Min fødselsberetning med Otto – Del 2

 

Dette er fortsættelsen på min fødselsberetning med Otto. Læs del 1 her
Fortællingen blev længere end, jeg først forestillede mig, så for at blogpostet ikke bliver for langt, bryder jeg den op i tre dele. Tredje og sidste del kommer snarest. 

 

Endelig var der afgang til hospitalet. Simon pakkede de sidste ting og kørte bilen op foran lejligheden, så jeg nærmest kunne gå direkte fra hoveddøren ind på forsædet . Eller bare og bare… Jeg fik på dette tidspunkt veer med 2-3 minutters mellemrum, og de var så intense, at det var enormt smertefuldt, hvis jeg ikke virkelig fokuserede på min vejrtrækning og afspænding. Noget der føltes umuligt at mestre, imens jeg skulle kæmpe mig ned af trappen fra lejligheden og sætte mig ind i bilen.

På vej ind på forsædet fik jeg en ve med det ene ben inde i bilen og det andet på fortorvet. Og der jamrede og piv jeg for første gang højlydt. Jeg mistede fuldstændig kontrollen, og hele turen i bilen var mildest talt frygtelig. Jeg havde svært ved at håndtere veerne, og Otto begyndte tilmed at sparke kraftigt rundt inde i maven, hvilket udløste en form for kraftige plukkeveer mellem de rigtige veer. Det føles altså nærmest som én lang ve, der blot varierede i styrke, og jeg fik ingen pauser til at slappe af og forberede mig på den næste.

 

Læs også: Min graviditet 1. trimester

 

De første undersøgelser

På hospitalet blev vi mødt af en jordemoder og en jordemoderstuderende, der sammen skulle undersøge mig. De viste os ind i et lokale, hvor jeg blev guidet op på en briks og fik at vide, at jeg skulle tage bukserne af. “Men behold dem bare om anklerne – så er de nemmere at få på igen, når man skal hjem i bilen igen”, sagde jordemoderen, i hvad jeg opfattede som en lettere sarkastisk tone.

Denne del af fortællingen har jeg i det hele taget været lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle beskrive. Det var nemlig en ret ærgerlig oplevelse, og jeg var slet, slet ikke på bølgelængde med jordemoderen. Den studerende var så sød, og jeg havde intet imod, at hun også undersøgte mig. Men jeg oplevede, at jordemoderen talte ned til mig, at hun egentlig bare synes, jeg var til besvær, og jeg følte ikke, jeg blev informeret ordentligt om, hvad der foregik, imens de to havde deres dialog. Måske det skyldes, at mit overskud var lavt på grund af manglede søvn og de intense veer, men jeg endte til sidst med at bryde ud i gråd og fik fremstammet, at “jeg synes altså ikke, at du taler særlig pænt til mig”.

 

Læs også: Min graviditet 2. trimester

 

Kun 2 cm!

Jordemoderen virkede ret uforstående for min udmelding, og imens jeg lå og småjamrede og græd, fortalte hun, at jeg var 2 cm åben. Kun 2 cm! Det vidste jeg godt, hvad betød. Jeg var ikke i aktiv fødsel, og jeg begyndte straks at panikke lidt over at skulle ud på endnu en frygtelig biltur.

“Jeg kan se, at du har svært ved at spænde af”, konstaterede jordemoderen. “Det ser vi tit, når folk bruger Smertefri fødsels vejrtrækning. De spænder ikke ordentligt af i underlivet, og så kan veerne ikke gøre deres arbejde”.

Her var jeg mildest talt på sammenbruddets rand. Først og fremmest var jeg ikke i aktiv fødsel og ville sandsynligvis blive sendt hjem, og nu fik jeg tilmed at vide, at jeg ikke burde bruge den vejrtrækningsteknik, som jeg følte var det eneste, der gjorde, at jeg kunne magte veerne.

 

Læs også: Træning som gravid

 

Uden at uddybe yderligere fortalte jordemoderen, at de ville lave nogle målinger, og så forlod hun ellers lokalet og overlod det til den studerende. Hun satte nogle elektroder på min mave, der målte veerne, og så lod de os, Simon, min søster og jeg, være alene i lokalet.

Jordemoderen og den studerende kom tilbage igen efter en lille time (eller deromkring – her havde jeg for alvor mistet tidsfornemmelsen), hvor de fortalte, at de godt kunne se, at der var godt gang i veerne. Og at de selvfølgelig ikke ville sende mig hjem. Halleluja, tænkte jeg! Men jeg blev også straks frustreret over, at jeg først fik beskeden der, og jeg besluttede mig for, at jeg måtte bede om en anden jordemoder til fødslen. Så langt nåede vi dog heldigvis ikke, for jordemoderen forklarede, at der var vagtskifte efter 15 minutter. De ville altså få gjorde en stue klar til mig, og så ville der komme en anden jordemoder og tage imod mig. Dobbelt halleluja!

 

 

En ny start og vejrtrækning

Vi blev vist ind på fødestuen, og jeg satte jeg mig på briksen og fokuserede på veerne – fuldstændig i min egen verden. Imens skruede Simon og min søster ned for lyset på stuen og tændte en masse små elektriske fyrfadslys for at skabe en hyggeligere og ikke så hospitalsagtig stemning (det kan varmt anbefales og gjorde en verden til forskel).

Ganske kort efter kom den nye jordemoder. Et kendt ansigt, som vi havde været til konsultation hos et par uger tidligere. Jeg åndede lettet op og besluttede mig der for at viske lærredet rent og lægge de sidste timers mindre gode oplevelse bag mig.

En anden vejrtrækningsteknik

Jordemoderen spurgte ind til, hvordan jeg havde det, og her fik jeg fremstammet, at jeg var usikker på, om den laboro-vejrtrækning, jeg havde forsøgt mig med, fungerede for mig, eller om den fik mig til at spænde op i bækkenet. Hun foreslog derfor, at jeg gav lange og dybe vejrtrækninger et forsøg. Derfor udskiftede jeg den hurtigere, mere gispende vejrtrækning med noget, der minder om yogaens ujjayi-vejrtrækning. Langsomt, dybt og bevidst gennem næsen.

Ved de første veer var det enormt smertefuldt. Veerne føltes dobbelt så intense, og jeg skulle virkelig koncentere mig for at være i min krop uden at panikke. Men jeg fortalte mig selv, at det gjorde ekstra ondt, netop fordi det virkede, og gjorde mit allerbedste for blot at tillade smerten, imens min krop forblev rolig. Samtidig forestillede jeg mig, at de dybe, langsomme vejrtrækninger gik gennem mit underliv, så det blev helt tungt og afslappet.

Det krævede fuld koncentration for mig at tage veerne med den nye vejrtrækning, så jeg bad Johanne, Simon og jordemoderen om at udlade at snakke til mig, med mindre det var nødvendigt. Jeg havde brug for fuldstændig ro, så jeg kunne bevare fokus.

 

Læs også: Min fødselsberetning med Otto – del 1

 

Akupunktur og ønskesedlen

Imens jeg koncentrerede mig om veerne, fandt Simon den såkaldte “ønskeseddel” frem, hvorpå vi havde skrevet vores ønsker til fødslen ned til jordemoderen. Hun læste den i ro og mag og henvendte sig derefter til mig: “Jeg kan se, at du ønsker akupunktur og at komme i vand. Vandet må vi vente med, til du er i aktiv fødsel. Men jeg kan sætte nogle nåle i, der kan virke smertelindrende, hvis du har lyst?”. Det nikkede jeg ja til, og kort tid efter sad jeg med nåle i hænder, lænd, fødder og pande, med åben mund og lukkede øjne, og fokuserede fuldstændig på veerne.

Her blev jeg siddende en times tid, hvorefter jordemoderen spurgte, om hun måtte tjekke, om jeg havde åbnet mig. Jeg fik derfor lagt mig ned på briksen og håbede inderligt, at nu måtte jeg da være i aktiv fødsel.

 

Aktiv fødsel

“Den dér vejrtrækning må virke! Du er 8 cm åben!”

What?!? 8 cm! Vi var alle sammen ret overraskede. Lettede. Og lidt forvirrede. Om det var den nye vejrtrækning, der betød, at jeg åbnede mig fra 2 til 8 cm på omkring to timer – eller om det hele også ville have taget fart, selvom jeg havde holdt fast i laboro-vejrtrækningen, ved jeg ikke. Men jeg er overbevist om, at det store fokus på at spænde heeeeelt af i underlivet gjorde en forskel.

“Nå, jeg må hellere få fyldt fødekaret op, hvis du skal nå og i vandet”, sagde jordemoderen, og gik ind i et mindre lokale ved siden af fødestuen.

Fødeland

Kort tid efter kunne jeg smide alt tøjet og hoppe i det lune vand. Og hvor var det bare fantastisk! Varmen fra vandet var enormt lindrende, og så gav det mig en følelse af bevægelsesfrihed tilbage. Jeg havde haft svært ved at skifte stilling mellem veerne, men under vandet kunne jeg let flyde rundt, som det føles godt.

Omkring karet sad mine tre fødselshjælpere og observerede. Jeg lå hovedsagligt på ryggen og lod min krop bølge gennem vandet, når jeg fik en ve. Med ørene under vandet og lukkede øjne, fuldstændig i “fødeland”. Lokalet var mørkt, kun oplyst af en masse små elektriske fyrfadslys, som Johanne og Simon havde flyttet ind i lokalet.

PLADSK!

Pludselig går vandet – i vandet. Og jeg går med det samme i panik. Følelsen er ekstremt forløsende, men nærmest med det samme ændrer veerne karakter, og jeg føler, jeg mister kontrollen.

Jeg kan huske, at vi under den offentlige fødselsforberedelse havde hørt om “spring-ud-af-vinduet-fasen”. Tidspunket under fødslen, ofte lige inden pressefasen, hvor man pludselig går i panik og siger, råber, skriger de underligste ting (som at nu springer man ud af vinduet!). Det tidspunkt var vi vist nået til nu. Jeg vågnede op fra min fødselstrance og plaskede rundt i vandet.

“Hjælp! Hvad sker der?! Jeg er bange. Jeg har virkelig brug for, at du hjælper mig nu”, jamrede jeg panisk til Jordemoderen. Og hun var heldigvis lynhurtig til at få mig til at slappe af igen. Hun forklarede, at vandet var gået, men at alt så normalt ud. At jeg skulle stole på min krop, og at jeg gjorde det så godt.

Pressetrang

Straks som jeg begyndte at slappe lidt mere af, begyndte jeg at få pressetrang. Ja, det var nærmest umuligt for mig at lade være med at presse med, og det hjalp ikke på panikken. Jeg var jo ikke åben nok, og det var alt for tidligt, tænkte jeg. Men jordemoderen forsikrede mig om, at jeg blot skulle stole på min krop og følge med – hvis jeg havde lyst til at presse med, var det fordi, jeg var klar til det. Men hun ville gerne lige tjekke, hvor meget jeg havde åbnet mig efter næste ve.

Omkring 10 cm var hendes vurdering. Fedt! Nu var vi snart i mål. Men med den gode nyhed kom der også en anden meldingen: “Hovedet står lidt skævt. Hvis det ikke retter sig op snart, må vi hellere få dig op af vandet.” 

(fortsættes)

16 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Søde Emma.

    Som jordemoderstuderende har jeg desværre også oplevet mange kvinder hvor smertefri fødsel ødelagde det fuldstændigt for dem.
    Når det sker skal vi bare hjælpe med en anden vejrtrækning – og så er man videre. Sikke en dum og ærgerlig oplevelse med den jordemoder. Godt du hurtigt slap for hende ❤️

    Kram

    1. Hej Jannike 🙂
      Jeg oplevede netop, at den anden jordemoder var så god til at hjælpe mig med at skifte vejrtrækning. På en virkelig god, opløftende måde, hvor hun ikke fik mig til at føle mig forkert.

      KH

    2. Hej Jannike
      Jeg læser ikke, at det var Emmas vejrtrækning, der ødelagde det for hende. Tværtimod læser jeg det som, at det var hendes første jordemoder, der tog Emmas selvbestemmelse fra hende. Jeg havde selv en jordemoder, som ikke respekterede mit valg af fødselsforberedelse (også smertefri fødsel), og hun røg ud på røv og albuer, for at sige det pænt. Så gik resten af fødslen super godt.
      Jeg håber, at du, når du er færdig som jordemoder, husker at støtte den fødende i hendes valg og ønsker frem for din forudindtagede holdning til, hvordan hun “ødelægger sin fødsel”.

