Smørrebrød

For mig er smørrebrød meget mere end en almindelig rugbrødsmad. Det er en sand luksus servering, der gerne skal være højtbelagt med godt pålæg, toppings og alverdens lækkerier.

Jeg serverer ofte smørrebrød, når jeg får gæster til frokost, men det kan også være en nem aftensmad. Egentlig er det jo “bare” en rugbrødsmad, men det gør så meget for oplevelsen, at der er gjort lidt ud af anretningen, og at madderne er fint pyntet.

På denne side har jeg samlet mine personlige smørrebrødsfavoritter. Jeg tager udgangspunkt i de klassiske varianter, men har i mange af opskrifterne tilført et moderne twist.

Jeg håber, at du får lyst til at gå i køkkenet og lave lækkert højtbelagt smørrebrød. God fornøjelse!

Hvordan laver man smørrebrød?

Smørrebrød er i virkeligheden bare en fancy rugbrødsmad. Ofte er der kræset ekstra om pålægget, som anrettes højtbelagt. Som pålæg bruges der ofte roastbeef, mørbrad, leverpostej eller sild. Mange pynter smørrebrødet med krydderurter, som gør at smørrebrødet tager sig fint ud.

Opskrift på rugbrød til lækkert smørrebrød

Jeg vil anbefale dig min opskrift på hjemmebagt rugbrød, da dette virkelig kan løfte smørrebrødet med højder. For mange kan det synes uoverskueligt at skulle lave sit eget rugbrød – men det er meget nemmere, end man tror. I opskriften guider jeg dig gennem hele processen, så du nemt kan lave dit helt eget rugbrød.

Ideer til opskrifter på smørrebrød

For mig er en evig favorit smørrebrød med roastbeef. I denne opskrift har jeg skiftet de ristede røg ud med saltede mandler, hvilket giver en dejlig sprødhed. Derudover bruger jeg min hjemmelavede remoulade, som er utrolig velsmagende og nem at lave. Til jule- og påskefrokoster er sild og karrysalat nærmest obligatorisk. Karrysalat er virkelig nemt at lave og smager så meget bedre end købevarianterne, man kan få i supermarkedet.

Smørrebrød med fisk

Hvis du laver en servering med forskellige smørrebrød, synes jeg næsten, det hører sig til, at mindst én af varianterne er med fisk. Her kan jeg varmt anbefale smørrebrød med laks og rejer, der aldrig slår fejl, hvad end det er på et stjerneskud eller til vinterens julefrokost. Jeg vil også anbefale dig at toppe med fiskefilet, laksemousse eller fiskefrikadeller.