Grøn risotto med spinat & ærter

I dag får I opskriften på en risotto, der (som den smukke grønne farve så fint afslører) er sprængfyldt med sunde sager.

Farven skyldes spinat, der blendes og røres i gryden inden servering, og det giver både et imponerende udseende men også en fantastisk sommersmag sammen med de grønne ærter.

Grøn risotto med spinat og ærter

Bedøm denne ret

Hovedret til 4 personer
forberedelse 20 min / tilberedning 25 min / i alt 45 min

Ingredienser

Risotto

  • 2-3 fed hvidløg
  • 1 små eller 1 stort løg
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 1 squash
  • salt og friskkværnet peber
  • 4 dl risottoris
  • 2 dl hvidvin
  • 1 l hønsebouillon

Spinatpuré

  • 200 g frisk spinat
  • 1 spsk. smør
  • 1 håndfuld basilikum
  • 200 g frosne eller friskbælgede ærter
  • 50 g parmesan
  • skal af ½ usprøjtet citron

Til servering

  • 30 g pinjekerner
  • 1 håndfuld basilikum
  • 50 g parmesan

Fremgangsmåde

Risotto

Pil og hak løg og hvidløg, og steg det i smør i en gryde. Skyl squashen, riv den groft, og lad den stege med, indtil den begynder at falde sammen. Krydr med salt og peber. Skyl risene, hæld dem i gryden, og vend rundt. Tilsæt hvidvin, og lad væden fordampe. Tilsæt herefter varm bouillon, en smule ad gangen, så risene er akkurat dækkede hele tiden. Lad risottoen koge i ca. 20 minutter, indtil risene er al dente.

Spinatpuré

Skyl spinaten, og steg den i smør på en pande, til den falder sammen, og væsken fordamper. Blend den med basilikum til en helt jævn konsistens i en foodprocessor eller minihakker. Rør blendet spinat og ærter i risottoen, så den bliver grøn. Tilsæt friskrevet parmesan og fintrevet citronskal. Rør rundt, og smag til.

Til servering

Rist pinjekerner let på en tør pande. Top risottoen med ristede pinjekerner, basilikumblade og friskrevet parmesan.

Find flere opskrifter i samme kategori

Opskrift på grøn risotto med grøntsager

Grøn risotto er en fantastisk sund risotto med massevis af grøntsager. Risottoen får sin fine farve fra spinat og basilikum, der blendes og røres i risottoen. Derudover tilføjer jeg også ærter, for at gøre retten (endnu) grønnere.

I opskriften har jeg brugt frosne ærter som et nemt og billigt hverdagsindslag, men hvis du vil servere risottoen for gæster eller bare kræse lidt mere for retten, synes jeg klart, du skal købe friske nye ærter, når de er i sæson. Det løfter resultatet til et helt nyt luksus-lækkert niveau.

 

TIP: Brug rester af din risotto til at lave flot grønne risottodeller.

 

Grøn risotto til hverdag eller fest

En klassisk risotto går man aldrig, aldrig galt i byen med, hvis I spørger mig. Det er sådan et måltid, der er festligt nok til at blive serveret for gæster, men samtidig simpelt nok til at udgøre menuen på en hverdagsaften.

Herhjemme er risotto blevet en tilbagevendende tradition, efter at Simon og jeg har været i svømmehallen. Jeg kender ikke meget, der kan skrue min appetit i vejret, som en lille times plasken rundt i bassinet (med en del mindre succesfulde forsøg på at svømme crawl), og dér rammer en mættende risotto bare altid the spot, når vi kommer hjem helt møre og røde i kinderne efter en tur i saunaen. Heldigvis er det også en opskrift, der er nem og hurtig at tilberede, så jeg kan få gøre noget ved hullet i maven i en fart.

 

TIP: Prøv også denne skønne vegetariske pastaret med ærter og asparges

 

 

Risotto med grøntsager

Du kan nemt lave variationer af den smukke grønne ristotto. I stedet for at vende blendet spinat i risottoen, kan du erstatte det af en puré af kogt græskar eller rodfrugter som rødbede og sødkartoffel. Du kan også prøve en af de følgende opskrifter på forskellige variationer af risotto:

 

Find flere opskrifter på risotto med grøntsager:

Risotto med pastinak og hasselnødder

Græskarrisotto med panchetta og salvie

Risottofad med kylling og fennikel

Fuldkornsrisotto med svampe og serrano

 

13 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Jeg har lige lavet denne risotto og den smagte fantastisk! Skøn, nem og meget frisk. Tusind tak for den gode opskrift, som helt sikkert skal laves mange gange ☺️

  2. Hej Emma, din oppskrift ser så lækker ud. Jeg tænkte på om der er alternativ til risottoris, der måske er lidt sundere? Hilsen Tora

    1. Hej Tora 🙂 Du kan bruge fuldkornsris, men så skal mængden af væske + kogetiden rusteres 🙂

  3. Kære Emma
    Hvor er det en lækker opskrift. Har du et forslag til erstatning for parmasan? Jeg er mælkeproteinallergiker. Bedste hilsner Marlene

  4. Hej Emma,
    Jeg har lavet din lækre opskrift på grøn risotto i aften og MUMS, den smagte himmelsk! Den skal helt sikkert laves igen og igen herhjemme 👏 tak for opskriften (og for alle de andre også 😊)
    Mange hilsner Henriette

  5. Så røg denne ret lige endnu en gang på bordet. herhjemme. Som altid med stor succes hos både de voksne, pre-teenen og teenageren. Jeg supplerede denne gang med et stykke kyllingebryst svøbt i parmaskinke, selvom retten absolut lige så fint kan stå vegetarisk alene. Og selvfølgelig blev retten lige toppet med et skønt glas kold italiensk hvidvin til.
    Tak for skønne, indbydende opskrifter og altid dejlig inspiration.

Skriv en kommentar