  2. Så bra at du fikk en ny jordmor !! Jordmødre SKAL VÆRE hyggelige og inngi trygghet. Send en klage, så gjør du fremtidige mødre også en tjeneste !
    Med vennlig hilsen
    🙂

  3. Åh det lyder næsten som den oplevelse jeg havde på Skejby..
    efter en nat med voldsomme veer (dog med 10-15min imellem) kørte vi til Skejby, for havde bare brug for at vide at det som gjorde SÅ ondt havde en effekt. Og bliver som det første mødt med beskeden “ja, du er i hvertfald ikke i fødsel” – øh ja – jeg vidste godt at jeg ikke var i aktiv fødsel, men at blive mødt med så lidt medfølelse og tillid, var så ubehageligt.
    Efter hun havde undersøgt mig, måtte hun dog erkende at jeg var ret langt – 2cm åben, livmoderhalsen var væk og at jeg nok ville være i aktiv fødsel efter 4-6 timer
    (Vi blev dog sendt hjem igen med smerte cocktail, og fik anden jordemor da vi kom derud igen efter 6 timer, hvor jeg var så var de gyldne 4 cm åben)

    1. Øv, det lyder også som en kedelig oplevelse. Jeg havde det på samme måde – havde ikke været ked af, at få at vide, at jeg var 2 cm åben, hvis jeg var blevet mødt af omsorg og forståelse. Og havde fået støtte og hjælp til, hvad jeg SÅ kunne gøre (for jeg kunne ikke overskue, at det bare skulle fortsætte sådan efter 1,5 døgn med veer). Mest af alt havde jeg dog oplevelsen af, at hun synes, jeg skabte mig, når jeg havde veer, og at hun spildte sin tid på en, der alligevel ikke var i fødsel.

  4. Spring ud af vinduet-fasen har jeg ikke hørt om. Men jeg kan så godt genkende det fra mine fødsler. Det var nok der, hvor jeg henholdsvis spurgte, om vi kunne vente til i morgen, og hvor jeg bad om et glas vand. 🙈

  5. Det er simpelthen sådan en stærk fortælling. Jeg takkede dig for at dele din fødselsberetning i en kommentar til 1. del, og jeg er nødt til at takke igen ❤ det er spændende at læse om en fødsel som ikke bare er rosenrød. Du er så sej!
    Og hvor er det forresten nogle smukke billeder.

  6. Åh, hvor du beskriver det hele godt. Så dejligt, at du deler – også det mindre sjove ❤️ Lange, dybe vejrtrækninger fungerede også så godt for mig og gav mig en hurtig fødsel – tror jeg i hvert fald 😉 Jeg havde gået til ff hos en jordemoder, så det var måske derfor. Min datter lå dog også skævt, meget skævt endda, og pressefasen var laaang, så jeg glæder mig til at læse del 3 😘 Tillykke med jeres søn. Børn er små mirakler ❤️

  7. Kan til en anden gang kan jeg anbefale Ambika (Marianne Ravn) til fødselsforberedelse. Hun er uddannet jordmoder og yogalærer, så forberedelsen er halv yoga og halv “teknisk” forklaring af en fødsel. Hun fokusere på lange dybe vejrtrækninger (som i yoga) og at mester og åbne sig for smerten gennem det. Hun er fantastisk og kan varmt anbefales.

  8. Åh så spännande!
    Jag kan inte slita mig, trots att jag är så dålig på danska. (Google translate på endel av orden)
    Jag ska föda mitt tredje barn i maj och har profylaxandats genom genom båda förlossningarna och det har gått jättebra. Senaste var nu 6 år sedan och jag är nog mer rädd än jag vart förut, fråga mig inte varför. Kanske för att jag vet vad som väntar…
    Men blir riktigt stärkt av att läsa din berättelse!
    Ser fram emot del 3!
    Kram

  9. Puha, jeg blev helt rørt af at læse din fortælling. Jeg følte, at jeg mærkede alle de følelser , du var igennem. Tak for at dele – det er dejligt med alle detaljerne. 🙂

      1. Hvor er det en flot og ærlig måde du fortæller på Emma! Så sejt og imponerende, og meget spændende læsning. Jeg skal selv føde til Maj og har valgt fødselsforberedelse (kursus) fra. Jeg tror på at kvindekroppen kan det selv og at man skal mærke efter. Fokus på naturligt dybt åndedræt til at slappe underlivet af. Det bekræfter din fortælling mig i. Godt du fik en anden jordemoder! Tusind tak fordi du deler❤️

Skriv en kommentar