Fyldt mørbrad med soltørrede tomater og feta

Fyldt mørbrad er fremragende gæstemad. Det er nemt at tilberede, og du sikrer, at kødet bliver saftigt med masser med velsmag.

I denne opskrift på fyldt mørbrad laver jeg et virkelig lækkert fyld af soltørrede tomater, der hakket og røres sammen med cremet feta, basilikum og hvidløg. Det smager ganske enkelt helt fantastisk – særligt når mørbraden pakkes ind i sprød bacon.

Jeg tilbereder mørbraden sammen med små kartofler i fadet. På den måde kan du lave både kød og tilbehør på samme tid, og så mangler du blot en frisk grøn salat, og så er måltidet klar til servering.

Fyldt mørbrad med soltørrede tomater og feta

 

Bedøm denne ret

Hovedret til 4 personer
forberedelse 20 min / tilberedning 40 min / i alt 1 t

Ingredienser

MØRBRAD

  • 1 svinemørbrad
  • 150 g bacon i skiver

FYLD

  • 150 g PUCK fetaost
  • 2 fed hvidløg
  • 1 håndfuld basilikum
  • 1 glas soltørrede tomater
  • friskkværnet peber

TILBEHØR

  • 1 kg små kartofler, gerne nye kartofler
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt

Fremgangsmåde

FYLD

Rør PUCK fetaost sammen med presset hvidløg, finthakket basilikum, finthakkede soltørrede tomater og peber.

MØRBRAD

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Puds svinemørbraden for hvide sener. Skær forsigtigt en lomme ind i mørbraden på langs. Pas på med at skære hele vejen igennem igennem.

Læg baconskiver i en række helt tæt på et skærebræt, og læg mørbraden i midten.

Kom fyldet i mørbradslommen, og luk forsigtigt kødet omkring fødet. Fold bacon stramt omkring mørbraden, så det lukker omkring fyldet.

Læg mørbraden i et ovnfast fad. Skrub kartoflerne, og fordel dem omkring mørbraden. Vend kartoflerne i olivenolie og salt.

Sæt fadet i ovnen i 35 minutter, til kartoflerne er møre og let gyldne. Tænd for ovnens grillfunktion, og giv det yderligere 5 minutter, til baconen er sprød. Tag fadet ud, og lad mørbraden hvile på køkkenbordet i 10 minutter, inden den skæres ud.

Find flere opskrifter i samme kategori

Opskrift på fyldt mørbrad med bacon

Fyldt mørbrad er en rigtig klassiker i det danske køkken, uden at det bliver alt for traditionelt på sovs-og-kartofler måden. Det er skøn gæstemad, der glæder og smager alle generationer, og så kan retten nemt varieres med forskelligt fyld, ost og krydderier, alt efter sæson og humør.

Her deler jeg min bedste opskrift på fyldt mørbrad med et fyld af soltørrede tomater og feta, med en mørbrad viklet ind i bacon og stegt med små kartofler. Det er en utrolig dejlig smagkombination, som giver masser af saft og kræft til det møre svinekød.

 

TIP: Prøv også mørbrad i denne opskrift på mørbradgryde, et godt smørrebrød med røget mørbrad eller kalvemørbrad med brombærsauce.

 

fyldt mørbrad med kartofler

 

Mørbrad med soltørrede tomater

Til fyldet hakker jeg soltørrede tomater fint og rører det sammen med fetaost, basilikum og hvidløg. Det giver et fyld, der er sprængfyldt med smag, som emmer af sol og sommer, selvom retten serveres på en gråvejrsdag.

Som alternativ kan jeg anbefale dig at erstatte fetaost med smøreost. Det giver en anden men også utrolig skøn smag. Derudover kan du prøve at erstatte basilikum med krydderier som persille eller oregano. Og du kan endda også undlade soltørrede tomater og bruge ingredienser såsom ristede svampe, oliven eller lignende som alternativ. Det er virkelig bare at være kreativ, og lade sig inspirere af sæsonens dejligste råvarer.

 

mørbrad med bacon og kartofler

fyld til mørbrad med feta og soltørrede tomater

 

Fyldt mørbrad i ovn

Jeg tilbereder min opskrift på fyldt mørbrad i ovn. På den måde slipper jeg for at skulle svinge stegepanden, og så kan jeg tilmed tilberede kartoflerne i samme ombæring. Det drøn smart at tilberede hele retten i ét fad, særligt når der banker gæster på døren. Så snart fadet er i ovnen, skal man blot koncentere sig om at lave salat og måske en dip, og så er der et festmåltid klar til servering.

 

mørbrad med feta soltørrede tomater og bacon

 

Tilbehør til mørbrad

Som tilbehør til fyldt mørbrad vil jeg først og fremmest anbefale dig at servere en grøn salat. Det er et dejligt modspil til den lidt tungere servering, særligt hvis salaten indeholder noget friskt og syrligt. Det kunne eksempelvis være en grøn salat med æble eller en fennikelsalat med rucola.

Du behøver ikke en sovs til denne opskrift på fyldt mørbrad, fordi selve fyldet fungerer lidt sådan. Jeg kan dog godt lide at servere lidt ekstra dyppelse til kartoflerne såsom en aïoli eller kryddersmør.

 

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar