Overvejelser ved boligkøb – Vores første hus

I denne uge har vi fået nøglerne til vores nye hus. Vores første hus. Og hvem ved, måske vores sidste? Vi har nemlig fundet et hjem, vi er så forelskede og kan se os selv vokse i, at det ikke er utænkeligt, vi aldrig rykker videre.

Der er mange overvejelser ved sådan et boligkøb. Det er en kæmpe, livsforandrende beslutning og nok det største køb, vi kommer til at gøre os. De sidste måneder er vi derfor ikke bare blevet klogere på lån, obligationsrenter, tilstandsrapporter og olietanksattester, men også på os selv og hinanden. For hvor vil vi bo? Hvad vil vi egentligt i fremtiden? Hvad betyder noget for os, hvad vil vi prioritere? Hvor ønsker vi, vores lille dreng skal vokse op?

Heldigvis føler jeg, det er lykkedes os at finde fælles svar på de store spørgsmål. Og huset, vi snart kan kalde hjem, er en del af disse svar. Hvorfor, og hvordan huset blev vores, kan du læse om i dette blotpost.

 

 

Overvejelser ved det første boligkøb

Egentlig havde vi ikke forestillet os, at vi allerede nu skulle købe vores første hus. Vi har kigget sådan lidt for sjov i et års tid, men det var først, da vi fik Otto, at det satte skub i boligjagten. Det er nok en af de største klichéer, men af god grund: Når man får et barn, kan man pludselig se idéen med at skifte lejligheden ud med hus og have.

Lige nu bor vi i en lejlighed i en boligforening i Århus C, og vi har boet til leje i alle de snart 8 år, vi har kendt hinanden. Først i et lille frimærke af en kollegielejlighed og sidenhen i vores nuværende fine 2-værelses. Vi bor både billigt, godt og ret centralt, så vi har ikke haft travlt med at komme herfra. Men nu hvor jeg har været færdiguddannet i et par år, og Simon bliver det lige rundt om hjørnet, giver det mening at skifte “leje” ud med “eje”. Både økonomisk, som en investering og for at komme ind på boligmarkedet. Og også fordi, vi gerne vil have frie tøjler til at indrette vores hjem, præcis som vi ønsker.

 

 

Lejligheden eller hus

Den første store beslutning var, hvilken boligtype, vi skulle købe: Lejlighed eller hus?

Simon er vokset op i en lejlighed i hjertet af Århus, så det var det, han kendte og umiddelbart var mest lun på. Jeg er derimod vokset op på en villavej i provinsen, og den erfaring, jeg tager med mig, er 1) at jeg slet ikke har noget ønske om at flytte “hjem” mellem ligusterhækkene, og 2) at jeg dog alligevel ville komme til at savne en køkkenhave og en græsplæne til Otto. Lidt selvmodsigende og svært at forene, særligt når der også er noget, der hedder økonomi. Så jeg begyndte stille og roligt at åbne op for, om vi skulle rykke lidt ud af byen, imens jeg forsøgte at forklare Simon kvaliteterne ved ar vokse op med græs under træerne.

By eller land

For at finde ud af, hvad vi kunne se os selv i (af de muligheder, vi havde råd til), begyndte vi at tage på ture uden for byen. Vi snakkede om at bygge selv, om at sætte gammelt i stand, om at starte et lille familiekollektiv. Vi så os lune på naturen og lokalsamfundet omkring Ry, kiggede lidt mod Odder og endda på et par nedlagte landejendomme sådan mest for sjov. Men der var ikke noget, der føles helt rigtigt i maven – nok fordi navlestrengen til Århus var for stram.

 

 

Sådan fandt vi huset

Heldigvis er det lykkedes os at finde et hus, der forener alle vores ønsker. Vi får plads, hus og have – i en cykelvenlig afstand til Århus, hvor vi kan nå til til centrum på et kvarter. Navlestregen bliver strukket lidt, men den er stadig helt intakt, også hos den stolte Århusianer, jeg er kærester med.

Nogle vil nok kalde den måde, vi fandt huset på, et tilfælde. Andre held. Og jeg kalder det skæbne. Huset opdagede jeg nemlig på en løbetur ved Brabrandsøen, hvor jeg fik den pludselige indskydelse at løbe gennem Åbyhøj på hjemturen. Her luntede jeg forbi et til salg-skilt foran et hus, som straks vækkede min interesse. Hvorfor, ved jeg egentlig ikke helt, for huset gør ikke et stort nummer ud af sig fra gaden. Og jeg er løbet forbi mange pæne huse med et skilt i forhaven uden at gøre mere ved dét. Men lige netop dette hus stoppede jeg op og tog et billede af, så jeg kunne vise det Simon, så snart jeg kom hjem.

Simon var enig; Det så lovende ud! Huset var dog ikke på ejendomsmæglerens hjemmeside, så efter lidt snak frem og tilbage besluttede jeg mig for at ringe ind. Her fik jeg at vide, at til salg-skiltet netop var blevet sat op dagen forinden, men at der endnu ikke var lavet en egentlig salgsopstilling. Der manglede stadig en tilstandsrapport og billeder, så det eneste de kunne oplyse var prisen, men hvis vi gerne ville bestille en fremvisning, kunne vi sagde det. Det takkede jeg nej til, men et par timer efter måtte jeg ringe tilbage alligevel. Vi ville gerne se huset. Mest bare for sjov, og fordi vi var nysgerrige. Men også fordi, jeg havde en klar fornemmelse i maven: Det her hus, det føles lidt som huset.

 

Et overskueligt håndværkertilbud

Huset kom meget hurtigt til at hedde “huset“. Ikke “huset i Åbyhøj”, ligesom vi også havde kigget på “huset i Odder” eller “grunden i Ry”. Bare huset.

Simon hentede plantegninger ned fra nettet, vi gik forbi og kiggede lidt ude fra gade. Det så virkelig lovende ud! Og et par dage efter fik vi første fremvisning. Ejendomsmægleren præsenterede det for os som et rigtig håndværkertilbud. Et dødsbo, hvor den samme familie har boet siden, de byggede huset i 60’erne, og hvor der skulle laves en del. Men mulighederne – åh vi kunne se muligheder! Der skulle laves nyt køkken, bad, bryggers. Gulve slibes, vægge males. Men de ydre rammer, de var lige, som de skulle være, med en helt vidunderlig, eventyrlig have. Et overskueligt håndværkertilbud, kunne man kalde det. Ikke en totalrenovering, men et grundigt ansigtsløft.

Efterfølgende fulgte en måned, hvor vi ventede på tilstandsrapporten og havde god tid til opveje for og imod. Var det det rigtige tidspunkt? Havde vi mod på en renovering? Kunne økonomien hænge sammen? At huset, var det rigtige, var vi dog ikke i tvivl om. Og efter en fremvisning mere, der kun gjorde os endnu mere forelskede, fik vi tilstandsrapporten. Den så fornuftig ud, og den byggesagkyndige, vi efterfølgende havde med ude og se huset, var enig: Det var et godt hus. Så vi fik snakket med banken, lagt vores bud, og fik tjekket olietanken for en god ordens skyld. Og pludselig var handlen endelig. Huset var vores.

 

TIP: I dette blogindlæg giver vi en udtur i huset 

 

 

Vores renoveringsplan

Jeg glæder mig til at dele meget mere om selve huset og den renoveringsproces, vi nu tager hul på. Tanken er, at vi vil dokumentere processen i blogindlæg og videodagbøger – både for vores egen skyld og fordi, der virker til at være stor interesse fra mange af jer, som følger med.

Vi har allerede været ude i huset et par gange, har fjernet lidt gulvtæpper og snuset rundt. Der er meget at gå op opdagelse i, og vi skal lige lære huset ordentligt at kende, inden vi for alvor tager hul på renoveringen.

Første step bliver bad og bryggers og sidenhen køkken, alt imens vi selv gør alt det, vi kan og tør makke i selv. Men vi tager det stille og roligt og flytter først til foråret. Vi vil gerne have tid og ro til at træffe de rigtige beslutninger og undgå at blive kørt helt over af renoveringen. Selvom vi selvfølgelig nok ikke undgå, at det kommer til at hænge os ud af halsen fra tid til anden 😉

9 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Stort tillykke med huset. Det lyder helt fantastisk! Vi har været der – købte et dødsbo i Højbjerg, som fik en meget kærlig behandling, og vi elskede at være der. Nu er vi alligevel rykket “hjem” igen, selvom vi var sikre på, vi skulle blive i Højbjerg for altid 🙈 Nyd det – det er en helt fantastisk rejse at gøre et skønt, gammelt hjem til sit eget. ☺️

  2. Hej Emma

    Jeg håber, I bliver meget glade for huset. Det var min farfars hus og min fars barndomshjem, en af hans brødre hedder Otto. Det er dejligt, der nu skal bo en ny lille Otto i huset.

    De bedste hilsner
    Majken

  3. Stort tillykke med huset! Jeg glæder mig til at følge jeres renovering. Jeg bor selv i et nærmest totalrenoveret hus nord for København 🙂

Skriv en kommentar