Auberginesalat

Denne skønne auberginesalat er dejligt alsidigt tilbehør til aftensmaden – nærmest ligegyldigt, hvad der er på menuen.

Aubergine smager vidunderligt, når grøntsagen bliver bagt i ovnen, og her får den ekstra god smag fra rosmarin og ristede sesamfrø. De bagte aubergineskiver smages til med lidt citronsaft, inden de kombineres med gedeost og rosiner. På den måde får salaten også noget salt, cremet og sprød, så den bliver helt uimodståelig.

Hvis du ikke bryder dig om gedeost, kan du erstatte osten med en mild fetaost (fx PUCK) eller parmesan. Find andre forslag til variationer og tips under opskriften.

aubergine salat

Auberginesalat

 

Bedøm denne ret

Salat til 4 personer
forberedelse 10 min / tilberedning 25 min / i alt 35 min

Ingredienser

  • 2 auberginer
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. tørret rosmarin
  • 1 tsk. flagesalt
  • 2 spsk. sesamfrø
  • saft af 0,5 citron
  • 100 g gedeost
  • 1 håndfuld rosiner, gerne lyse/gyldne
  • 1 håndfuld frisk rosmarin, kan undlades

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Skær auberginerne i lange både, og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Vend auberginebådene i olivenolie, salt, sesamfrø og tørret rosmarin. Sæt dernæst bagepladen i ovnen i cirka 25 minutter, til auberginerne er gyldne og let sprøde i overfladen.

Anret de bagte auberginebåde på et salatflad. Fordel gedeost i mindre stykker over sammen med rosiner. Pynt gerne med lidt frisk rosmarin, og servér.

Find flere opskrifter i samme kategori

bagt aubergine med sesamfrø

 

Opskrift på auberginesalat

Forskellige udgaver af denne auberginesalat er ofte på menuen hjemme hos os. Aubergine er en af mine yndlingsgrøntsager. Uden tvivl! Den smager vidunderligt mildt men på ingen måder kedeligt, for når grøntsagen bliver bagt, bliver kødet saftigt og nærmest cremet i konsistensen. Med et sprødt ydre og en dejlig ristet smag.

De bagte aubergineskiver kan både bruges i fyldige salater, men her laver jeg en simpel servering, hvor de toppes med ost, tørrede frugter og lidt friske krydderurter. Præcis hvad du bruger i de tre kategorier, kan du let variere, men jeg synes, denne kombination af gedeost, rosiner og rosmarin er virkelig skøn.

 

TIP: Prøv også auberginer i en indisk lammegryde, i en mellemøstlig mousakka eller lav små auberginepizzaer.

 

Auberginesalat med gedeost rosiner og sesamfrø

 

Ingredienser til aubergine salat

  • Aubergine: Jeg vil anbefale dig at bruge omkring 2 mellemstore auberginer til opskrifterne. Der kan dog være stor forskel på størrelsen på auberginer, så justér endelig mængden op og ned, så det passer til jeres sult.
  • Olivenolie: Olivenolien giver også smag til auberginerne, så jeg vil anbefale dig at bruge en god jomfruolivenolie.
  • Rosmarin: Jeg bruger både tørret og frisk rosmarin i opskriften. Du kan sagtens nøjes med det ene eller det andet, alt efter hvad jeg har på lager. Hvis du kun bruger frisk rosmarin, kan du hakke det fint og vende det med auberginebådene, inden de bages. Jeg kan også anbefale dig at bruge krydderurter som timian.
  • Sesamfrø: Sesamfrøene klistrer sig fast på auberginerne, og bliver sprøde og ristede i ovnen. På den måde giver de lidt knas og en dejlig smag. Som alternativ kan du drysse ristede pinjekerner over salaten.
  • Citron: For at balancere smagen, drypper jeg frisk citronsaft over salaten inden servering.
  • Gedeost: Der findes flere forskellige typer gedeost, som du kan anvende til salaten. Jeg vil anbefale dig en blød, frisk gedeost, men en fast gedeost eller gedeostrulle kan også bruges. Som alternativ, hvis du ikke bryder dig om gedeost, kan du bruge parmesan, feta, mozzarella.
  • Rosiner: Rosinerne giver dejlig sødme til salaten. Jeg bruger flotte store gyldne rosiner, som jeg finder hos mellemøstlige købmænd. Du kan også bruge almindelige rosiner eller dadler i skiver.

 

TIP: Prøv også den fyldige salat med linser og aubergine, en dejlig kikærtesalat med bagte auberginer eller en af mine favoritter med mellemøstlige bagte auberginer.

Auberginesalat med rosmarin

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar