
Ingredienser
- 4 skiver rugbrød
- smør til brødet
- 4-8 salatblade, fx radicchio
- 4-8 tynde skiver roastbeef, gerne hjemmelavet*
- 4 spsk. remoulade, gerne hjemmelavet**
- 1 håndfuld ristede, saltede mandler
- lidt skovsyrer til pynt
Fremgangsmåde
Smør rugbrød med smør. Top med salatblade og dernæst skiver af roastbeef.
Top med hjemmelavet remoulade, grofthakkede mandler og skovsyrer, og servér!

Smørrebrød med roastbeef og hjemmelavet remoulade
Smørrebrød med roastbeef er smager aller bedst, hvis man topper med en hjemmelavet remoulade. Jeg bruger denne opskrift, der er utrolig nem at røre sammen.
Udover remoulade pynter mange deres smørrebrød med roastbeef med ristet løg, revet peberrod og syltede agurker. Du kan også toppe med en skive appelsin, agurk eller tomater.
Jeg laver her en simpel (men virkelig velsmagende!) variant, hvor kødet toppes med remoulade og saltede, ristede mandler. Det er et lidt moderne twist, men mandlernes smag og knas passer perfekt til smørrebrødet. Derudover pynter jeg med lidt skovsyrer – bare fordi, det ser så pænt ud 🙂
Rest af roastbeef på smørrebrød
Hvis du vil lave en rigtig luksus udgave af smørrebrødet, er det oplagt at bruge en hjemmestegt roastbeef. Du kan eksempelvis prøve min utrolig nemme opskrift lige her.
Kødet skal blot køle helt af, inden det kan skæres i helt tynde skiver og bruges til smørrebrød. Så brug gerne en rest fra dagen forinden, eller tilbered stegen om morgenen, hvis du vil servere smørrebrød med roastbeef senere på dagen.