Kyllingenuggets med cornflakes & BBQ-sauce

Dagens opskrift er et sandt hverdagshit!

Et familiehit, vil jeg faktisk kalde det, for hvem elsker ikke kyllingenuggets? Og BBQ?! Ja, jeg spørger bare.

Her paneres kyllingen i cornflakes, hvilket giver fantastiske, sprøde nuggets.

Kyllingenuggets med cornflakes

Kyllingenuggets med kartofler og BBQ-sauce

Hovedret til 4 personer
forberedelse 25 min / tilberedning 30 min / i alt 55 min

Ingredienser

Kyllingenuggets

  • 500 g kyllingebrystfilet
  • 150 g cornflakes
  • 2 dl majsmel
  • 1 tsk. salt
  • 2 æg

Ovnbagte kartofler

  • 4 bagekartofler
  • 1 spsk. olivenolie
  • ½ tsk. salt

Barbecuesauce

  • 140 g koncentreret tomatpuré
  • 4 spsk. ahornsirup
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. æblecidereddike
  • 1 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • 1 tsk. tørrede chiliflager
  • 1 tsk. salt

Til servering

  • 1 grønt hovedsalat
  • 300 g gulerødder
  • 1 agurk

Fremgangsmåde

Ovnbagte kartofler

Tænd ovnen på 200° varmluft. Skrub kartoflerne, og skær dem i stave. Vend dem med olie og salt, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i ca. 30 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Kyllingenuggets

Skær kyllingebrystfileter i mundrette stykker. Knus cornflakes i en foodprocessor, eller læg dem i en pose, og knus dem med en kagerulle. Vend kyllingestykkerne i en blanding af majsmel og salt. Vend dem derefter i sammenpisket æg og til sidst i knuste cornflakes. Fordel de panerede nuggets på en ny bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen sammen med kartoflerne i ca. 15 minutter, til de er gyldne og gennemstegte.

Barbecuesauce

Bland alle ingredienserne sammen, og smag til.

Til servering

Skyl og pluk salaten. Skræl gulerødder, skyl agurk, og skær begge dele i stave. Servér nuggets med ovnbagte kartofler, barbecuesauce, grøntsagsstave og salatblade.

Find flere opskrifter i samme kategori

Kyllingenuggets paneret i cornflakes

Kyllingenuggets med cornflakes smager ganske fantastisk! Og så er min opskrift på nuggets tilmed en hel del sundere, end dem du finder på Maccen.

Mine nuggets er paneret i cornflaske og majsmel og bagt i ovnen fremfor dyppet i frituren. Og nu må I altså ikke tro, at det gør dem kedelige og tørre! Nej, kødet forbliver saftigt, mens ydersiden bliver så knasende sprød, så man næsten bliver i tvivl om, nuggetsene har fået en tur i den gyldne gryde.

Prøv også: Nuggets paneret i sprøde nachos

Nuggets med barbeque sauce

De små sprøde kyllingehapsere serverer jeg med ovnbagte kartofler, gnavegrønt og en super nem og smagfuld BBQ-sauce, som man kan dyppe både det ene, andet og tredje i.

Måltiden kan bikses sammen på en god halv time og er altså et ret overskueligt projekt – hvad end det er til børnefødselsdagen eller som tømmermændsmad 😉

 

Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.

 

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar