Min fødselsberetning med Otto – Del 1

 

Ingen fødsler er ens. Den sætning stødte jeg på mange gange, da jeg forberedte mig på min første fødsel ved at læse andres fødselsberetninger. Og nu, hvor jeg selv sidder her og skribler på min egen fortælling, kan jeg kun nikke genkendende til udsagnet. Lige meget hvor meget, jeg havde forberedt mig på fødslen, hvor mange beretninger, jeg havde læst/hørt/set, ville det have været helt umuligt at forudse, hvordan forløbet ville udvikle sig. Man ved aldrig hvad der venter en, når først veerne melder deres ankomst – heller ikke selvom man har født før eller er gået til en særlig form for fødselsforberedelse.

 

Læs også: Min graviditet 1. trimester

 

Fødselsberetning – Sådan kom Otto til verden

Med det in mente, vil jeg her fortælle jer min egen fødselsberetning (eller Ottos er det vel?). Jeg havde ikke nogen exceptionel nem eller hurtig fødsel. Men jeg havde stadig en rigtig god oplevelse. Eller en vild oplevelse, er det ord, der beskrive det bedst, synes jeg. På nogle måder gik det slet ikke, som jeg havde forestillet mig og forberedt mig på, og på andre måder gør det mig både glad og stolt at tænke tilbage på fødslen, og hvad jeg (eller vi – Simon, min søster, jordemoderen og jeg) præsterede. Og mest af alt, fordi det hele resulterede i, at vi mødte vores lille dreng for første gang ♥

Fødselsberetningen er blevet ret lang (jeg har ikke kunnet og ville skære noget fra), så her får I første del. Fra den dag veerne begyndte, til da vi tog på hospitalet. Den aktive fødsel, pressefasen og kulminationen på det hele, glæder jeg mig til at fortælle jer om snart.

Læs også: Min graviditet 2. trimester

 

Fødselsmodnende behandling

Jeg var gået en uge over termin og bekymringen om, om fødslen mon ville gå i gang af sig selv, begyndte at fylde en del. Særligt fordi, min termin var lige i juledagene, og jeg derfor måtte vente med et nyt jordemoderbesøg til dagen inden, fødslen sandsynligvis skulle sættes i gang. Det var to uger efter sidste konsultation, og for mig føltes det som lang tid at gå uden at få en fagpersons ord på, at alt var, som det skulle være, og at han stadig havde det godt inde i maven. For at undgå, at bekymringerne tog overhånd, valgte jeg at tage forbi Signes Scanningsklinik til en fødselsmodnende behandling samt en hindeløsning. Både for at se, om det mon kunne sætte gang i sagerne (spoiler: det kunne det!), og for at få et tjek af en jordemoder, så jeg kunne få lidt ro i hovedet.

 

Rebozo, akupunktur og hindeløsning

Til behandlingen fik jeg rebozo, akupunktur og en hindeløsning, og så hjalp selve snakken med jordemoderen mig til at give slip på bekymringerne. Hun bekræftede, at baby havde det godt, og at de tegn, jeg oplevede, betød at fødslen nærmede sig.

 

Læs også: Træning som gravid

 

Morgenmad og biograftur

Efter behandlingen hentede Simon mig, og så gik vi ellers ned i byen for at spise morgenmad på La Cabra. Og imens vi nød det, der nok godt kan kaldes en af mine største graviditetscravings (godt surdejsbrød med ost!), snakkede vi lidt om, hvordan vi skulle få ventetiden op til fødslen til at gå. Jeg var ærligt talt død træt af gode råd om sex, brystmassage, lure, gåture, squats, spicy mad og alverdens oxitocin-boostende aktiviteter. Og jeg var nået til det punkt, hvor kommentaren “du skal bare slappe af og hygge dig, så sker det!”, fik mig til alt andet end at slappe af. Simon og jeg blev derfor enige om, at vi skulle prøve at få tiden til at gå ved at tage ud og lave noget i stedet for bare at sidde derhjemme. Og derfor endte vi med at tage en tur i biffen (det var trods alt lidt begrænset, hvilke aktiviteter min højgravide krop kunne holde til…).

Begyndende veer i biffen

Filmen gik i biografen på Trøjborg, en halv times gåtur fra midtbyen, men det endte med at tage knap den dobbelte tid at nå derop, fordi jeg fik plukkeveer, hvis jeg ikke gik heeeelt roligt og langsomt. Stærkere plukkeveer, end jeg før havde oplevet, hvilket jeg tænkte måtte skyldes hindeløsningen og derfor ikke lagde det store i.

Imens vi sad i biografsalen, begyndte plukkeveerne dog at nive lidt, og da filmen havde nået sin slutning, kom de ret regelmæssigt. “Jeg tror måske, jeg er begyndt at have veer”, hviskede jeg til Simon i mørket, men han tog meldingen ret afslappet, og gav min hånd et klem, som jeg vidste betød “Vi får se, Skat”. Den sidste uge havde jeg nemlig haft lignende regelmæssige plukkeveer et par nætter, som bare var gået i sig selv igen.

 

Veerne tager fat

Men det gjorde de ikke denne gang. Plukkeveerne tog langsomt til i styrke, og da klokken blev 21, var jeg ikke længere i tvivl. Det var altså veer, rigtige veer, jeg mærkede, og da jeg forsøgte at lægge mig til at sove, måtte jeg hurtigt opgive. Det spændte op, nev og bed kraftigt, og bølgen af smerte kom oftere og oftere.

Ved midtnatstid blev vi enige om, at det nok var smart, at Simon fik noget søvn, selvom jeg havde svært ved at få lukket et øje. I stedet satte jeg mig på en pilatesbold i soveværelset, der var oplyst af små stearinlys, med en god playliste i baggrunden. Og så sad jeg ellers der og bouncede, med en selenitkrystal i hver hånd, og øvede min Laboro-vejrtrækning (fra Smertefri Fødsel) hver gang jeg fik en ve. Da Simon vågnede igen ved en 3-tiden, lunede han et par pølsehorn til os, som jeg spiste på bolden mellem veerne. Sammentrækningerne var begyndt at gøre ægte ondt nu, så jeg ikke kunne snakke eller fokusere på noget som helst andet end min krop, når det gik løs.

 

Læs også: Min graviditet 3. trimester

 

Simon prøvede at tage tid på veerne, og da det vidste sig, at de kom med en 5 minutters mellemrum og varende et lille minut, blev vi enige om, at vi måske skulle ringe til fødegangen. Bare for lige at fortælle, at noget var i gang, og for at høre, hvornår vi skulle komme ind på hospitalet (på det tidspunkt tænkte jeg jo, at jeg nok seneste havde født engang om formiddagen næste dag…)

Jordemoderen, jeg fik i røret, meldte ret hurtigt ud, at det lød til, at jeg var i åbningsfasen, og hun rådede os derfor til at blive derhjemme og være tålmodige, indtil vi ikke følte, vi kunne klare skansen selv.

 

 

En dag hjemme med veer

Timerne gik, veerne fortsatte regelmæssigt, og pludselig var det morgen. Jeg havde ikke sovet mere end et par minutter hist og her, men var egentlig ved godt mod, for jeg følte, jeg havde god kontrol over veerne. Jovist, de kunne da mærkes, men så længe jeg arbejdede med dem, afspændte og brugte min vejrtrækning, synes jeg sagtens, jeg kunne rumme smerten.

Så jeg stod op, spiste lidt morgenmad, tog et bad og ringede til min søster Johanne, som skulle være med til fødslen. Alt sammen imens jeg cirka hvert femte minut pausede og “tog en ve”.

Det var lige så langsomt ved at gå op for mig, at jeg nok ikke ville få en lyn-fødsel, og jeg besluttede mig derfor for at ruste mig selv med tålmodighed. Nu var vi i gang! Det var dagen, hvor vi skulle møde vores søn (troede jeg…).

