Polenta fritter

Jeg tør godt påstå, at jeg laver verdens bedste polenta fritter. Knasende sprøde uden på, med et saftigt indre og en herlig smag af parmesan og polenta.

Fritterne består af en italiensk majsgrød, også kaldet polenta, der smages til med parmesan og salt. Derefter skal grøden køle af, så den sætter sig og bliver så fast, at den kan skæres i fritter. Vend dem i lidt olivenolie, kom dem i ovnen, og så får du de bedste polentafritter, jeg kender til.

Hvis du gerne vil imponere middagsgæster med et kompliment-værdigt måltid, er polentafritter en sikker vinder. De smager særligt skønt med hjemmelavet aïoli, og kan serveres til alt fra bøffer til kylling eller i god salatskål.

Polentafritter

Bedøm denne ret

Tilbehør til 4 personer
forberedelse 10 min + 2 timers hviletid / tilberedning 20 min / i alt 2 t 30 min

Ingredienser

  • 3 dl polenta majsgryn
  • 1 l vand
  • 30 g revet parmesan
  • salt
  • 1 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde

Kom polenta majsgryn, salt og vand i en gryde, og bring det i kog under omrøring. Lad det koge i ca. 15 minutter, til grøden er cremet. Rør revet parmesan i, og smag til med salt. Hæld polentaen i et fad beklædt med bagepapir, og lad den stivne på køl i mindst 2 timer eller natten over.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Skær den kolde, stivnede polenta ud i fritter, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp let med olivenolie, og bag fritterne i ca. 30 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.

Find flere opskrifter i samme kategori

stivnet polenta majsgrød

 

Opskrift på polenta fritter i ovn

Polenta fritter spotter jeg oftere og oftere på menukort på diverse spisesteder. Sprøde fritter af polenta majsgrød, serveret som et alternativ til de klassiske kartoffel pommes frites.

Hvis jeg må vige lidt af min jydske opdragelse, vil jeg tillade at skamrose min egen opskrift på polentafritter. Jeg foretrækker nemlig til hver en tid min opskrift end dem, jeg har fået serveret på resturanter. De bliver nemlig ofte for olierede til min smag, hvor disse lave de i ovnen helt uden friture. På denne måde får de den helt perfekte konsistens og smag, knasende sprøde men på ingen måder tørre.

 

TIP: Prøv også min opskrift på polentapande med tomater, polenta og æg eller en one-pot-pie med polentalåg eller et fad med kylling og polenta.

 

 

polentafritter i ovnen

 

Hvad er polenta?

Polenta stammer fra italien og er en type majsmel, der er lidt grovere. Det kaldes derfor også for majsgryn.

Polenta majsgrynene koges som oftest til en grød, der bruges som tilbehør i det italienske køkken. Lidt som vi spiser kartoffelmos i Norden, og i Italiensk serveres grøden til gryderetter, en klassisk bolognese eller blot med grøntsager og æg.

Polentagrød er cremet, ret bastant, og dejlig mættende. Og så er det en billig spise, for polenta majsgryn er utrolig billige, og en lille mængde gryn bliver til en stor portion grød. Det er altså fantastisk SU-mad, der mætter, smager og nærer med gode fuldkorn.

Når polenta køler af, stivner grøden, så den bliver fast og geléagtig. Det gør det muligt at skære polentagrøden ud i skiver eller fritter, der kan frituresteges, ristes på panden eller i ovnen.

 

TIP: Prøv at skære polenta ud i trekanter og lav grillet polenta eller lav små polenta-diamanter til cremet græskarsauce eller en sprød polentapizzabund.

 

polentafritter af majsmel

 

Fritter af polenta majsgryn

Min favoritmåde at tilberede polenta er klart at lave sprøde polenta fritter. Derfor laver jeg ofte dobbeltportion, når jeg skal bruge polentagrød. Så kan den ene halvdel hældes i et fad og sætte sig til dagen efter, så jeg kan trylle polentafritter frem på ingen tid.

De gode fritter af polenta kan laves med alverdens krydderier og forskellige smagstilføjelser. Prøv eksempelvis at tilsætte finthakket timian, rosmarin, basilikum, soltørrede tomater eller hvidløg.

Jeg kommer altid revet parmesan i grøden, hvilket giver en fantastisk smag. Vil du dog gerne lave veganske polentafritter, er osten ikke et must. Du kan undlade parmesan eller erstatte dem med gærflager, der er et vegansk altenativ fra helsekosten, der tilføjer ostesmag.

 

TIP: Prøv også at bruge polenta i en skøn citronkage med mandler.

 

polenta fritter

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar