Glutenfri fastelavnsboller

Denne opskrift på glutenfri fastelavnsboller giver et skønt resultat, selvom opskriften er helt uden gluten. Dejen giver bløde og luftige boller, og den kan let fyldes med dit favoritfyld til lækre fastelavnsboller.

I denne opskrift fylder jeg mine glutenfri fastelavnsboller med creme og remonce. Der er dog mange variationsmuligheder, som du kan finde inspiration til under opskriften. Har kan du også læse, hvordan du kan gøre den glutenfri opskrift mælkefri.

opskrift på glutenfri fastelavnsboller

Glutenfri fastelavnsboller

 
Fastelavnsboller til 12 personer
forberedelse 2 t (inkl. hævetid) / tilberedning 10-15 min / i alt 2 t 15 min

Ingredienser

  • 5 dl mælk
  • 2 spsk. sukker
  • 25 g gær
  • 25 g fiberHUSK (den gule pakke)
  • 50 g smør
  • 1 æg
  • 0,5 tsk. salt
  • 2 tsk. stødt kardemomme
  • 50 g mandelmel
  • 200 g sorghummel
  • 200 g rismel + lidt til udrulning

TIL PENSLING

  • 0,5 dl mælk
  • 1 æggeblomme (brug hviden til glasur)

CREME

  • 1 vaniljestang
  • 2 æggeblommer
  • 50 g sukker
  • 25 g majsstivelse
  • 3 dl mælk

REMONCE

  • 100 g marcipan
  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker

GLASUR

  • 100 g flormelis
  • ca. 1 æggehvide (brug blommen til pensling)

FORSLAG TIL PYNT

  • Frysetørret hindbær
  • Hakkede pistacienødder
  • Spiseligt guldglitter

Fremgangsmåde

BOLLEDEJ

Lun mælken, så den er lillefinger varm, og kom den i en skål. Rør sukker og gæren ud heri. Tilsæt fiberHUSK, og pisk med en elpisker eller en røremaskine med piskefunktion i cirka 3 minutter, til du får en gelé med konsistens som tyk tapetklister. Smelt smør, og pisk smør og æg ind i geléen.

Tilsæt salt, stødt kardemomme, mandelmel, sorghummel og rismel til skålen, og pisk igen i yderligere 5 minutter, til det hele er blandet godt. Kom dejen ud på en ren bordplade, og ælt den let, så den kan samles til en stor kugle. Kom dejen i en ren skål, og lad den hæve under et klæde i 45 min.

VANILJECREME

Imens dejen hæver, kan du lave din vaniljecreme.

Skil vaniljekornene fra stangen, og mos dem sammen med lidt sukker på et skærebræt, så de skilles fra hinanden. Kom vaniljesukkeret, det resterende sukker, æggeblommer og majsstivelse i en skål, og pisk det sammen.

Bring mælken og den tomme vaniljestang i kog i mindre gryde. Skru ned på medium varme og tilsæt gradvist æggemassen under konstant piskning.  Lad din vaniljecreme koge et par minutter, til den tykner. Pisk konstant, da cremen let brænder på.

Hæld vaniljecreme over i en ren skål. Dæk cremen med et lag husholdningsfilm direkte på overfladen, så du undgår, at overfladen danner en hinde. Stil cremen i køleskabet, og lad den køle af.

REMONCE

Riv marcipan groft, og rør det sammen med blødt smør og sukker til en remonce.

BOLLEDEJ, FORTSAT

Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.

Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en stor rektangel på cirka 21 x 28 cm. Skær rektanglen ud i 12 firkanter.

Kom en god teskefuld creme og remonce på hver firkant, og saml forsigtigt dejen omkring fyldet. Dette gøres ved, at man først samler de fire hjørner, og dernæst samler de ‘nye’ hjørner, der formes. Tryk forsigtigt dejen godt sammen, så der ikke er nogle huller ind til fyldet, og placér dem på en beklædt bageplader med den pæne side op ad. Lad fastelavnsbollerne efterhæve i 45 minutter.

PENSLING

Forvarm ovnen til 200 grader.

Pisk æggeblomme og mælk sammen, og pensl bollerne med blandingen. Sæt dernæst bagepladerne i ovnen og bag dem i cirka 15 minutter, til de er flot gyldne i overfladen.

GLASUR & PYNT

Kom flormelis i en skål, og pisk gradvist æggehvide i, til du får en glasur, der er flydende men ikke løber for meget. Fordel glasur på de lune boller. Drys evt. lidt glasur over bollerne – fx frysetørret hindbær, hakkede pistacienødder og lidt spiseligt guldstøv.

