Pirogger med oksekød

Disse pirogger med oksekød er en sand vinder på madpakken. Det er som en lækker “håndtærte”, der er nem at spise på farten, og som både mætter og smager fantastisk.

Piroggerne fyldes med en kødsauce af oksekød og masser af grønt. De smager både fantastisk lune og kolde, så jg plejer at lave dem til aftensmad, og så kan vi gemme resten til frokost dagene efter. De kan også nemt fryses, så lav gerne en stor portion.

pirogger med oksekød

Pirogger

 

Bedøm denne ret

12 pirogger
forberedelse 30 min / tilberedning 30 min / i alt 1 time

Ingredienser

DEJ

  • 200 g koldt smør
  • 200 g hvedemel
  • 200 g fuldkornshvedemel
  • 1 tsk. salt
  • 3 æg (det ene er til pensling)

KØDSAUCE

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3 gulerødder
  • 1 squash
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 2 tsk. paprika (gerne 1 tsk røget paprika og 1 tsk. almindelig)
  • Salt og peber
  • 2 spsk. koncentreret tomatpuré
  • 1 dl oksebouillon
  • 2 spsk. rødvinseddike
  • 1 dåse sorte bønner eller kidneybønner

Fremgangsmåde

KØDSAUCE

Pil og hak løg fint. Pil og pres hvidløg. Svits løg og hvidløg i olie i en gryde, til de er klare. Riv gulerødder og squash på den grove side af et rivejern. Tilsæt det til gryden, og lad det stege, til grøntsagerne falder sammen. Tilsæt hakket oksekød og vend rundt. Krydr med spidskommen, paprika, salt og peber, og vend rundt indtil kødet brunes.

Tilsæt tomatpuré, oksebouillon og rødvinseddike. Rør rundt, og bring saucen i kog. Lad den simre i 10 minutter eller længere. Tag dernæst gryden af varmen. Skyl bønnerne i en sigte, og rør dem i kødsaucen.

Lad kødsaucen køle lidt af, imens du klargør dejen.

DEJ

Tænd ovnen til 200 grader varmluft.

Bland hvedemel, fuldkornsmel og salt i en skål. Tilsæt smør i små tern, og smuldr det ud i melet, til du får en grynet konsistens. Tilsæt 2 æg (gem det sidste til pensling), og rør det ud i melblandingen med en gaffel. Begynd at arbejde med dejen med hænderne, til du kan samle den til en kugle.

Del dejen i 12, og rul hver del til en kugle. Rul kuglerne tyndt ud på et meldrysset bord. Fordel kødsauce på den ene halvdel af dejen. Fold den anden halvdel over, så du får en pirog, og tryk kanterne sammen.

Placér piroggerne på en bageplade med bagepapir. Pensl overfladen med sammenpisket æg, og bag piroggerne i cirka 20 minutter, til de er sprøde og flot gyldne.

Find flere opskrifter i samme kategori

pirogger

pirogger med oksekød kødsauce fyld

 

Opskrift på pirogger med oksekød

Disse pirogger med oksekød har været et fast indslag i vores fryser de sidste mange måneder. De er drøn smarte til madpakken eller bare som en hurtig frokost, der kan spises én hånd og en baby på hoften.

For at gøre det ekstra nemt, laver jeg typisk min opskrift på pirogger med oksekød til aftensmad. De smager skønt sammen med en grøn, frisk salat og måske en dip såsom guacamole. De pirogger, vi ikke får spist til aftensmad bliver nydt til frokost dagene efter eller kommer i fryseren, så de nemt kan tages op på travle dage.

 

TIP: Prøv også min opskrift på pølsehorn eller pizzasnurrer, der er gode i madpakken.

 

Pirogger eller empanadas

kødsauce til pirogger

empanadas

 

Pirogger eller empanadas

Pirogger stammer fra det østeuropæiske køkken. “Pirogi” er et fast indslag i det russiske køkken, og de lukkede tærter laves både i søde og salte udgaver.

En pirog ligner meget empanadas, der stammer fra det sydeuropæiske og latinamerikanske kulturer. De er også små, lukkede tærter, der som oftest fyldes et kødfyld og forskellige grøntsager og krydderier.

Min opskrift kan vist både falde i kategorien “pirog” og “empanada”, uden at være en autentisk version af nogen af delene. Hvad du kalder dem, er altså op til dig, men jeg lover, at de smager stjerne skønt!

 

TIP: Prøv også min opskrift på broccolitærte eller ratatouille tærte

 

Pirogfyld

Du kan bruge dejen til pirogger og lave dem med andet fyld. Du kan bruge en rest af forskellige typer kødsauce til tærterne, hvilket er en smart og lækker måde at undgå madspild. Jeg kan særligt anbefale rester af nogle af disse opskrifter:

Hvis du ønsker at lave vegetariske pirogger, kan jeg anbefale min opskrift på vegetar bolognese som fyld. Du kan også lave en blanding af bagte grøntsager og feta, der smager virkelig herligt i de sprøde tærter.

 

 pirogger med oksekødssauce

  
pirogger med oksekød

pirogger med oksekødsfyld

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar