Dampet rødspætte med sød kartoffelmos

Denne opskrift på dampet rødspætte er en vidunderlig ret. Den er både frisk og fyldig, mættende og delikat på samme tid.

Den dampede rødspætte kombineres med cremet mos af søde kartofler og anrettes med frisk salat og sprøde, saltede mandler og delikat dampet fisk.

Selvom dampet rødspætte og sød kartoffelmos både lyder og smager som noget, man kunne få serveret på en restaurant, tager det kun omkring 20 minutter at trylle råvarerne fra køleskab til spisebord. Endnu et godt argument for, at retten skal på menuen, er, at saucen indeholder hvidvin. Og det er jo altid herligt med en undskyldning for at åbne flaske på en solrig hverdagstorsdag 😉

Hvis du endnu ikke har besluttet dig for, hvad der skal på menuen i aften, er opskriften her altså et fremragende bud. Den passer perfekt til både hverdag og fest, for den er nem at fremtrylle, kan anrettes pænt og smager yderst dejligt!

 

dampet rødspætte med sød kartoffel mos

Dampet rødspætte med sød kartoffelmos

 

Bedøm denne ret

Hovedret til 4 personer
forberedelse 25 min / tilberedning 30 min / i alt 55 min

Ingredienser

Dampet rødspætte

  • 4 rødspættefileter
  • 1 håndfuld blandede urter, fx persille, dild og purløg
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 dl hvidvin (eller 2 spsk. hvidvinseddike og 2 dl boullion)
  • 1 dl piskefløde

Sød kartoffelmos

  • 1 kg søde kartofler
  • 1 l grøntsagsbouillon
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk. smør
  • salt og friskkværnet peber

Saltede mandler

  • 100 g mandler
  • ½ spsk. groft salt
  • 1 dl vand

Til servering

  • 50 g feldsalat
  • blandede krydderurter, fx persille, dild og purløg

Fremgangsmåde

Saltede mandler

Tænd ovnen på 175° varmluft. Bland mandler, salt og vand på en pande, og bring vandet i kog. Vend rundt, indtil vandet fordamper, og saltet samler sig i bunden af panden. Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og rist dem i ovnen i ca. 10 minutter, indtil de er gyldne og tørre. Hak dem groft.

Sød kartoffelmos

Skræl søde kartoflerne, og skær dem i små tern. Kog ternene i bouillon i ca. 15 minutter, til de er helt møre. Si kogevandet fra, men gem en smule af det. Pil og pres hvidløget. Mos de søde kartofler sammen med presset hvidløg, smør og en smule kogevand med enten en kartoffelmoser eller en elpisker. Smag mosen til med salt og peber.

Dampet rødspætte

Skyl og hak krydderurterne fint. Drys krydderurter, salt og peber over rødspættefiletterne. Rul dem sammen, og læg dem i et ovnfast fad. Hæld hvidvin og fløde i bunden af fadet. Sæt det i ovnen i ca. 10 minutter, eller til fisken er færdig. Smag hvidvinssaucen til med salt og peber.

Til servering

Skyl salaten, og hak krydderurterne. Anret de dampede rødspættefileter på en bund af salat og sød kartoffelmos. Top dem med saltede mandler, finthakkede krydderurter, og servér med hvidvinssauce.

Find flere opskrifter i samme kategori

dampet rødspætte med sødkartoffelmos

Opskrift på dampet rødspætte

Dampet rødspætte smager utrolig delikat. Jeg tror mange ser rødspætte som en fisk, der først og fremmest kan og bør bruges til at lave fiskefilet. Det er unægteligt virkelig lækkert med en sprød paneret rødspætte, men det er altså lidt en skam, for fisken kan bruges til så mange andre lækre retter. Og det er denne opskrift et fremragende bevis på!

I min opskrift på dampet rødspætte drysser jeg friske urter, salt og peber over fileterne. Derefter rulles de sammen og anrettes i et fad sammen med hvidvin og fløde. Det giver den dejligste dampede fisk og en utrolig skøn hvidvinssauce, der kan serveres til retten.

 

TIP: Prøv også min opskrift på fish’n’chips med rodfrugtfritter og en hjemmelavet tartarsauce.

dampet fisk

 

Dampet fisk med krydderurter

Selvom jeg i opskriften bruger jeg rødspætte, kan du sagtens erstatte den med anden hvid fisk. Prøv eksempelvis sej, skrubbe torsk eller kulmule, der har en dejlig smag og konsistens.

Det fine ved rødspætte er, at filetterne kan rulles sammen om friske krydderurter, der giver ekstra sommersmag til retten. Vælger du en anden fiskeudskæring såsom en torskeloin, drysser du naturligvis bare urterne over fisken i stedet.

 

TIP: Prøv også denne opskrift på torsk i fad med fennikel, citron og feta

 

dampet rødspætte med sød kartoffel mos

 

Fisk med sød kartoffelmos

Jeg serverer her dampet rødspætte med en mos af søde kartofler. Et andet godt bud kunne være små nye kartofler, når de er i sæson, mens den dejlige cremede mos af søde kartofler kan serveres året rundt.

Du kan også lave en rodfrugtmos af andre sødfrugter såsom gulerødder, pastinak, eller hvad du lige har i køleskabsskuffen. Jordskokker eller bagt blomkål ville også smage skønt dertil. Kort sagt er det blot at bruge fantasien og lade dig inspirere af sæsonens råvarer – den dampede rødspætte vil passe til det meste.

 

Shop the post

- reklamelinks

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hvor varm skal ovnen være til fiskene?
    Evt. også 175 grader, så de kan være i ovnen sammen med mandlerne?

Skriv en kommentar