Dadelkaramel

Dadelkaramel smager vidunderligt sødt og næsten som en klassisk flødekaramel. Brug karamellen i kager og desserter, til at søde din morgensmoothie eller grød eller som sød topping på en lækker bolle.

Opskriften på dadelkaramel er utrolig nem at lave og lige at gå til. Så længe du blot har en god blender, kan den laves på ingen tid.

dadelkaramel

Dadelkarammel

 

Bedøm denne ret

1 syltetøjsglas
forberedelse 2 min / tilberedning 3 min / i alt 5 min

Ingredienser

  • 200 g bløde dadler, udstenede
  • 1 spsk. kokosolie eller smør
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 dl vand
  • 1 nip salt

Fremgangsmåde

Kom de udstenede dadler i en foodprocessor sammen med kokosolie, citronsaft og 1 dl vand. Blend nu, og tilsæt gradvist mere vand, indtil du har en helt glat karamel.

Smag til med salt, og hæld dernæst karamellen i et skoldet syltetøjsglas. Stil glasset i køleskabet, hvor det holder sig i op til en måned.

Find flere opskrifter i samme kategori

dadler med vanilje og havsalt

dadelkaramel

 

Dadelkaramel opskrift

Denne opskrift på dadelkaramel giver den lækreste, cremede karamel. Den smager vidunderligt som smørrelse på brød (lidt som karameludgaven af nutella), oven på havregrød eller chiagrød. Det er så smart lige at have et glas dadelkaramel i køleskabet. Så kan man på et øjeblik kan tilføje karamelsødme morgenens yoghurt, til smoothies eller bagværk og alle steder, man normalt ville bruge sirup eller honning.

Jeg tilsætte kokosolie eller smør til min dadelkaramel, da det giver en endnu mere cremet konsistens og en smag a la flødekaramel. Derudover tilsætter jeg også en smule citronsaft. Det virker måske underligt, men bare rolig – karamellen kommer ikke til at smage af citron! Derimod gør det blot din dadelkaramel endnu mere sød og velsmagende, da det balancerer smagen.

Du kan smage din sirup til med dine yndlingskrydderier såsom kardemomme og kanel. Prøv også at tilsætte lidt kakaopulver for at lave en dejlig chokoladekaramel. Jeg tilsætter altid havsalt til min, da jeg synes, det klæder dadlernes karamelsmag.

 

blendede dadler

 

Nem hjemmelavet dadelkaramel

Dadelsirup er enormt nem og hurtig at lave, så længe man har en god blender eller foodprocessor. Du kan også bruge en minihakker. Jeg bare vil ikke anbefale dig at bruge en stavblender, for det kan hurtigt sætte sig fast og svine gevaldigt.

Hvis du ikke har nogen køkkenmaskine, kan du koge din dadelkaramel i stedet, ligesom jeg gør i opskriften på min islagkage med dadelkaramel. Det giver en endnu mere intens karamelsmag. Når dadlerne koges, bliver de så bløde, at man kan nøjes med at mose dem med en grydeske.

 

dadelkaramel

 

Sødt sundt med dadler

De søde og karamelagtige dadler er i det hele taget en fantastisk måde at tilfredsstille den søde tand på en naturlig måde. Jeg tilsætter ofte en håndfuld til mine kager og desserter i stedet for raffineret sukker.

Her på bloggen kan du finde mange opskrifter med dadler. Jeg kan særligt anbefale dig min opskrift på bananbrød eller bananmuffins, hvor dadlerne sammen med modne bananer giver den dejligste søde smag til bagværket. Prøv også min gulerodsmuffins sødet med dadler eller müslibarer med dadler og tahin.

Shop the post

- reklamelinks

7 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Ej, hvor godt tænkt! Det er (underligt nok, egentlig) aldrig faldet mig ind, selvom jeg elsker dadler! 😀 – så tak for det.

  2. Hej,
    Jeg vil gerne lave min julebag sundere, og tænkte om man kunne erstatte sukkeret i pebernødder, vaniljekranse og lign. med dadelsirup, og hvor meget sirup skal der bruges til 100g sukker?

    1. Hej Anette 🙂 til småkager og lignende vil jeg erstatte sukker med kokossukker. Da dadelsirup er flydende kan det ændre konsistensen.

Skriv en kommentar