Shakshuka

Shakshuka er nem og sund vegetarisk hverdagsmad. Det er en nordafrikansk/mellemøstlig ret, hvor æg pocheres i en krydret tomatsauce.

I min opskrift på nem shakshuka laver man først en smagfuld tomatsauce med grøntsager og masser af krydderier. Derefter slåes æggene ud i panden, og så får de lov til at simre, så de bliver pocherede med faste hvider og lækre, flydende æggeblommer.

afrikansk shakshuka

Shakshuka

 

Bedøm denne ret

Hovedret til 2 personer
forberedelse 5 min / tilberedning 15 min / i alt 20 min

Ingredienser

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 rød peber
  • ½ spsk. olivenolie
  • 1 tsk. paprika, gerne røget
  • 2 stødt tsk. spidskommen
  • 2 dåser hakkede tomater
  • Salt & friskkværnet peber
  • 2 håndfulde frisk spinat (kan undlades)
  • 4 æg, str. M/L
  • Frisk basilikum eller bredbladet persille
  • 50 g fetaost (kan undlades)

Fremgangsmåde

Shakshuka

Hak løget fint, riv hvidløget, og skær peberfrugten i små tern. Svits løg og peberfrugttern i olivenolie på en pande med et tilhørende låg. Drys med paprika, spidskommen, salt og peber, og lad det stege, indtil løgene er gennemsigtige.

Hæld de hakkede tomater over panden, og lad det stege videre i et par minutter, inden du smager saucen til. Tilsæt derefter skyllet spinat, og rør rundt, indtil spinaten falder sammen.

Skub lidt af tomatsaucen til side med en ske, og slå et æg ud i hullet. Gør det samme med alle fire æg, og læg derefter låg på panden. Lad nu din shakshuka simre i cirka 10 minutter, indtil æggehviderne er faste, og blommerne stadig flydende.
Smuldr feta og hakket basilikum over panden, og servér straks.

Find flere opskrifter i samme kategori

shakshuka opskrift

 

Opskrift på shakshuka

Shakshuka er en herlig nordafrikansk ret, der dog senere er blevet en israelsk nationalspise. Jeg smagte første gang retten på en rejse til Budapest, hvor der er at væld af israelske resturanter. De serverede de bedste falafler, hummus og fladbrød, jeg i mit liv har smagt. Og altså også den fantastiske opskrift på shakshuka.

Shakshuka er sidenhen blevet lidt af et hverdagshit – ikke blot i vores hjem med hos hele min familie. Jeg delte opskriften på den lækre og simple ret i min kogebog Herlig & ærlig mad. Og jeg ved, at retten er blevet en del af aftensmads-repertoiret hos både mine forældre og hos mine søstre.

 

PRØV OGSÅ: Min opskrift på marrokanske kødboller og æg i tomatsauce eller verdens bedste falafler med cremet hummus

 

Nem vegetarisk aftensmad

Shakshuka er fantastisk nem vegetarisk hverdagsmad. Her er tale om fremragende fastfood, der kræver et minimum af både ingredienser, arbejdskraft og tid – smag er der dog stadig masser af.

Retten serveres traditionelt som morgenmad, men jeg holder også af at spise den som en luksusbrunch i weekenden eller som en lynhurtig aftensmad. Gerne sammen med fladbrød såsom naanbrød eller blot en skive ristet surdejsbrød.

 

opskrift på shakshuka

 

Ingredienser til shakshuka

Kort fortalt består shakshuka af æg, der pocheres (altså koges/steges) i en krydret tomatsauce. Til min opskrift bruger jeg følgende ingredienser:

  • Løg og hvidløg – giver saucen en god smag. Du kan skrue op og ned for mængden, alt efter hvad du foretrækker.
  • Krydderier – jeg bruger her spidskommen og paprika (gerne en røget variant, der giver ekstra smag. Du kan også tilsætte chili, stødt koriander og/eller hakket frisk koriander. Og så skal der naturligvis også salt og peber til.
  • Rød peberfrugt – smager skønt i shakshuka. Du kan også tilsætte andre grøntsager såsom squash, sød kartoffel eller gulerødder, revet eller i små tern
  • Hakkede tomater på dåse – udgør saucen. Du kan også tilsætte lidt friske hakkede tomater til retten.
  • Frisk spinat – falder sammen i panden, smager skønt i shakshuka og tilføjer lidt ekstra grøntsagspoint. Du kan dog sagtens undlade det.
  • Æg – Justér mængden af æg alt efter, hvor mange retten skal serveres til. Som udgangspunkt bruger jeg 2 æg pr. person til aftensmad, men er i meget sultne, kan du bruge 3.
  • Friske krydderurter – Jeg synes, at frisk basilikum smager skønt på toppen. Du kan også bruge bredbladet persille, mynte eller koriander.
  • Fetaost – smuldrer jeg over toppen, når æggene tilføjes. Det smelter let og smager så godt i shakshuka. Du kan dog nemt undlade fetaosten, hvis du ikke lige har det på lager.

 

PRØV OGSÅ: Kikærtesalat med aubergine, den lækreste baba ganoush dip eller tahindressing.

Shop the post

- reklamelinks

10 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Jeg sidder midt i eksamenshelvede og har gjort det de sidste to måneder (yikes, det ingen gang fordi jeg er en stræber bare urimelige krav fra undervisere). Jeg følger dig på snappen, og det ser ud til, at du laver en masse, der er mere arbejds- end skolerelateret i din hverdag, så eg tænkte på, om er du gået på sommerferie fra din uddannelse? 🙂

    1. Hej du 🙂 Jeg fik sommerferie i torsdags. Så skønt! Normalt laver jeg også en del skole ved siden af, men det er bare ikke så spændende at snappe/skirve om 😉

  2. Det her var den første opskrift, jeg lavede fra kogebogen, og den mislykkedes fuldstændig – haha 😀

      1. Haha, jeg tror primært, at det var min skyld! Var vist lidt for utålmodig, så retten fik ikke nok, og så blev det hele lidt for flydende, hvis det giver mening 😉

  3. Lækker opskrift – vi trængte til at prøve noget nyt herhjemme. Det endte som en aftenret – tilsat chilli, svampe, chorizopølse og bønner( tømte lige køleskabet) 😀👌🏻

  4. Nu spørger jeg måske lidt dumt. Men spiser du bare retten som den er? Eller servere du et eller andet til? 😊

  5. Hej Hvad er det for et brød du servere til din Shakshuka? Det ser rigtig lækkert ud 😀 Bedste hilsner Lene

Skriv en kommentar