Vitello Tonnato

Vitello Tonnato er en klassisk italiensk ret, der smager ganske vidunderligt. Her kombineres tynde skiver af mørt kalvekød med en cremet tunsauce. Og selvom det måske lyder en smule pudsigt at toppe kød med fisk, smager kombinationen simpelthen bare himmelsk.

Jeg serverer her retten med ekstra grøntsager i form af frisk salat og grønne bønner. Det gør retten mere grøn og frisk, og den fungerer både som en dejlig forret eller let hovedret.

Traditionelt anrettes vitello tonnato med tynde skiver kalv på en tallerken, toppet med tunsauce, kapers og måske en smule rucola. Hvis du foretrækker denne udgave, kan du sagtens følge opskriften men blot undlade de ekstra grøntsager.

VITELLO TONNATO

Vitello Tonnato

 

Bedøm denne ret

Forret eller hovedret til 4-8 personer
forberedelse 25 min / tilberedning 45 min / i alt 1 t 10 min

Ingredienser

Kalveculotte

  • 600 g kalveculotte
  • salt og friskkværnet peber
  • olivenolie til stegning

Tunsauce

  • 1 dåse tun i olie
  • 1 dl olivenolie
  • ½ dl vand
  • 5 ansjoser
  • 2 spsk. kapers
  • saft af ½ citron
  • friskkværnet peber

Salatskål

  • 100 g grønne bønner
  • 1 radicchiosalat
  • 50 g rucola

Til servering

  • 1 glas kapersbær
  • 1 håndfuld rød skovsyre
  • 1 godt brød

Fremgangsmåde

Kalveculotte

Tænd ovnen på 180°. Gnid stegen med salt og peber, og brun den i olie på en pande, der også kan tåle at komme i ovnen. Sæt panden i ovnen, og lad den stege i ovnen i ca. 30 minutter, til stegen er 60° varm i midten. Lad kalveculotten hvile i 15 minutter.

Tunsauce

Afdryp tunen. Kør alle ingredienserne sammen til en cremet sauce i en blender eller foodprocessor, og smag til med citronsaft og peber.

Bønnesalat

Nip bønnerne, og hæld kogende vand over dem i en sigte, så de bliver flot grønne. Skyl og pluk radicchio, og skær i brede strimler. Skyl og tør rucola.

Til servering

Fordel rucola, radicchio og grønne bønner på et fad. Anret tynde af skiver af kalveculotte ovenpå, og dryp med tunsauce. Fordel kapersbær og skovsyre over, og servér med lunet brød til.

Find flere opskrifter i samme kategori

Vitello tonnato opskrift

For mig er vitello tonnato en forret, der bare oser bare af sommer, for den minder mig om feriedage i Italien. Vitello Tonnato er nemlig en klassisk italiensk forret, som man ofte finder på menukortet i støvlelandet. Også på italienske restauranter i Danmark, er retten et hyppigt indslag, og jeg kender i hvert fald tre spisesteder i Århus, der servere den dejlige forret.

Heldigvis er forretten også utrolig nemt at lave selv. Og fordi de fleste af rettens elementer kan forberedes dagen inden, gør den sig fremragende som gæstemad. Du kan både stege kalvestege og lade den køle af, samt tilberede tunsaucen. Så skal du blot anrette salaten og de klargjorte elementer, når gæsterne ankommer, og så er den dejlige spise klar til servering på ingen tid.

 

TIP: Prøv ogå en grøn udgave af forretten, hvor kalv erstattes med tynde skiver rødbede

 

vitello tonnato salat

 

Italiensk måltidsalat a la vitello tonnato

Vitello tonnato er en af Simons YNDLINGSretter, så jeg serverer også retten som hovedret, så vi kan nyde den oftere. Her tilføjer jeg ekstra frisk bladgrønt og grønne bønner, så retten forvandles til en fyldig måltidssalat. Det er en virkelig dejlig spise, og de ekstra grøntsager klæder den italienske klassiker umådeligt fint.

Ved at tilsætte ekstra grønt og servere brød til, bliver retten mættende nok til, at du snildt kan servere den som en let hovedret. Jeg kan særligt anbefale at servere et lækkert hjemmebagt foccaciabrød til salaten. Det italienske madbrød passer helt vidunderligt dertil. Du kan også prøve denne variant af foccacia, hvor jeg topper med oliven, feta og rødløg.

Hvis du har rester af både vitello tonnato og foccacia dagen efter, vil jeg også varmt anbefale dig at lave sandwiches fyldes med kalv, tunsauce og salat. Det smager også helt vidunderligt sådan som en rigtig luksusfrokost.

 

TIP: Prøv også dejlige italienske retter såsom risotto og kylling saltimbocca

Shop the post

- reklamelinks

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar