Min fødselsberetning med Otto – Del 3

 

Dette er sidste del på min fødselsberetning med Otto. Læs del 1 om den lange åbningsfase hjemme her her og læs del 2 om den første tid på hospitalet her.

 

At hovedet stod skævt, var en af de ting, jeg havde været nervøs for op til fødslen. Til den fødselsforberedelse, vi havde været til, var der nemlig to andengangsgravide, som havde haft en frygtelig første fødselsoplevelse, netop fordi deres barn havde haft skæv hovedstilling. Og jeg havde selv på fornemmelsen, at det også var tilfældet med Otto, fordi jeg mærkede et større tryk mod min højre hofte i de sidste måneder af graviditeten.

 

Læs også: Min graviditet 1. trimester

En brølende urkvinde

Da jordemoderen konstaterede, at hovedet stod skævt, var min første og eneste respons: “Fortæl mig, hvad jeg kan gøre!”. Hun forklarede, at jeg skulle forestille mig, at jeg skulle lirke en nøgle ind i en gammel, rusten lås. At jeg skulle bevæge hofterne og forsøge at skrue hovedet på plads. Så det gjorde jeg. Jeg fik mig møvet om, så jeg stod skiftevis på alle fire og i en squat i fødekaret, og hver gang jeg fik en ve, skvulpede vandet rundt, fordi jeg rystede med hofterne. Det gjorde vanvittigt ondt at bevæge sig, imens jeg havde veer, men jeg vidste, at det var nødvendigt, så jeg gjorde det alligevel.

Her begyndte der også at komme lyd på. Jeg havde pressetrang på toppen af veerne, og når kroppen pressede med, var det nærmest umuligt for mig at holde lyden inde. “Det kan være en god idé at bruge dybere toner – så hjælper det presset i stedet for, at det bare bruger energi”, guidede jordemoderen. Og jeg tog det til mig med det samme. Fra at have lavet høje, pivende aaaaaarh skrig, ændrede jeg det til dybe, nærmest dyriske ååååååååååh brøl. Ja, jeg lød vel nogenlunde som en ko, der kælver, og jeg følte mig vitterligt som den vildeste urkvinde, som jeg lå der og plaskede rundt i vandet, imens jeg twerkede og brølede.

 

Læs også: Min graviditet 2. trimester

 

 

Hovedet retter sig op

Efter en halv times tid tjekkede jordemoderen igen. “Hovedet har rettet sig mere op”,  sagde hun med overraskelse i stemmen. Og jeg nåede lige at tænkte “hold kæft, jeg er sej!”, inden næste ve bølgede ind over mig,

Jordemoderen mente også, at nu var det ved at være oppe over, for hun kunne mærke hovedet var godt på vej ned. Hun foreslog derfor, at jeg kom op af vandet, så det kunne nå at blive skiftet, inden jeg fødte. Det var jo både fyldt med fostervand og, ja, også en del afførring… For man kan altså ikke presse noget ud gennem det ene hul, uden at der kommer noget ud af det andet.

 

Læs også: Træning som gravid

Op af vandet

Jeg fik møvet mig op af vandet og ud i bruseren, hvor Johanne og Simon skyllede min krop. Herefter hjalp de mig i hospitalstøj, så jeg ikke blev kold, for det tog tid at få tømt og genopfyldt karet. Imens vi ventede, tog jeg presseveerne stående, men jeg havde brug for noget at støtte mig op af, så her kom Simon for alvor i arbejde. Jeg holdt om hans nakke med fødderne godt placeret i gulvet, og hver gang jeg fik en ve, pressede jeg aktivt, imens jeg nærmest hang ham om halsen.

Det var enormt intenst, men jeg kan huske, at jeg på dette tidspunkt tænkte, at jeg ikke synes, det gjorde ondt. Det var fysisk hårdt, men det handlede ikke længere bare om at udholde smerte. Nu kunne jeg gøre noget aktivt.

Det bedste måde, jeg kan beskrive det på, er (ja, undskyld mig), at det føles som, jeg skulle lave verdens største lort, og at der var så meget tryk på, at kroppen nærmest pressede med helt af sig selv. Jordemoderen gav dog grønt lys til, at jeg også selv begyndte at presse mere aktivt, så jeg stoppede mine brøl, låste halsen mod brystet, og brugte alle kræfter på at arbejdede med veerne.

 

En krævende pressestilling

Da jordemoderen kom ind på fødestuen, fortalte hun, at nu gik der ikke længe, før karret var fyldt op igen. “Men jeg er ikke sikker på, jeg vil i vand igen”, fik jeg fremstammet, imens jeg knugede mig ind til Simon og ventede på næste ve. Jeg følte, jeg havde flere kræfter til at presse over vandet, at jeg bedre kunne bruge mine mavemuskler, og at tyngdekræften hjalp til, når jeg stod op. Så jeg blev stående med armene om Simons hals, og jeg er faktisk i tvivl om, hvem af os, som synes, det var hårdest. Manden havde i hvert fald blå mærker om nakken i dagene efter fødslen, og jeg tror, han har set ud til at kæmpe, for lidt efter lagde jordemoderen en hånd på min skulder og spurgte “måske skal vi snart give Simon en pause?”.

“Jo! Snart! Undskyld skat!” sagde jeg, imens det gik op for mig, at jeg vitterligt hang og træk i hans nakke med min fulde gravide kropsvægt under veerne. “Men må jeg ikke godt lige tage 3 veer mere her?!” .

Det fik jeg lov til, og imens jeg tog de sidste stående veer, sneg jordemoderen et spejl ind under mig. Her kunne hun se, at toppen af hovedet så småt var begyndt at være synligt. Det var altså tid til, at jeg skulle op på briksen, så hun for en sikkerheds skyld kunne tjekke, at jeg var helt åben, og at hovedet havde rettet sig op.

 

 “FY for helvede!”

Jeg kravlede op på briksen og tog først nogle veer på alle fire. Jordemoderen ville gerne have mig om på ryggen, så hun kunne undersøge mig, men igen ønskede jeg at blive stående. “Må jeg ikke lige tage 3 veer her?! Jeg føler, jeg kan arbejde så godt i den her stilling!”. Hun accepterede, at jeg ikke var lige sådan at flytte rundt med, og besluttede sig i stedet for at undersøge mig, imens jeg stod på knæ og albuer.

“Du er i hvert fald 10 cm åben. Men jeg er usikker på, om hovedet stadig står en smule skævt, så du bliver nødt til at komme om på ryggen”, konstaterede jordemoderen, og så kunne jeg jo ligesom ikke gøre andet end straks at makke ret.

Da hun havde undersøgt mig igen, spurgte hun, om hun måtte vise mig mit underliv med et spejl. Jeg nikkede, og da jeg fik det første blik på situationen “down under”,  var min umiddelbare reaktion at udbryde “FY for helvede!!”. Man kunne se toppen af hovedet og en ordentlig løvemanke smurt ind i fosterfedt. Men det var også tydeligt, hvad det var, jordemoderen gerne ville vise mig: Mit mellemkød. Jeg tog en presseve, imens jeg kiggede ind i spejlet, og her kunne jeg se hovedet glide en lille smule frem, inden det blev bremset af et både meget stærkt og bredt mellemkød, som jeg (åbentbart) er indehaveren af.

Jordemoderen forklarede, at hovedet stadig stod en smule skævt, og at det kombineret med mit mellemkød, var grunden til, at jeg ikke havde født endnu. Men hun troede stadig på, at det kunne lade sig at gøre. Så jeg pressede. Og pressede. Og pressede lidt til. Med hagen mod brystet, og armene knuget omkring mine knæ, imens jeg kunne mærke hovedet komme længere frem for så at glide næsten helt tilbage igen. Der var fremgang, men det gik langsomt. For langsomt.

Tiden løber ud

“Du har presset aktivt i 45 minutter nu. Normalt siger vi, at man maks må presse i en time, så der skal til at ske noget”, sagde jordemoderen. Jeg nikkede, og oplevede udelukkende meldingen som motiverende, selvom jeg nu ser tilbage og tænker, at jeg lige så godt kunne have ladet det slå mig ud. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det godt kunne lykkes. Det skulle det. Så jeg pressede om muligt endnu kraftigere, og gav den virkelig alt, jeg havde.

Imens jeg udførte det hårdeste fysiske arbejde, jeg i mit liv har præsteret, var Ottos puls fuldstændig stabil. Jordemoderen forklarede, at man ikke ønsker lange pressefaser, da det kan stresses barnet. Men Otto virkede som sagt til at være fuldstændig upåvirket, så jeg fik lov til at blive ved.

Udmattelse og manglende veer

Pludselig havde vi ramt en time, og selvom jordemoderen konstaterede, at hun stadig troede på projektet men blev nødt til at tilkalde en mere erfaren jordemoder, som kunne give sin vurdering.

På dette tidspunkt begyndte jeg at blive udmattet. Hver gang jeg havde haft en ve, hvor jeg knugede benene ind til kroppen for at kunne presse så intenst som muligt, måtte Simon og Johanne gribe mine ben på hver deres side af briksen. For jeg havde simpelthen ikke kræfter til at placere dem tilbage igen.

 

Læs også: Min fødselsberetning med Otto – del 1

 

Den anden jordemoder kom ind på stuen, og hun gav helt samme udmelding: Det så udfordrende ud, men det burde kunne lade sig at gøre. Og jeg måtte godt blive ved lidt endnu, hvis jeg ville, fordi barnets puls var stabil.

Og det ville jeg. Igen husker jeg ikke, at jeg på noget tidspunkt tvivlede på, om det kunne lade sig at gøre. Jeg var fast besluttet på, at det skulle og ville lykkes, også selvom jeg efterhånden havde presset i 75 minutter.

De sidste pres

Tiden gik, og selvom der var fremgang, gik det stadig langsomt. Veerne begyndte at blive kortere og mindre hyppige, og selvom jeg pressede så god jeg kunne, begyndte jeg at blive udmattet. Min jordemoder lavede derfor et greb, hvor hun stak en finger op i endetarmen og brugte de andre fingre på at trække i skeden, og så fik jeg ellers besked på at presse og presse mere endnu, også efter veerne var ovre.

 

Læs også: Min fødselsberetning med Otto – del 2

 

Her begyndte jeg at briste, hvilket jeg mærkede som en stærk sviende fornemmelse, men jeg oplevcede samtidig, at hovedet begyndte at glide mere frem. Den anden jordemoder stod med brændende varme klude mod mit mellemkød, og jeg fik besked på, at nu var det lige oppe over. At nu skulle jeg lytte efter og holde igen med pressene, når jeg fik besked på det. Og Simon fik at vide på, at han gerne måtte kom ned og være klar til at tage imod barnet.

 

 

Mødet med Otto

Over to presseveer guidede min jordemoder mig til skiftevis at presse med og holde igen, og pludselig mærkede jeg forløsningen, da hele Ottos krop gled ud i ét pres. Simon greb ham og løftede ham op på mit bryst. Og lige dér skiftede alt fuldstændig gear. På få sekunder gik jeg fra at befinde mig i den vildeste fysiske kræftpræstation med brøl og pres, til at føle mig helt blød. “Hej min skat”, sagde jeg, i det lidt højere, omsorgsfulde toneleje, jeg nu er kommet til at kende så godt. Simon græd og gentog “Han er så fin. Han er så fin”. Og så lå vi ellers midt i kaosset, omringet af jordemødre, sygeplejersker og gynækologer, der syede, lagde drop og pressede på min livmoder, imens vi havde travlt med at beundrede vores søn ♥

 

13 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hvor er det bare en fin fortælling altså. Hold nu op du er sej. Det er den vildeste oplvelse. Kender alt til når hovedet står skævt. Jeg var 7 cm da vi kom ind efter kun 4-5 timer. Så gik udvidelsen i stå fordi hun stod skævt, men veerne fortsatte derud af. Det tog 16 timer mere på hospitalet 🙈
    Håber at få en god oplevelse her 2. gang.

  2. Meget smukt og fængende beskrevet 🙂
    Og godt du fik ham ud trods hovedet stod lidt skævt og kræfterne løb lidt ud 🙂

  3. SÅ smukt!! Jeg begyndte at tude.
    Verdens største tillykke og så sejt gået. Sikke en beretning, alle tre dele. Smeltede fuldkommen mit hjerte

  4. Tusind tak for en virkelig fin og ærlig beretning ❤️ Så mange detaljer, så mange følelser, som jeg sagtens kan genkende fra mine to fødsler – virkelig fint skrevet ❤️

  5. Tusind tak for at dele din oplevelse med os læsere Emma. Jeg blev meget rørt mens jeg læste den. Jeg er faktisk ikke stødt på andre fødselsberetninger, der på samme måde formår at beskrive alle de følelsesmæssige faser, sådan en kæmpe oplevelse indebærer. Og sikke nogle smukke billeder!
    Som kvinde, der endnu ikke har født, sidder jeg tilbage med en følelse af at være blevet lidt klogere på, HVOR hård en fødsel egentlig er. Det er vist både godt og skidt med den indsigt 😉

  6. Din fantastiske fortælling tog mig lige tilbage til fødslen af min datter for 1,5 år siden. Du beskriver det SÅ fint – og så ærligt. Tak for det. Man føler sig virkelig som den vildeste urkvinde!! Jeg fik også brølet godt igennem, og man skulle næsten tro, at vi har haft samme jordemoder, for hun bad mig også om at “omdirigere” lydende, så jeg kunne bruge energien anderledes og mere effektivt 😉 Stort tillykke med lille Otto <3

  7. Wauw Emma. Tak for den mest ærlige og beskrivende fødselsberetning jeg nogensinde har læst. Jeg føler alle andre fødselsberetninger meget polerede i forhold til din. Jeg har endnu ikke født og føler nu også, jeg er blevet meget klogere på, hvor hårdt det egentlig er at føde (som Ninna også beskriver). Jeg blev også helt rørt og sad med tårer i øjenene. Tillykke med jeres lille Otto <3

  8. Wauw!!! Nu grinte jeg både højt og ble helt blød om hjertet og totalt fenget alle tre dele igennem. Tak for den detaljrige beretning, det betyder meget for en der selv skal føde til sommer. Hvor er du sej og tillykke igen med Otto, Simon, og dig selv 😊

  9. Hvor er du sej! Jeg kender alt til lange udmattende fødsler, hvor hovedet står skævt. Hvor er jeg glad for, du fik mulighed for at presse ham ud (frem for kejsersnit, som det jo kunne være endt med). God klaret – og tak for din ærlighed med både lort og bandeord, haha. Det er en meget ærlig Emma, du lægger for dagen. Herligt!

Skriv en kommentar