Havregrynskugler med dadler

Disse havregrynskugler med dadler er den perfekte opskrift, hvis du er på udkig efter en opskrift på sundere julekonfekt.

Havregrynskuglerne sødes med dadler, der også giver dem en skøn, fedtet og saftig konsistens. Sammen med havregryn, kakao og smør, får man en autentisk smag af havregrynskugler – blot nogle, der mætter lidt bedre og er blidere ved blodsukkeret.

sunde havregrynskugler med dadler

Havregrynskugler med dadler

 
30 små kugler
forberedelse 15 min / tilberedning 0 min / i alt 15 min

Ingredienser

  • 10 saftige friske dadler (ofte kaldet "juicy dates" på pakken)
  • 1,5 dl finvalsede havregryn
  • 2 spsk. kakaopulver
  • 50 blødt smør
  • 1 nip salt
  • 1-2 dl kokosmel

Fremgangsmåde

Fjern stenene fra dadlerne, og kom dem i en foodprocessor eller blender sammen med havregryn, kakaopulver, blødt smør og et lille nip salt.

Kør foodprocessoren, indtil det hele er blandet godt sammen og har en god konsistens. Lav nu små kugler i den ønskede størrelse og rul dem i kokosmel.

Opbevar dine havregrynskulger i en lufttæt beholder i køleskabet.

Find flere opskrifter i samme kategori

 

Sunde havregrynskugler

De sunde havregrynskugler med dadler er et kæmpe hit herhjemme. De smager af jul og barndom, men min udgave er så sund og mættende, at de samtidig udgør en perfekt eftermiddagssnack til at stille den lille sult.

Derfor forsvinder de som regel på nul komme fem – det samme skete for denne skål, der nu skriger på en genopfyldning, selvom jeg havde lavet en dobbeltportion tidligere på ugen.

 

Havregrynskugler med dadler

Havregrynskuglerne smager fuldstændig som de kan, skal og bør, selvom de er sødet med dadler i stedet for sukker. Du kan nemt variere opskriften, så den bliver præcis, som du holder af. Prøv eksempelvis at tilføje et espressoshot og lidt flere havregryn, hvis du synes om smagen af kaffe. Eller giv kuglerne ekstra smag af jul ved at tilsætte marcipan og lidt revet appelsinskal.

Jeg vil ikke anbefale dig at undlade smørret. Du kan godt bruge kokosolie i stedet, men smagen bliver altså lidt en anden, da smørret er med til at give den autentiske smag.

 

sunde julesnacks collage

Flere sunde snacks til julen

Hvis du er på udkig efter flere sundere søde snacks til julen, har jeg et stort udvalg af opskrifter på bloggen. Prøv nogle af mine favoritter her:

Shop the post

- reklamelinks

3 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Jeg er lidt bagud med bloglæsning, men godt nok for det er faktisk i dag jeg skal lave lidt konfekt 😉 Perfekt.
    Men kan det gøres i en høj blender?

Skriv en kommentar