Sunde brunkager

Mine sunde brunkager laves af mandelmel og sødes med kokossukker og ahornsirup. De bliver knasende sprøde, og smager nærmest præcist som den traditionelle variant.

Opskriften er simpel at gå til, og så snart brunkagerne kommer i ovnen, vil hele dit køkken dufte helt fantastisk af jul og gode minder.

Sunde brunkager glutenfri med mandelmel

Sunde brunkager

 

Bedøm denne ret

Småkager til 50 personer
forberedelse 10 min / tilberedning 10 min / i alt 20 min

Ingredienser

  • 75 g smør
  • 50 g kokossukker
  • 3 spsk. ahornsirup
  • 1/2 tsk. potaske
  • 2 tsk. lunt vand
  • 50 g mandler
  • 1/2 tsk. stødt nellike
  • 1/2 tsk. stødt ingefær
  • 2 tsk. stødt kardemomme
  • 3 tsk. stødt kanel
  • 1 nip salt
  • 150 g mandelmel
  • 2-3 spsk. boghvedemel eller rismel

Fremgangsmåde

BRUNKAGEDEJ

Kom smør, kokossukker og ahornsirup i kasserolle. Varm det op under omrøring, så du får en flydende karamel. Tag kasserollen af varmen, når massen koger.

Rør potase og vand sammen i en lille skål, og rør dernæst blandingen i kasserollen.

Hak mandlerne, og rør dem i kasserollen sammen med alle krydderierne.

Tilsæt mandelmel, og bland det hele godt sammen til en klistret, jævn dej. Tilsæt til sidst boghvedemel, og rør, til du får en glat dej, du kan samle med hænderne.

Form dejen til en pølse med en tykkelse på ca 5 cm, og rul den ind bagepapir. Læg brunkagedejen i køleskabet i minimum 3 timer, til den er helt gennemkold. Du kan også lægge dejen i frysen – tag den blot op ca 15 minutter, inden den skal skæres ud, så den kan tø lidt op.

BAGNING

Forvarm ovnen til 150 grader.

Skær din brunkagedej ud i tynde skiver med en skarp kniv. Placér dem på en beklædt bageplade.

Bag brunkagerne i 6-8 minutter, til de er gyldne i kanten. Husk, at de vil først blive helt sprøde, når de er kølet af.

Opbevar brunkagerne i en lufttæt beholder.

Find flere opskrifter i samme kategori

lækre sunde brunkager til fryseren

glutenfrie brunkager

Sunde brunkager

Smagen af brunkager – ja bare duften! – vækker barndomsminder hos de fleste. De knasende sprøde, søde og krydrede småkager er nemlig et fast indslag i december i langt de fleste hjem.

Denne opskrift på brunkager har fået et twist, så ingredienslisten er en lille tand sundere. Det gør, at småkagerne mætter bedre og blodsukkeret forbliver stabilt, hvilket kan være en fordel med alle decembers søde fristelser.

Jeg elsker både klassisk julekonfekt med mel, smør og sukker, men jeg eksperimenterer også ofte med lidt sundere alternativer såsom disse brunkager. Det er nemlig herligt med nogle alternativ, der mætter og nærer lidt bedre, når man snacker sig igenneem december.

Glutenfrie brunkager med mandelmel

Opskriften på mine sunde brunkager laver jeg af mandelmel og en smule boghvedemel. Det giver en virkelig dejlig smag og den helt perfekte konsistens med tilpas faste og sprøde småkager.

Jeg søder de sunde brunkager med en blanding af kokossukker og ahornsirup. Det giver en karamelagtig smag og så er det lidt mildere for blodsukkeret end almindelig hvidt sukker.

 

TIP: Prøv også min opskrift på dadelkonfekt 

 

Brunkagedej til fryseren

Dejen til mine sunde brunkager kan sagtens opbevares i fryseren i månedsvis. Jeg plejer at bage halvdelen, og så kan jeg gemme resten til, når kagedåsen trænger til en genopfyldning. Det er nærmest som at have julestemning på lager, for så snart man sætter en plade af brunkagerne i ovnen, dufter hele hytten af jul.

 

sundere brunkager

brunkager med mandelstykker og krydderier

Veganske brunkager

Hvis du ønsker at gøre opskriften vegansk, kan du ersatte smør med en form for plantesmør, fx Smørbar fra Naturli’. Du kan også bruge kokosolie, men jeg synes ikke helt, det giver samme gode smag.

Opskrifter på sunde julelækkerier

Hvis du er på udkig efter flere sundere alternativer til julens konfekt og søde sager, har jeg et stort udvalg af opskrifter på bloggen. Prøv nogle af mine favoritter her:

Shop the post

- reklamelinks

7 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Mums de ser lækre ud, især med de fine mange mandelstykker! Håber at få bagt dem inden længe, især nu de er uden gluten.
    God jul!
    Camilla/

Skriv en kommentar