Flæskestegssandwich

En flæskestegssandwich er som den ultimative danske burger: En bolle smurt med dressing og fyldt med flæskesteg med knasende svær og rødkål. Som en julemiddag, men mere friskt og sprødt. Jeg tilsætter desuden æble og cornichoner (syltede agurker), der tilføjer lidt syrlig-sød smag, hvilket passer perfekt til sandwichen.

En flæskestegssandwich kan serveres både lun og kold. Du kan tilberede flæskesteg og rødkål samme dag eller bruge rester fra dagen forinden. Find mine bedste tips til opskriften nedenfor.

flæskestegssandwich

Flæskestegssandwich

 

Bedøm denne ret

Hovedret til 4 personer
forberedelse 5 min / tilberedning 10 min / i alt 15 min

Ingredienser

  • 4-8 boller, fx burgerboller, ciabatta eller surdejsboller
  • 0,5 kold eller lun flæskesteg
  • 1 portion rødkål
  • 1 æble
  • cornichoner eller syltede agurker

DRESSING

  • 1 dl cremefraiche
  • 1 dl mayonnaise
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 spsk. honning
  • salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Lun bollerne. Lun evt. flæskestegen, og skær den i skiver.

Lun rødkålen.

Rør ingredienserne til dressingen sammen.

Skær æblet i tynde både.

Flæk bollerne, og smør dem med dressingen. Fyld dem med flæskesteg, rødkål, æble og cornichoner, og servér.

Find flere opskrifter i samme kategori

Flæskestegssandwich

 

Flæskestegssandwich opskrift

Denne opskrift på flæskestegssandwich er simpelthen så stjernelækker! Det er den bedste måde, jeg kan komme i tanke om, man kan bruge sine julerester. Flæskesteg og rødkål i skøn forening, i en bolle smurt med dressing og med lidt syrligt-sødt modspil i form af æbler og syltede agurker.

 

Hvad skal der i en flæskestegssandwich

Indholdet af en flæskestegssandwich kan justeres, så den passer perfekt til din smag:

  • Flæskesteg: En saftig og mør flæskesteg med sprød svær er hovedingrediensen! Du kan både tilberede den samme dag og servere flæskestegen varm. Eller du kan bruge en rest fra dagen forinden og enten bruge den kold eller lune den let.
  • Rødkål: Du kan både lave en lun rødkål eller bruge frisk, fintsnittet rødkål til sandwichen.
  • Dressing: Jeg laver en dressing af halvt cremefraiche / halvt mayonnaise. Det giver en god balance mellem syrlig og fed, men foretrækker du en klassisk mayonnaise, kan du undlade cremefraiche og bruge den dobbelte mængde mayo.
  • Syltede agurker: Du kan både bruge små syltede agurker (cornichoner) eller klassiske syltede agurker i skiver.
  • Æble: er ikke traditionelt, men jeg har fået idéen fra Meyers flæskestegssandwich. Det giver noget virkelig lækkert til sandwichen, så jeg kan varmt anbefale, at I giver det et skud!

 

flæskesteg til sandwich

 

Flæskestegsburger eller sandwich

Den helt traditionelle, gammeldages flæskestegssandwich laves i noget, der minder om en burgerbolle. En stor og blød bolle, ofte med lidt sesamfrø på toppen. I dag vil man dog lige så ofte få den serveret i grovere og mere sprødt brød.

Du kan altså både bruge en helt klassisk burgerbolle eller et sandwichbrød til opskriften. Jeg foretrækker personligt en grov bolle med lidt mere bid. Eksempelvis en surdejsbolle med fuldkorn eller en ciabattabolle. Men en smørblød og luftig brioche bolle kan altså også noget!

 

Flæskestegssandwich

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar