Pølsehorn

Det her må være verdens bedste opskrift på pølsehorn! De er luftige, bløde og samtidig let grove, så de både mætter og smager.

Opskriften på hjemmelavede pølsehorn er nem at gå til, og de holder sig friske i flere dage uden at blive tørre. Lav derfor gerne en stor portion, og smid de pølsehorn, I ikke kan spise i løbet af tre dage i fryseren. Så du altid har et nemt og lækkert indslag til madpakken klar.

Pølsehorn

Pølsehorn

 

Bedøm denne ret

Pølsehorn til 16 personer
forberedelse 20 min / tilberedning 20 min / i alt 40 min

Ingredienser

DEJ

  • 2,5 dl sødmælk
  • 2,5 dl varmt vand
  • 25 g gær
  • 1 tsk. sukker
  • 10 g salt
  • 1 dl olivenolie
  • 2 æg
  • 200 g fuldkornshvedemel
  • 750 g hvedemel + lidt til udrulning

FYLD

  • 16 små brunchpølser eller wienerpølser delt i mindre stykker
  • 1 dl ketchup

PYNT

  • 1 æg
  • 0,5 dl sødmælk
  • 2 spsk. sesamfrø (kan undlades)

Fremgangsmåde

DEJ

Bland koldt mælk og varm vand i en skål, så blandingen bliver lillefinger-varm. Smuldr gæren ned i skålen, og rør den ud i blandingen. Tilsæt dernæst sukker, salt, olivenolie og æg, og rør det godt sammen.

Rør først fuldkornsmel i skålen, og tilsæt dernæst melet lidt efter lidt. Ælt dejen godt (gerne 10 minutter på en røremaskine), til den er smidig og nem at arbejde med.

Læg et rent viskestykke over skålen, og lad dejen hæve i en time.

FYLD

Del dejen i to. Rul hver del ud til en rund pizza, og skær dem i 8 trekanter. Smør en god teske ketchup på hver trekant. Placér en pølse ovenpå, og rul hornene fra den brede ende.

Placér pølsehornene på bageplader med bagepapir med enden nedad. Lad dem hæve i yderligere 30 minutter.

PYNT OG BAGNING

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Pisk æg og mælk sammen i en skål. Pensl pølsehornene med blandingen, og drys med sesamfrø, hvis du synes.

Bag pølsehornene i 8-12 minutter, til de er flot gyldne.

Find flere opskrifter i samme kategori

Hjemmebagte pølsehorn

Opskrift på de bedste pølsehorn

Pølsehorn kan nemt blive tørre, hvis de ikke er helt nybagte. Det fantastiske denne opskrift, er at de forbliver bløde og saftige.

Naturligvis er de altid bedste, når de lige kommer ud af ovnen, men dén smag er heldigvis nem at genskabe, hvis du fryser en del af pølsehornene ned. Når de lunes i ovnen, smager de nærmest helt som nybagte.

 

TIP: Prøv også mine sunde protein pølsehorn

 

Bløde, luftige pølsehorn med fuldkorn

Jeg laver mine pølsehorn af en blanding af almindeligt fint sigtet og og fuldkornshvedemel. Det giver en skøn luftig, blød konsistens til brødet, samtidig med at fuldkornene mætter lidt bedre fra fuldkornen.

Du kan sagtens lave pølsehornene uden fuldkornsmel, hvis du foretrækker det. Pas dog på med at erstatte for meget af det fintsigtede hvedemel med fuldkornsmel, for så kan dejen hurtigt blive lidt for tung og tør.

Jeg vil også anbefale dig at tilsætte et par spsk. surdej til din dej. Det giver en virkelig god smag og kan forbedre holdbarheden på dine pølsehorn yderligere. Find min guide til, hvordan du opstarter, passer og bager med surdej lige her.

 

ingredienser til pølsehorn

Hvordan ruller man pølsehorn?

Hvordan ruller man pølsehorn?

Det er super nemt at lave flotte pølsehorn. Dejen deles i to, inden hver del rulles ud til en rund pizza. Den skæres ud i trekanter, inden ketchup og pølser kommes på den tykke ende og pølsehornene rulles ammen. Sørg for at placere spidsen af trekanten under hornet, når den lægges på en bageplade, så dejen holdes på plads under hævning og bagning.

Jeg fylder mine horn med ketchup, der sørger for, at de bliver ekstra smagfulde og saftige. Og så bruger jeg som regel små økologiske brunchpølser, der passer perfekt i størrelsen. Som alternativ vil jeg anbefale dig at købe wienerpølser og dele dem i 2-3 stykker.

 

TIP: Prøv også mine gode pizzasnurrer

 

 

hjemmelavede pølsehorn

madpakke inspiration

Inspiration til madpakken

En madpakke kan hurtigt blive en kedelig fornøjelse. Et lækkert pølsehorn hitter altid, men hvis du er på udkig efter mere inspiration til madpakken, vil jeg anbefale dig følgende opskrifter:

 

Shop the post

- reklamelinks

3 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hvor ser de lækre ud, den opskrift må prøves!
    Opbevarer du dem i køleskabet efterfølgende? Synes nemlig udfordringen er, at dejen i så fald bliver hurtigt tør, men ved ikke om det egner sig til bare at komme i en pose, nu da der er kød i?
    Knus fra en fast læser og bruger af alle dine herlige opskriftsbøger <3

Skriv en kommentar