Find flere opskrifter i samme kategori

de bedste glutenfri fastelavnsboller

 

Glutenfri gammeldags fastelavnsboller

Glutenfri fastelavnsboller kan godt være lidt af en udfordring. Det er ikke nemt at finde en opskrift på glutenfri dej, der giver luftige, bløde boller og samtidig kan samles omkring fyldet.

Jeg har derfor fået mange efterspørgsler efter en glutenfri opskrift på gammeldages fastelavnsboller. Og heldigvis lykkedes det mig endelig at fremtylle en fremragende opskrift, der er nem men giver et både flot og lækkert resultat.

Glutenfri bolledej

Den glutenfri bolledej til fastelavnsboller består hovedsagligt af sorghummelmel og rismel. Det er begge glutenfri meltyper, der giver en let konsistens til bagværk. Jeg tilsætter desuden også mandelmel, der giver en god smag til bollerne.

Når jeg bager uden gluten, bruger jeg ofte fiberHUSK til at give en luftig konsistens. FiberHUSK er fintmalede loppefrøskaller, der suger væske til sig. Når man pisker fiberHUSK og væske sammen, danner det en gelé, som man kan piske luftig. På denne måde kan må få en glutenfri dej, der hænger sammen, og som samtidig får nogle fine lufthuller.

Pynt og fyld til gammeldags fastelavnsboller

Mine glutenfri fastelavnsboller fylder jeg her med vaniljecreme og remonce med marcipan. Det er min favoritkombination til gammeldags fastelavnsboller, men du kan naturligvis variere fyldet. Prøv fx at tilsætte lidt hakket chokolade, marmelade eller lignende.

Fastelavnsbollerne pynter jeg med en klassisk glasur og et drys af frysetørret hindbær, pistacie og spiseligt guldpulver. Du kan dog også sagtens tilsætte kakaopulver til glasuren eller lave en ægte chokoladeglasur. Jeg synes også, at lune fastelavnsboller smager dejligt, når de blot får et drys sigtet flormelis.

 

glutenfri fastelavnsboller med creme og remonce

 

Fastelavnsboller uden sukker og mælk

Denne opskrift er med almindeligt sukker og mælk, men det er muligt at lave justeringer, så den bliver både mælkefri og sukkerfri.

I stedet for almindelig mælk kan du bruge en form for plantemælk. Jeg vil anbefale mandelmælk eller havremælk. Til vaniljecremen kan det også være en god idé at tilsætte et par spiseskeer kokosfløde (den øverste fede del fra en dåse kokosmælk). Det gør mælken lidt federe, hvilket gør noget godt for både smag og konsistens.

I stedet for almindelig sukker kan du bruge kokossukker i både bolledej og creme. Det vil dog gøre vaniljecremen lidt mørkere. Du kan også gøre opskriften helt sukkerfri ved at bruge Sukrin og Sukrin melis (til glasuren). Konsistensen bliver det samme, men det har en lille, lidt kølig bismag. Men jeg synes, det er det bedste sukkerfrie alternativ på markedet.

glutenfrie fastelavnsboller med glasur

Tips til de bedste glutenfri fastelavnsboller

Herunder har jeg samlet alle mine tips og noter til opskriften, der giver dig det bedste resultat:

  • Alternativ mælk: Jeg bruger sødmælk til opskriften, som jeg oplever giver det bedste resultat til både boller og vaniljecreme. Du kan dog sagtens bruge let- eller minimælk eller plantemælk.
  • Brug af røremaskine: Opskriften er klart nemmest at lave, hvis du har en røremaskine med en piskeris-funktion, da der skal piskes kraftigt og forholdsvis længe. Alternativt fungerer et elpiskeris også.
  • Tålmodighed: Tag dig god tid, når du skal samle dejen omkring fyldet. Glutenfri dej kan ikke strække sig så meget som almindelig hvededej, så vær lidt forsigtig og omhyggelig, så du får de flotteste fastelavnsboller.
  • Alternative meltyper: Du kan erstatte sorghummelmel med boghvedemel. Jeg kan dog bedst lide sorghummel, da det har en lys farve og neutral smag, hvor boghvedemel er lidt mere dominerende.
  • Holdbarhed: De glutenfri fastelavnsboller er klart bedst, når de er nybagte. De er dog stadig bløde og lækre dagen efter. Du kan evt. vælge at lune dem let i (mikro)ovnen inden servering, men så skal glasuren først på lige inden servering.

 

glutenfrie opskrifter

Inspiration til flere glutenfrie opskrifter

Jeg har mange lækre glutenfrie opskrift fra det søde køkken her på bloggen. Prøv nogle af mine favoritter her:

Shop the post

- reklamelinks

3 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. I denne opskrift skriver du ugen mælk hvor alternativet er plantebaseret mælk, men hvad med smøret?

Skriv en kommentar