Flødeboller

Hjemmelavede flødeboller smager simpelthen fantastisk! Meget bedre end de færdigkøbte, og så er de heldigvis nemmere at lave, end man skulle tro.

Det er en enormt hyggeligt projekt at lave hjemmelavede flødeboller. De kan laves i alverdens smagsvarianter, størrelser og former. Med lys, mørk (eller lyserød!) chokolade. Med hindbær-, lakrids- eller kakaomag. Pyntet med frysetørrede bær, blomster eller regnbuefarvet krymmel. Det er bare at skrue op for kreativiteten ♥

Herunder får I min bedste basisopskrift på flødeboller med marcipanbund. Under opskriften har jeg samlet tips og tricks til opskriften samt idéer til forskellige smagsvariationer.

Flødeboller

 

Bedøm denne ret

15 store eller 30 mini flødeboller
forberedelse 30 min / tilberedning 60 min / i alt 1,5 t

Ingredienser

MARCIPANBUNDE

  • 200 g marcipan
  • flormelis til udrulning

FLØDEBOLLESKUM

  • 150 g sukker
  • 75 g glukosesirup
  • 50 g vand
  • ½ vaniljestang (kan undlades)
  • 100 g æggehvider
  • 15 g sukker

CHOKOLADEOVERTRÆK

  • 200 g mørk chokoade
  • 25 g kakaosmør (kan undlades)

Fremgangsmåde

Marcipanbunde

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Rul marcipanen ud på et bord drysset med flormelis. Det skal være max 0,5 cm i tykkelsen.  Udstik runde bunde med en udstikker (eller kanten af et glas) i din ønskede flødebolle-størrelse. Ælt resterne af marcipan sammen, rul det ud igen, og udstik bunde, så der ikke går noget marcipan til spilde.

Fordel bundene på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen i 3-5 minutter, til de er gyldne i kanterne. Tag bundene ud, og lad dem køle af.

Flødebolleskum

Skil vaniljekorn fra stangen. Kom vaniljekorn, sukker, glukosesirup og vand i en kasserolle, og bring det i kog. Lad sukkerlagen koge, til den når en temperatur på 117 grader. Brug et termometer til at måle, for det er vigtigt, at temperaturen bliver høj nok.

Pisk imens æggehviderne luftige. Tilsæt 15 g sukker, og pisk, hviderne stive, så der dannes toppe. Hæld nu den varme sukkerlage i æggehviderne, imens du pisker. Pisk videre i cirka 10 minutter, så massen køler af, og du får en sej og luftig skum. Mål evt. efter med dit termometer – massen skal være cirka 35 grader.

Kom flødebolleskum i en sprøjtepose med tyl, og sprøjt toppe ud på marcipanbundene. Lad dernæst dine flødeboller står i 1 time ved stuetemperatur, så skummet sætter sig på bundene.

CHOKOLADEOVERTRÆK

Hak chokolade og kakaosmør helt fint. Smelt forsigtigt halvdelen af den mørke chokolade og al kakaosmørret over et vandbad under omrøring. Tilsæt den resterende hakkede mørke chokolade, og rør rundt, så chokoladen smelter.

Kom chokoladen i et glas. Placér en bagerist over et stykke bagepapir.

Hold hver flødebolle på bunden, og dyp den forsigtigt i glasset, så skummen dækkes af chokolade. Sørg for, at alt skummet og lidt af bunden er dækket med chokolade. Hold flødebollen over glasset, så den resterende chokolade kan løbe af, inden flødebollen stilles på en rist, så chokoladen kan stivne. Hvis du vil have et tykkere overtræk, kan du dyppe flødebollerne i chokolade igen, når det første overtræk er stivnet let.

Lad overtrækket stivne, inden flødebollerne serveres.

Opbevar flødebollerne køligt og mørkt i 2-3 dage.

Find flere opskrifter i samme kategori

snit af flødeboller

Opskrift på hjemmelavede flødeboller

Flødeboller smager for mig af klassens time og børnefødselsdag. Når plastbakken med samba flødeboller blev sendt rundt i klasselokalet, og man skulle træffe det svære valg: med eller uden kokos?!

Jeg er nok ikke den eneste dansker med lignende barndomsminder. Men opskriften på flødeboller er faktisk ikke spor dansk. Den skulle stamme fra Skotland eller USA, vist nok bragt til Danmark engang i slutningen af 1800-tallet. Meeeen med det antal flødeboller, der må været blevet spist her i landet siden da, kan man vist godt kalde det en klassisk dansk spise. En statetik, der kun kan have været stødt opadgående, siden jeg udviklede denne opskrift. Hjemmelavede flødeboller smager helt fantastisk, og meget meget bedre, end dem fra plastboks, jeg blev serveret som barn.

 

TIP: Prøv også min opskrift på browniemuffins med hindbærskum eller den bedste jordbærtærte 

 

flødeboller med mørk chokolade

flødeboller

 

Hvordan laver man flødeboller?

Flødeboller består af en en skum af italiensk marengs, sprøjet ud på en bund (typisk af marcipan, kiks eller vaffel) og dækket af chokolade.

Italiensk marengs er en skum af sukker og æggehvide. En sukkerlage af sukker, glukosesirup og vand  varmes op til omkring 117 grader, og æggehvider piskes sammen med en smule sukker. Derefter piskes den varme sukkerlage i de stive æggehvider, indtil massen køles af, og man får en sej og luftig marengs.

Italiensk marengs er en stabil skum, der er nem at forme og sprøjte ud på de bunde, du vælger til dine flødeboller. Når din marengs har sat sig, vil flødebollerne kunne dyppes i chokolade, uden at skummen falder af bunden. Så skal chokoladen blot stivne, og så er flødebollerne klar til servering

 

TIP: Prøv også mit populære bananbrød eller rabarbertærte med marcipan eller småkager med spiselige blomster.

 

 

marcipanbunde til flødeboller

 

Udstyr og køkkengrej til hjemmelavede flødeboller

Det er enormt simpelt at lave hjemmelavede flødeboller, men der er noget grej, du ikke kan undvære:

Termometer : Du skal bruge et termomenter, fx et stegetermometer eller sukkertermometer, til at måle temperaturen af sukkerlagen. Det er vigtigt, at den har den rette temperatur, for at skummen får en god konsistens. Og det er næsten helt umuligt at vide ved bare at se/tage tid på sukkerlagen. Du bliver nødt til at måle temperaturen.

Elpisker : Flødebolleskum skal piskes godt og længe. Og det nytter altså ikke noget at forsøge ved håndkraft. Brug en elpisker eller røremaskine med piskefunktion til formålet, hvis du ikke vil risikere at syre helt til i overarmene.

marcipanbunde til flødeboller

hjemmelavede flødeboller

Ingredienser til hjemmelavede flødeboller

Hjemmelavede flødeboller kan laves i et hav af forskellige smagsvariationer. Her får du idéer og tips til ingredienser til de lækreste hjemmelavede flødeboller:

Flødebollebund

Først og fremmest skal du vælge din flødebollebund. Jeg foretrækker klart en marcipanbund, der består af marcipan, der rulles ud med flormelis (så det ikke klistrer). Derefter udstikker jeg runde bunde, inden de bages let sprøde i ovnen.

Andre bud på bunde til flødeboller kan være: 

  • Mariekiks
  • Hjemmebagte cookies
  • Vaffelbunde
  • Brownie udstukket i runde cirkler
  • Kransekage
  • Makroner

Flødebolleskum med smag

Flødebolleskum består som sagt af en italiensk marengs. Her er basis ingredienserne æggehvide, sukker, sirup og vand. Men du kan nemt give skummen en anden farve og smag, ved at bruge anden væske end vand og ved at tilsætte en form for smagsgiver.

  • Æggehvider – Det er vigtigt, at du vejer dem af, så du får den rette mængde. Du kan bruge pasteuriserede æggehvider, hvis du foretrækker det.
  • Sukker – Helt almindelig sukker fungerer bedst. Kokos- og rørsukker vil give en mere ustabil marengs.
  • Glukosesirup – Bruges til at lave en god sukkersirup, der ikke laver sukkerkrystaller i skummen.
  • Væske: Her bruger jeg typisk vand til helt neutrale, klassiske flødeboller. Du kan dog sagtens erstatte væsken med noget andet, for at give flødebollerne smag. Prøv eksempelvis kaffe, rød saft, passionsfrugtsaft eller lignende.
  • Smagsgivere: Jeg tilsætter som oftest vaniljekorn, men lakridspulver, frysetørret bærpulver, kakaopulver og lignende kan du også lege med.

Chokoladeovertræk til flødeboller

Til at overtrække flødeboller, skal du bruge chokolade. Mørk, lys, hvid eller endda den lyserøde “ruby” chokolade.

Jeg tilsætter også en smule kakaosmør til min overtrækschokolade. Det gør den lidt tyndere, og gør det betydeligt nemmere at få et flot overtræk, når flødebollerne dyppes i chokolade.

Kakaosmør kan du finde i større supermarkeder eller i helsekostbutikker. Kan du ikke få fingrene i kakaosmør – eller synes du, det er for dyrt – så bruger du bare chokolade alene.

Miniflødeboller lavet med marcipanbund, hindbærskum og ruby chokolade
Miniflødeboller lavet med marcipanbund, hindbærskum og ruby chokolade
Her tilsættes 1 spsk. frysetørret hindbærpulver til skummen

 

Flødeboller med marcipanbund

Nu har jeg delt en masse idéer til, hvilken smag du kan give dine flødeboller. Men min absolutte favorit, er nu altså den helt klassiske: Vaniljeskum, mørk chokolade og marcipanbund. En kombination, der bare smager helt igennem lækkert. Så simpelt og så godt.

 

TIP: Prøv også sundere søde sager som mine sunde cookies, den gode bønnebrownie eller en sund snickerskage.

 

flødeboller i kasse

Shop the post

- reklamelinks

2 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hvor ser de lækre ud og de skal da absolut prøves herhjemme 🙂
    Tak for opskrift og vejledning.
    En rigtig god weekend ønskes 🙂

Skriv en kommentar