ANNONCE

Hønsekødssuppe med kødboller og melboller

Hønsekødsuppe er lunende lækker hyggemad. Det er en klassisk dansk ret, der bare aldrig går af mode, og som jeg får lyst til hvert år, når de koldere måneder melder deres ankomst.

Her får du min bedste opskrift på hønsekødssuppe lavet helt fra bunden. Med en suppe kogt på en hel kylling eller suppehønse, og sidenhen fyldt med grøntsager og hjemmelavede kødboller og melboller. Det er en ret, der tager tid, men det er dét værd, og opskriften giver en stor portion, så du har mad til flere dage eller fryseren.

 

hjemmelavet hønsekødsuppe

Hønsekødssuppe med kødboller og melboller

 

Bedøm denne ret

Hovedret til 4-6 personer personer
forberedelse 1 time / tilberedning 2 timer / i alt 3 timer

Ingredienser

Suppe

  • 1 kylling eller suppehøne
  • Ca. 3 liter vand eller til det dækker
  • 2 tsk salt
  • 15 peberkorn
  • 3 laurbærblade
  • de grønne blade af 3 porre
  • 0,5 knoldselleri eller 1 stor pastinak
  • 3 gulerod
  • 3 stængler bladselleri
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 håndfuld persille

Kødboller

  • 500 g hakket svinekød
  • 1 løg
  • 1 æg
  • 1 dl mælk
  • 3 spsk. hvedemel
  • 8 g salt (en lille spsk flagesalt)
  • friskkværnet peber
  • 1 liter grøntsagsbouillon

Melboller

  • 75 g smør
  • 2 dl vand
  • 125 g mel
  • 2 æg

Grøntsager

  • 3 gulerødder
  • 0,5 knoldselleri eller 1 stor pastinak
  • den lyse ende af 3 porrer
  • persille til servering

Fremgangsmåde

SUPPE

Læg kyllingen i en stor gryde. Hæld vand ved, indtil det dækker kyllingen. Bring gryden i kog, og lad det simre i 10 minutter. Nu vil grumset skum samle sig i overfladen. Fjern det forsigtig med en sigte, og kasser det, så vandet bliver helt klart. Dette kaldes at skumme suppen.

Tilsæt salt, og lad suppen simre, imens du klargør de smagsgivende grøntsager: Rens og skyl gulerødder, porre, knoldselleri og bladselleri grundigt, og skær det hele i grove skiver. Pil løg og hvidløg, og skær det i grove skiver. Skyl persille.

Skum suppen igen, hvis der er kommet nyt urent skum i overfladen. Tilsæt dernæst peber og laurbærblade til suppen sammen med alle grøntsagerne.

Lad suppen koge i 2 timer. Imens kan du lave kødboller og melboller.

Kødboller

Kom alle ingredienserne i en skål, og pisk det sammen med ene håndmikser med kødkroge. Stil farsen på køl i 30 minutter. Imens kan du lave melboller.

Bring en gryde med grøntsagsbouillon i kog. Form små kødboller med en teske og dump dem ned i gryden. Gentag med 10 kødboller. Lad dem dernæst koge i 5 minutter, til de flyder til toppen og er tilberedte hele vejen igennem. Fjern kødbollerne, og læg dem i en skål, imens du koger de næste kødboller. Gentag indtil al farsen er brugt.

MELBOLLER

Kom smør, vand og salt i en gryde, og bring det i kog, så smørret smelter. Tilsæt mel, og pisk med et piskeris, så du får en dej. Bliv ved med at piske, imens gryden står ved medium varme i et par minutter, til dejen samler sig til en blank masse.

Flyt dejen over i en ren skål, og lad den køle af i 5-10 minutter. Pisk dernæst æggene i et ad gangen, til du får en klistret, ensartet dej.

Bring en gryde med letsaltet vand i kog.

Melboller med bollesprøjte: Fyld dejen over i en bollesprøjte. Tryk langsomt en pølse dej ud af sprøjten. Skær pølsen over med en kniv efter hver 1,5-2 cm, og lad små boller dumpe ned i gryden med simrende vand. Kog melbollerne i cirka 5 minutter, og flyt dem over i et dørslag, så de kan dryppe af.

Melboller med sprøjtepose: Fyld dejen over i en sprøjte pose. Klip et hul på cirka 1,5 cm. Tryk langsomt en pølse dej ud af sprøjteposen. Klip pølsen over med en saks efter hver 1,5-2 cm, og lad små boller dumpe ned i gryden med simrende vand. Kog melbollerne i cirka 5 minutter, og flyt dem over i et dørslag, så de kan dryppe af.

SERVERING

Fjern dernæst forsigtigt kyllingen fra gryden, og lad den køle af. Derefter kan du plukke kødet fra. Det smager skønt i tarteletter, salater, suppe, hønsesalat og lignende.

Hæld suppen gennem en sigte, og kom det over i en ren gryde og bring den i kog. Smag suppen til med salt og peber.

Skær gulerødder og knoldselleri i små tern og porre i skiver. Tilsæt det til suppen, og lad grøntsagerne koge med i 5 minutter. Tilsæt dernæst kødboller og melboller. Varm det hele igennem, og servér med lidt persille på toppen.

Find flere opskrifter i samme kategori

hjemmelavet suppe med kødboller og melboller

 

Hjemmelavet hønsekødssuppe fra bunden

For mig smager en klassisk hønsekødssuppe med kødboller og melboller af barndom. Det er en ret, der var (og stadig er) et fast indslag i min familie. Hos mine bedsteforældre fik vi ofte suppen serveret, med tarteletter til forret (lavet af kødet fra hønen) og så en dejlig lunende suppe til hovedret. Det er en menu, som alle generationer bare elsker!

 

hønsekødssuppe med grøntsager, kødboller og melboller

Opskrift på melboller og kødboller

Som barn byttede min søster og jeg altid kødboller med melboller. Hun fik melbollerne, som ikke sagde mig det store, og jeg fik kødbollerne, som hun absolut ikke kunne lide. I dag ville jeg dog nødigt lave samme byttehandel, for jeg elsker både kødboller og melboller – særligt når de er hjemmelavede!

Når du laver en hjemmelavet hønsekødssuppe, kan du kan sagtens springe over, hvor gærdet er lidt lavere ved at bruge færdigkøbte kød- og melboller. Det gør jeg også sommetider, når tiden er knap. Men aller lækrest er det nu altså, når fyldet til suppen også er hjemmelavet.

hjemmelavede melboller

hønsekødssuppe med kødboller og melboller

 

Hjemmelavede melboller

Særligt melbollerne, synes jeg, er langt bedre hjemmelavede. Og så er de enormt hurtige at lave, så det er et ret overskueligt projekt, når man lige har prøvet det en enkelt gang.

Melbollerne laves på en base af smør og vand, der bringes i kog, så smørret smelter. Dernæst tilsættes mel og salt, og det piskes sammen til en bland dejkugle. Når den er kølet lidt af, piskes æg i lidt efter lidt, så man får en klistret blød dej, der kan sprøjtes ud som små melboller direkte ned i kogende vand.

Jeg bruger en såkaldt “bollesprøjte” till at sprøjte dejen ud i suppen. Du kan dog også snildt bruge en almindelig sprøjtepose til formålet.

 

Hjemmelavede kødboller

De hjemmelavede kødboller er ligesom melbollerne utrolig nemme at lave. De tager dog lidt længere tid, da hver enkelt kødbolle skal formes, som var det en lille frikadelle, inden de koges i en gryde.

Farsen minder faktisk i det hele taget ret meget om en frikadellefars. En fars på hakket svinekød, smagt til med løg, salt og peber og rørt med mel, mælk og æg.

Jeg foretrækker, at kødbollerne er små, og derfor bruger jeg en teske til at forme den. De bliver større, når de bliver kogt, så husk at forme kødboller, der er cirka halvt så store, som du ønsker resultatet.

 

grøntsager til hjemmelavet suppe

 

Grøntsager til hønsekødssuppe

Til denne opskrift har jeg handlet i Lidl, som havde alt, jeg havde brug for. I deres grøntafdeling, jeg fandt økologisk, dansk bladselleri, et flot knoldselleri, porrer og gulerødder. Det gav mig lyst til at bruge sæsonens grove grøntsager til en dejlig suppe. Både som smagsgivere til suppen, når den koges, og som fyld.

I Lidls butikker kan man altid finde  mere end 140 forskellige slags frugt og grønt. Der leveres friske forsyninger af sæsonens frugter og grøntsager hver dag for at sikre den bedst mulige kvalitet og friskhed. Jeg er særligt imponeret over det store udvalg af økologi og danske råvarer, der inspirerer mig til at spise med sæsonen og prøve nye opskrifteer.

 

 

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar