Gulerodsmuffins med ostecreme

Disse gulerodsmuffins med ostecreme smager simpelthen så dejligt. De er saftige, bløde, luftige og perfekt søde.

Jeg krydrer dejen med kanel og topper mine muffins med en dejlig ostecreme af flødeost og mascarpone. Cremen er smagt til med citron og har en vidunderlig konsistens.

De fine muffins med gulerod er nemme at lave og så holder de sig saftige og lækre i flere dage.

gulerodsmuffins

Gulerodsmuffins med ostecreme

Bedøm denne ret

muffins til 15-20 personer
forberedelse 15 min / tilberedning 15 min / i alt 15 min

Ingredienser

GULERODSMUFFINS

  • 150 rørsukker
  • 100 g brun farin
  • 200 g blødt smør
  • 4 æg
  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 1 nip salt
  • 350 g gulerødder

OSTECREME

  • 250 g mascarpone
  • 150 g flødeost
  • 0,5 usprøjtet citron
  • 50 g flormelis

Pynt

  • Spiselige blomsterblade (kan undlades)

Fremgangsmåde

Muffins

Tænd ovnen på 175° varmluft.

Pisk rørsukker, brun farin og blødt smør sammen i en skål ved hjælp af en elpisker. Tilsæt æg, et efter et, og pisk til massen bliver luftig. Tilsæt så mel, kanel, bagepulver, natron og salt, og pisk det sammen til en dej.

Riv gulerøddernee, og rør det i dejen.

Fordel dejen i 15-20 muffinsforme, alt efter deres størrelse. Læg gerne muffinformene dobbelt, og placér dem evt. i en fast muffinform i metal.

Bag muffinsene i 12-15 minutter, til de er flot hævede og let gyldne. Tjek evt. med en tandstik, at de er gennembagt i midten.

Lad muffinsene køle af.

OSTECREME

Riv skal og pres saft af citronen. Kom alle ingredienserne i en skål, og pisk dem sammen med en elpisker, til du får en luftig og cremet konsistens. Pas på med at piske alt for længe, så cremen bliver fast eller grynet.

Fordel ostecremen på dine muffins. Brug evt. en sprøjtepose med stjernetyl til at gøre arbejdet, og ellers kan det smøres på med en kniv.

Pynt evt. med lidt spiselige blomsterblade, krymmel eller andet pænt, og servér.

Find flere opskrifter i samme kategori

Opskrift på gulerodsmuffins med ostecreme

Disse gulerodsmuffins med ostecreme er i sandhed verdens bedste. I hvert fald de aller bedste, jeg nogensinde har smagt. De er svampede og samtidig luftige i konsistensen. Med masser af revet gulerod og med en let krydret smag af kanel. På toppen kommer jeg en lækker ostecreme af flødeost og mascarpone med et hit af citron. Det giver et virkelig dejligt friskt modspil til gulerodsmuffinsene.

 

PRØV OGSÅ: Dejen til mine gulerodsmuffins er den samme, som jeg bruger til min skønne påskekage. Her bruger laver jeg dejen til at lave lagkagebunde af gulerodskage, der pyntes med den lækre ostecreme og påskeæg.

 

gulerodsmuffins

 

Nemme gulerodsmuffins

Opskriften på gulerodsmuffins med ostecreme er perfekt, hvis du skal lave kage til en udflugt eller mange mennesker. En rigtig “klassens time kage”. Gulerodsmuffins er jo et hit hos de fleste, og så er opskriften nem at gå til. Muffinsene kan nemlig laves dagen inden og holder sig lækre og saftige, selvom de ikke er nybagte.

Dejen til gulerodsmuffins røres sammen i én skål. Først piskes sukker, smør og æg sammen. Dernæst tilsættes mel, bagepulver og kanel, og til sidst masser af revet gulerod.

 

PRØV OGSÅ: Hvis du er på udkig efter en sundere opskrift, vil jeg anbefale dig at prøve denne opskrift på sunde gulerodsmuffins, der laves af havregryn og sødes med dadler.

 

Ostecreme af flødeost, mascarpone og citron

Ostecremen er en dejlig flødeostcreme, som jeg tilsætter mascarpone og smager til med citronsaft og -skal og søder med flormelis.

Mascarpone er en italiensk flødeost, som man kan finde i de fleste supermarkeder. Den er er knap så syrlig som flødeost og har en mere cremet konsistens, hvilket giver en virkelig lækker og mere luftig creme.

Hvis du ikke kan få fingrene i mascarpone, kan du erstatte det med ekstra flødeost og fløde. Dvs. at din ostecreme laves af:

  • 150 g mascarpone
  • 150 g flødeost
  • 1 dl fløde
  • skal og saft af 0,5 usprøjtet citron
  • 50 g flormelis

Kom alle ingredienserne i en skål, og pisk, til du får en cremet og luftig konsistens.

 

nemme gulerodsmuffins

gulerodsmuffins med ostecreme

Gulerodscupcakes med flødeost frosting

Jeg pynter mine muffins som fine gulerodscupcakes. Ostecremen bruges som en frosting, der fordeles på hver muffin ved hjælp af en sprøjtepose og stjernetyl. Det ser virkelig fint ud – særligt når man pynter med lidt spiselige blomster eller andet pynt. Du kan eksempelvis give dem et drys spiseligt glitter eller pynte med en ristet valnød.

Højden på den fine flødeost frosting gør dog, at gulerodscupcakes kan være lidt svær at transportere. Derfor vil jeg anbefale dig blot at smøre ostecremen på toppen med en kniv, hvis du skal have dem med på farten.

 

TIP: Prøv min opskrift på brownie muffins med hindbærskum eller lav småkager med spiselige blomster.

 

gulerodscupcakes med flødeost frosting

Tips til de bedste gulerodsmuffins

Nedenfor finder du tips til at opnå det bedste resultat samt variationsmuligheder.

  • Gulerødderne kan du enten rive helt fint eller groft, alt efter hvad du foretrækker.
  • Brug en foodprocesser til at rive gulerødderne for at gøre arbejdet ekstra nemt.
  • Prøv at tilsætte andre krydderier end blot kanel. Jeg synes eksempelvis at kardemomme eller muskatnød smager vidunderligt.
  • Vent gerne med at fordele ostcremen på dine gulerodsmuffins til umiddelbart inden, de skal serveres.
  • Tilsæt hakkede valnødder eller andre nødder til gulerodsmuffinsene. Rist gerne nødderne på en tør pande først, så de får en god smag.
  • Sæt dine papir muffinsforme ned i en fast muffinsform af metal. På den måde sikrer du, at muffinsene holder deres form.

 

Spørgsmål og svar

Kan man undlade ostecremen?

Du kan sagtens servere gulerodsmuffins uden ostecremen. De er lækre og saftige nok i sig selv.

Hvad hvis jeg ikke kan få fat i mascarpone?

Hvis du ikke kan få fingrene i mascarpone, kan du erstatte det med 150 g ekstra flødeost og 1 dl fløde.

Kan gulerodsmuffins fryses?

Gulerodsmuffins med ostecreme kan sagtens fryses. Jeg vil dog anbefale dig at fryse gulerodsmuffins uden ostecreme. Lad muffinsene op på køkkenbordet, og top dem med ostecremen, når de er tøet op.

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar