Vafler med hummus og halloumi

Vafler med hummus og halloumi er en fantastisk lækker nem aftensmad eller luksus frokost. Sprøde vafler bør ikke kun serveres i det søde køkken.

Her laver jeg de lækreste, salte, glutenfrie vafler, der smager vidunderligt toppet med hummus, halloumi, granatæble og avocado.

Vaflerne er enormt dekorative at servere, og så kan de bikses sammen i en fart.

mellemøstlige vafler med hummus

Vafler med hummus og halloumi

 

Bedøm denne ret

Let måltid til 4 personer
forberedelse 15 min / tilberedning 20 min / i alt 35 min

Ingredienser

Vafler

  • 3 dl finvalsede havregryn eller 100 g havremel
  • 1 ½ dl mælk
  • 1 ½ dl yoghurt
  • 2 æg, str. M/L
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 knsp. salt
  • kokosolie eller smør til stegning

Topping

  • hummus
  • 1 pakke halloumi grillost
  • 1/2 spsk. olivenolie
  • 2 avocado
  • granatæblekerner
  • 1 håndfuld mynte

Fremgangsmåde

Vafler

Blend havregrynene til helt fint mel i en foodprocessor. Tilsæt alle de resterende ingredienser til maskinen, og kør, til dejen er helt glat. Opvarm vaffeljernet, og smør det med en smule kokosolie, inden du steger vafler af cirka 3 spsk. dej.

Topping

Find min opskrift på hummus her.

Skær halloumiosten ud i trekanter, og steg dem på begge sider i olivenolie på panden, indtil overfladen er gylden.

Smør vaflerne med et godt lag hummus. Skær avocadoen ud i skiver, og anret ovenpå sammen med halloumi. Drys med granatæblekerner og hakket mynte, og servér straks.

Find flere opskrifter i samme kategori

Sunde vafler med hummus

Vafler med hummus er en sund, simpel og samtidig festlig aftensmad. Det tager ikke meget længere end et kvarter at lave, men retten er både smuk at servere og virkelig dejlig at spise.

De sprøde vafler af havregrøn topper jeg med en cremet hummus, inden de pyntes med en smuk, mellemøstlig kombination: Halloumiost, avocadoskiver og syrligt-sødlige granatæblekerner.

Min opskrift på vafler med hummus er inspireret af et billede, jeg så på instagram af den lækreste libanesiske restaurant Mahalle i København. De serverer en lignende ret på libanesiske fladbrød, som bliver som en mellemøstlig, farvestrålende pizza. Jeg har her snuppet den lækre topping og anrettet den på sprøde madvafler.

På Mahalle servere de også “pizza fladbrødene” toppet med falafler. Dette kan du også vælge at overføre til denne ret, og her vil jeg anbefale min opskrift på hjemmelavede falafler.

 

madvafler med hummus

Glutenfri madvafler

Til opskriften laver jeg glutenfri vafler af havremel. På den måde bliver de fyldt med fibre fra fuldkorn, så de mætter godt.

Havremel kan du købe i langt de fleste supermarkeder. Du kan dog også vælge at lave det selv, ved at blende finvalsede havregryn til mel i en blender eller foodprocessor.

Som alternativ til de glutenfri madvafler, kan du også bruge libanesiske/arabiske fladbrød. Bag dem i ovnen i et par minutter, så de bliver sprøde, nærmest som en tynd pizzabund. Du kan også lave madpandekager såsom mine madpandekager med surdej og fylde dem med hummus og halloumi.

 

TIP: Prøv også min opskrift på sprøde falafel vafler 

sunde vafler med hummus og halloumi

Shop the post

- reklamelinks

12 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Hvor ser det lækkert ud! Et enkelt spørgsmål: hvor finder du halloumi? I den lokale SuperBrugs har jeg indtryk af, at de kun har det om sommeren 🙁

    1. Hej Kristina 🙂 Du kan sagtens bruge “grillost” i stedet. Det burde de have i superbrugsen 🙂

  2. Glæd dig til Mahalle – det er det bedste sted! Blev helt ærgerlig, da jeg så, at Emily og Kia havde været der, fordi det nok ikke bliver ved med at være min lille, hemmelige perle – men omvendt så er det dælme også godt, at flere får øjnene op for dette dejlige sted 🙂

    1. haha, jeg kender(!) det 😀 Jeg har også flere gange overvejet, om jeg overhovedet har lyst til at dele en anbefaling her på bloggen i frygt for, at for mange skal opdage “mine” steder 😉

  3. Super pudsigt! Jeg lavede også Mahalle-“salaten” i vaffel-version lige da stedet åbnede for et par år siden. Great minds think alike 😉

    1. haha, ej hvor skægt! 🙂 Vafler er bare så smukke, og med denne topping blev det jo bare endnu bedre 🙂

Skriv en kommentar