Ro og nærvær

Hjemme i lejligheden tændte vi for stearinlys, god musik og indrettede sofaområdet som en lille ‘fødestue’ med snacks, puder og pilatesbold. Simon og min søster hyggesnakkede med mig i ve-pauserne, og vi forsøgte at par gange at se Netflix, men vi måtte hurtigt opgive, fordi jeg konstant fik veer og mistede koncentrationen. I stedet gik timerne med, at min søster strikkede, og Simon fiflede rundt i lejligheden, når jeg ikke havde brug for ham. Han spillede guitar, gav mig rebozo-massage og vred klude op i varmt vand, som jeg placerede på lænden som lindring.

Og sådan gik timerne. Veerne var fortsat regelmæssige, de meldte deres ankomst cirka hvert 5. minut og tog langsomt til i styrke, men det var ikke noget, jeg ikke kunne klare med laboro-vejrtrækning og afspænding.

I det hele taget er døgnet, jeg endte med at bruge hjemme med veer, noget jeg tænker tilbage på med et smil på læben. Det var fyldt med ro, nærvær og så meget kærlighed, og jeg følte mig helt tryg og i kontrol.

 

Tålmodigheden slipper op

Ved 16-tiden besluttede vi os for at ringe ind til fødegangen igen. Ikke fordi, jeg ikke kunne håndtere veerne, men fordi, jeg så småt var begyndt at blive utålmodig. Altså var der overhovedet progression? Og hvordan skulle det ikke gå, hvis der ikke snart skete noget? Jeg havde jo ikke sovet og bekymrede mig om, om kræfterne mon ville slippe op, før det rigtig gik løs.

Jordemoderen i røret var stadig overbevist om, at jeg ikke var i aktiv fødsel, men foreslog mig, at vi kiggede forbi sidst på dagen. Så kunne jeg lige blive undersøgt og få et såkaldt “sovesæt” (sovemedicin og smertestillende), så jeg kunne få hvilet lidt.

Varme pude og kolde hænder

Jeg følte mig ikke utryg ved af være hjemme, så jeg aftalte med jordemoderen, at vi lige gav det nogle timer mere, inden vi kiggede forbi. Men i stedet for at lægge mig tilbage på sofaen med en varmepude på lænden, begyndte jeg i stedet at vandre rundt (og rundt og rundt) i stuen. Dét måtte da sætte gang i noget, tænkte jeg.

Og det gjorde det så sandelig også! Veerne begyndte at melde deres ankomst oftere med 3 minutters mellemrum, og de tog væsentligt til i styrke. Pludselig var varmepuden på lænden et kæmpe no-go, for jeg havde følelsen af, at min lænd stod i flammer. I stedet tog Simon sine hænder ind under en kold hane, inden han placerede dem på min lænd, hver gang jeg fik en ve.

Efter et par timer mere af de stadig tiltagende veer, jamrede jeg til Simon og min søster, at nu ville jeg altså gerne på hospitalet. Jeg havde sværere og sværere ved af kontrollere veerne, og var overbevist om, at nu måtte jeg altså være i aktiv fødsel – det kunne jo umuligt blive mere intenst?!? Simon ringede derfor til fødegangen og aftale, at vi ville køre afsted, så jeg kunne blive undersøgt. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg inderligt ønskede, at jeg ikke ville blive sendt hjem igen…

(fortsættelse følger)

6 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Så fint en beskrivelse af forløbet indtil nu 🙂
    God idé at I havde gjort en dyd ud af, at lave et hyggeligt rum for veer og kærlighed og støtte 🙂
    Baby kan jo mærke alle stemninger, lyd med mere.
    Ser hyggeligt og rart ud med guitar til veerne 🙂
    Jeg ønsker dig/jer en god dag og glæder mig til næste afsnit 🙂

  2. Hej Emma

    Tak for at dele din fortælling. Det er spændende at følge med, også selvom jeg hverken har børn eller er gravid! Jeg glæder mig til næste afsnit 🙂

    Et andet spørgsmål – hvor er jeres billede over sofaen fra? Jeg synes, at jeg kan genkende motivet, men jeg kan ikke placere det 🙂

Skriv en kommentar