smøres ud på bagepapir og bages til en knasende sprød og velsmagende pizzabund. Super nemt, virkelig lækkert og et fremragende alternativ, hvis du ønsker at lave en glutenfri pizza.

Polentapizzaen topper jeg her med grøn pesto, mozzarella og ristede svampe. En af mine yndlingskombinationer til en vegetarisk pizza. Du kan også prøve opskriften på polentapizza med pepperoni, hvis du har lyst til en mere klassisk pizza.

Polentapizza med pesto og svampe

 
Hovedret til 4 personer
forberedelse 15 min / tilberedning 45 min / i alt 1 t

Ingredienser

POLENTAPIZZABUND

  • 300 g polenta (majsgryn)
  • 1 l vand
  • 25 g parmesan
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 spsk. olivenolie

TOPPINGS

  • 500 g blandede svampe
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 portion pesto (købt eller hjemmelavet*)
  • 2 kugler mozzarella (i alt ca. 250 g)
  • Lidt ærteskud eller andre krydderurter til pynt

Fremgangsmåde

POLENTAPIZZABUND

Tænd ovnen på 200°.

Bring vandet i kog. Drys polentagrynene i gryden under konstant piskning, så det ikke klumper. Lad grynene koge ved svag varme under låg i 15 minutter. Pas på – det kan godt boble meget!

Smag grøden til med parmesan, salt og peber.

Beklæd 2 bageplader med bagepapir, og pensl papiret med olie.

Smør polentagrøden ud i et jævnt lag som 2 pizzabunde. Bag polentabundene i ovnen i ca. 20 minutter, indtil de er flot gyldne.

Tag bunden ud, og vend den forsigtigt om. Nu er polentabunden klar til toppings.

TOPPINGS

Rens svampene, og skær dem i grove skiver. Rist dem i olivenolie på en pande, til de begynder at tage farve. Kværn salt og peber over.

Smør pesto ud på pizzabundene, og fordel svampe og stykker af mozzarella over. Sæt pizzaen i ovnen i yderligere 5-10 minutter, til osten er smeltet.

Pynt med ærteskud eller andre krydderurter, og servér.

 


* Prøv min opskrift på hjemmelavet grøn pesto her. 

Find flere opskrifter i samme kategori

polentapizza med pesto

Video med opskrift på polentapizza

Min polentapizza med pesto og svampe er utrolig nem at lave! Se hvordan i denne video, hvor jeg deler opskriften på bunden og en anden toppings-variant tomatsauce og pepperoni.

 

 

Polentapizza med pesto

Du kan toppe din polentapizza med lige det, du er i humør til. Alt fra en simpel margarita eller en klassisk kartoffelpizza til mere eksperimenterede varianter med skaldyr eller plantebaserede alternativer. Min polentapizza med svampe og bresaola er også et sikkert hit!

En af mine favoritpizzaer er med grøn pesto, mozzarella og ristede svampe. Jeg vil klart anbefale dig at lave din egen grønne pesto (fx efter min opskrift), da det altså bare smager bedst. Men en købt variant kan bestemt også sagtens gå an.

 

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar