Congee med kylling og svampe

Congee er en asiatisk risret, der har en konsistens som grød eller tyk suppe af ris. Ofte smagt til med sesamolie og krydderier såsom ingefær og hvidløg. Det er en fantastisk lunende og mættende ret, og så er den tilmed både enormt billig og nem at lave.

Her laver jeg congee med kylling, der koges sammen med risgrøden for at give den ekstra smag. På toppen kommer jeg ristede svampe, peanuts og forårsløg. En skøn kombination, der tilføjer lidt friskhed, knas og umami, så retten bliver helt uimodståelig.

Hvis du ønsker at lave retten i en vegansk udgave eller har andre præferencer, kan du finde mine bedste tips og variationsforslag under opskriften.

Congee

Congee med kylling og svampe

 

Bedøm denne ret

Hovedret til 4 personer
forberedelse 15 min / tilberedning 30 min / i alt 45 min

Ingredienser

  • 4 dl jasminris
  • 2 liter vand
  • 500 g kyllingelår (både hele lår, underlår og overlår kan bruges)
  • 1 tommel ingefær
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk. fiskesauce
  • 2 spsk. ristet sesamolie
  • 1-2 spsk. sojasauce

RISTEDE SVAMPE

  • 250 g svampe, fx shiitake, østerhatte eller portobello
  • 2 tsk. sesamolie
  • 1 tsk. fiskesauce
  • 1 tsk. sojasauce

TOPPING

  • 4 forårsløg
  • 1 dl ristede, saltede peanuts

Fremgangsmåde

RISGRØD

Skyl risene godt i en sigte, og kom dem i en gryde sammen med kylling, revet ingefær og hvidløg. Hæld vand over. Bring gryden i kog, og rør godt rundt. Lad dernæst gryden simre forsigtigt under låg i 30 minutter. Rør gerne løbende, så det ikke brænder fast til bunden.

Efter 30 minutter fiskes kyllingen forsigtigt op af gryden. Lad det køle af, imens du tilbereder svampe og toppings.

RISTEDE SVAMPE

Rengør svampene ved at børste dem eller skyl dem ganske kort. Skær dem i grove skiver.

Rist svampene på en pande i sesamolie. Når de er flot gyldne, hældes fiskesauce og sojasauce over. Vend rundt, og tag så svampene af panden.

Toppings

Snit forårsløgene i fine, skrå skiver. Hak peanutsene groft.

SERVERING

Pil kyllingekødet af benene.

Smag risgrøden til med sesamolie, fiskesauce og sojasauce. Kom kyllingekødet i gryden, og rør rundt.

Servér din congee og top med svampe, forårsløg og peanuts ved servering.

Find flere opskrifter i samme kategori

congee med kylling og ristede svampe

 

Opskrift på congee med kylling

Congee kombinerer fastfood og simremad på den bedste vis. Det er en ret, der skal simre – men gryden behøver ikke stå meget mere end 30 minutter, før der er klar til servering. Det er altså rimelig hurtig mad, og uden tvivl nemt, for gryden passer stort set sig selv.

Fastfood kan man alligevel nok ikke helt tillade sig at kalde opskriften. I hvert fald ikke, hvis man sammenligner det med usund mad af dårlig kvalitet. Congee er nemlig virkelig dejlig nærende, og det er en ret, der er tradition for at servere for syge og svage flere steder i Asien. Nok fordi, det er en nærende, lunende ret, der varmer kroppen op indefra, og som er mild for fordøjelsen.

 

TIP: Andre nemme asiatiske retter er wok med nudler og grøntsager, de vietnamesiske pandekager Banh Xeo eller denne sushi skål med laks.

 

congee med svampe, forårsløg og peanut

 

Congee med kyllingelår eller hel kylling

Her laver jeg congee med kyllingekød. Jeg bruger kyllingelår, da det indeholder ben og skind, der giver saft og kræft til risgrøden. Lidt som når man koger suppe på en hel kylling.

Når kyllingen får lov til at koge med sammen med risene, tilbereder det både kødet, og vandet bliver til en form for kyllingboullion med dejlig smag. Inden servering fiskes kyllingen op, kødet pilles af og tilføjes igen, imens benene kasseres.

Jeg tilsætter ingefær og hvidløg til min congee, og smager den til med fiskesauce, sesamolie og lidt sojasauce. Kombinationen giver en fantastisk aromatisk smag, men du kan sagtens rette lidt til og undlade en af ingredienserne, hvis du ikke synes om den eller har den på lager.

 

TIP: Prøv også min opskrift på kylling i grøn karry eller miso suppe eller klassisk kylling i karry

 

congee med kylling, forårsløg og peanut

 

Tips og variationer til congee opskrift

  • Jeg foretrækker at bruge en ristet sesamolie, der giver god smag til retten. Det er dog lidt en smagssag (min kæreste er ikke fan), så undlad det eller erstat med en koldpresset sesamolie, hvis du ikke bryder dig om det.
  • Hvis du vil lave en vegansk variation, kan du undlade kylling og erstatte vand med grøntsagsboullion. Erstat også fiskesauce med ekstra soja, og lav gerne dobbeltportion af de ristede svampe.
  • Retten kan også laves med andet kød end kylling. Eksempelvis tigerrejer eller skiver af ribbensteg.
  • Congee serveres i Kina både helt simpel uden krydderier og i en salt og sød udgave. Du kan altså også koge risen med vand uden kylling og krydderier og smage til med en smule sukker eller honning. Top med bær og du har en dejlig morgenmad.
  • Andre lækre toppings til congee er friske krydderurter som koriander. I Kina spises retten ofte med blødkogte æg og ristede løg på toppen.
  • Jeg foretrækker at lave congee af jasminris. Du kan dog også sagtens lave retten af basmatiris, grødris eller sushiris. Jeg har også lavet congee af fuldkornsris. Det smager skønt og mætter godt, men risene skal koge nærmest dobbelt så længe.

 

 

Shop the post

- reklamelinks

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. SÅ lækker en opskrift! Vi har alle influenza herhjemme, og dette var den perfekte kombination af et smagfuldt og nærende måltid der samtidig er enormt nemt – vi brugte fem minutter på at få vand i kog og klargøre ingredienser, og resten af tiden passede gryden sig selv på komfuret, mens vi så et afsnit af en serie i sofaen. Kan mærke at retten bliver en go to herhjemme i vintermånederne, når det gerne må gå stærkt og være lidt hygge-comford-lækkert på samme tid.

    1. Det er jeg bare så glad for at høre, Iris. Det er netop den perfekte ret til sådan nogle dage.
      Rigtig god bedring <3
      KH E

Skriv en kommentar